Text Box: Dato:  14. november 2006

J.nr.: 415-0001

Text Box: Statsministeriet
Prins Jørgens Gård 11
1218  København K
                                                                                                                                                                                                                                       

 

 

 

 

Indberetning vedr. Landstingets efterårssamling, tirsdag den 14. november 2006.

 

 

Landstinget behandlede følgende dagsordenspunkter:

 

 

Pkt. 6:

Ombudsmandens beretning for 2005.

(Landstingets Formandskab)

 

Landstingets Lovudvalg fremlagde forslag til landstingsbeslutning om, at landstinget tager Landstingets Ombudsmands beretning for 2005 til efterretning, idet lovudvalget dog samtidig oplyste, at ombudsmanden med jævne mellemrum indberetter til udvalget om kommuner, der trods gentagne erindringer ikke besvarer ombudsmandens henvendelser. Lovudvalget finder situationen uholdbar og opfordrede indtrængende kommunerne til efter bedste evne at bidrage til et tilfredsstillende samarbejde med Landstingets Ombudsmand.

 

Alle partierne kunne tilslutte sig lovudvalgets forslag om at tage beretningen til efterretning og med stor ros fra alle partier for ombudsmandens store arbejde.

 

 

Pkt. 44:  

Forslag til landstingsforordning om erhvervsfremme af fiskeri, fangst og landbrugserhvervene.

(Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug)

(3. behandling)

 

Både forslaget og ændringsforslaget blev vedtaget enstemmigt, således at landstingsforordningen herefter alene angår fiskeri og fangst, medens landbrugserhvervene er udtaget til en særskilt forordning – se under næste punkt 111.

 

 

Pkt. 111:

Forslag til Landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug.

(Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg)

(1. behandling)

 

Landsstyremedlemmet fremlagde forslag om, at alle bestemmelser om erhvervsstøtte til fiskeri og fangst udgår af den gældende landstingsforordning, og at landstingsforordningens titel ændres til ”Landstingsforordning om støtte til landbrug”.

 

Forslaget blev vedtaget ved 1. behandlingen. 2. og 3. behandlingen finder sted den 15. november 2006.

 

 

Pkt. 11:

Forslag til Landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges senest til EM 2006, at fremsætte forslag til ændring af Landstingsforordning nr. 9 af 15. april 2003 om offentlig pension, hvorefter alders- og førtidspension skal bestå af et fast grundbeløb, der ikke kan reguleres, og et pensionstillæg, der reguleres i forhold til den skattepligtige indkomst.

(Siumuts Landstingsmedlemmer)

(2. behandling)

 

Forslaget blev 1. behandlet under landstingets forårssamling 2006, sammen med punkt 16 nedenfor.

 

Betænkning afgivet af landstingets familieudvalg vedrørende dagspunkterne 11 og 16 oplyser, at der mellem koalitionspartierne er indgået forlig om forbedring af alderspensionen med ændringsforslag til pkt. 11. Et flertal bestående af Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit fremsatte ændringsforslag om, at det pålægges landsstyret at fremkomme med forslag til ændring af landstingsforordningen om offentlig pension til forårssamlingen 2007 på adskillige områder og med væsentlige forbedringer i de offentlige pensioner, til en samlet meromkostning på 25 mio. kr. i 2007 og mellem 40 og 50 mio. kr. i de følgende år.

 

Et mindretal bestående af Demokraterne bemærkede, at koalitionspartierne ikke er kommet med forslag til, hvor pengene skal komme fra.

 

Forslaget blev vedtaget i overensstemmelse med det beskrevne pensionsforlig.

 

 

 

 

 

 

 

Pkt. 16:

Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at arbejde for at lave et pensionsforlig med Landstingets partier før udarbejdelse af Forslag til Landstingsfinanslov for 2007.

(Landstingsmedlemmer: Augusta Salling, Ellen Christoffersen, Godmand Rasmussen, Kristian Jeremiassen, Thomas Kristensen, Atassut)

(2. behandling)

 

Forslaget blev trukket tilbage efter vedtagelsen af punkt 11.

 

 

Pkt. 10:

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om telekommunikation og teletjenester.

(Landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur og RÃ¥stoffer)

(3. behandling)

 

Forslaget blev endeligt vedtaget ved 3. behandlingen.

 

 

Pkt. 57:

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at sikre at rådgivnings- og tilsynsføreropgaven i forbindelse med offentlige anlægsopgaver til over 1 million kroner udliciteres.

(Landstingsmedlem Palle Christiansen, Demokraterne)

(2. behandling)

 

Et flertal i Landstingets Infrastruktur og Boligudvalg indstillede forslaget til forkastelse, og et flertal i landstinget fulgte indstillingen.

 

 

Pkt. 82:

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pÃ¥lægges at udarbejde regler for mindre bÃ¥de, der anvendes erhvervsmæssigt, og  fritidsfartøjer, sÃ¥ledes det bliver lovpligtigt at medbringe sikkerhedsudstyr under sejlads.

(Landstingsmedlem Jens B. Frederiksen, Demokraterne)

(2. behandling)

 

Punktet kunne ikke finde støtte og blev ikke henvist til udvalgsbehandling forinden 2. behandling. Et flertal forkastede forslaget ved 2. behandlingen.

 

 

 

 

 

 

 

Pkt. 107:

Beslutningsforslag til landstinget om, at Landsstyret pålægges at arbejde for, at kontrol med lokale virksomheder, aktieselskaber m.v. hjemtages, frem for at kontrol af disse fortsat varetages af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som har hjemsted i Danmark.

(Landstingsmedlem Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit partiiat)

(2. behandling)

 

Forslaget nød ikke fremme i tinget og blev ikke henvist til udvalg efter 1. behandling. Et flertal forkastede forslaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 83:

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at indlede forhandlinger med den Danske Regering med henblik på, at skyderi inden for bebygget område lægges ind under Kriminalloven for Grønland således, at overtrædelser kan medføre foranstaltning og konfiskation af det anvendte våben.

(Landstingsmedlem Jens B. Frederiksen, Demokraterne)

(2. behandling)

 

Forslaget nød ikke fremme under 1. behandlingen og blev ikke henvist til udvalg. Et flertal forkastede forslaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 139:

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at tage initiativ til en ændring af landstingsloven om forbrugerråd, markedsføring, mærkning, priser og forbrugerklageudvalg, således at der indføres hjemmel til at pålægge erhvervsdrivende at afgive oplysninger til brug for pris- og avanceundersøgelser i medfør af landstingslovens § 24, og således at den, der undlader at afgive de ønskede oplysninger, eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, kan idømmes bøde.

(Landstingsmedlem Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiit)

(2. behandling)

 

Et enigt udvalg indstiller forslaget til vedtagelse i sin nuværende form, uanset landsstyret under 1. behandlingen opfordrede til, at det ikke skulle nyde fremme. Forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Pkt. 24:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget tilslutter sig Vestnordisk Råds rekommandation 1/2006 om at opfordre regeringerne i Island, Færøerne og Grønland til at drøfte muligheden for at lave en aftale om, at udvide frihandelsaftalen som Færøerne og Island har lavet (Hoyvíksaftalen) til også at omfatte Grønland.

(Delegationsformanden)

(2. behandling)

 

Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg indstiller forslaget til vedtagelse efter at have fremhævet over for landsstyret, at rådets rekommandationer og anbefalinger gennemføres af landsstyret. Der er imidlertid fast kutyme for, at landstingets høres ved fremsættelse af beslutningsforslag, for på den måde at få gennemslagskraft overfor ”regeringen”. I dette tilfælde en rekommandation om at undersøge mulighederne for at indgå i en frihandelsaftale. Udvalget anbefaler, at det undersøges, hvorvidt Grønland kan have fordel af at tilslutte sig frihandelsaftalen mellem Færøerne og Island. Forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 25:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget tilslutter sig Vestnordisk Råds rekommandation 2/2006 om at opfordre regeringerne i Island, Færøerne og Grønland til at aftale, at landene opretter konsulater i hinandens lande. Landene opfordres til, at danne fælles kontorfaciliteter omkring oprettelsen af konsulaterne.

(Delegationsformanden)

(2. behandling)

 

Et flertal i Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg indstiller forslaget til vedtagelse efter samme bemærkninger som anført ovenfor og i erkendelse af, at alene stater kan indgå konsulære forbindelser.

 

Udvalget tilsluttede sig Landsstyrets forslag om at imødekomme rekommandationen om repræsentant for hjemmestyret på den danske ambassade i Reykjavik og en hjemmestyrerepræsentant på Færøerne, på baggrund af øget fokus på selvstyre og et ønske om at styrke forbindelserne til de vestnordiske naboer.

 

Et flertal vedtog forslaget ved 2. behandlingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pkt. 54:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget tilslutter sig Vestnordisk Råds rekommandation 3/2006 om at opfordre regeringerne i Island, Færøerne og Grønland til at forøge og styrke samarbejdet og informationsformidlingen omkring bekæmpelsen af rygning. Landene opfordres i den henseende til at afholde en workshop eller en konference om emnet for vestnordisk sundhedspersonale.

(Delegationsformanden)

(2. behandling)

 

Et enigt udvalg indstiller forslaget til vedtagelse. Dog mener udvalget, at der bør tages hensyn til igangsatte initiativer på nationalt plan. Forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 60:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget tilslutter sig Vestnordisk Råds rekommandation 4/2006 om at henstille til Færøernes Landsstyre, Grønlands Landsstyre og Islands regering, at udarbejde en fælles vestnordisk turismestrategi for Vestnorden som region. Rådet henstiller til, at denne strategi blandt andet indeholder tiltag som vil styrke den fælles markedsføring af Vestnorden som turistmål. Vestnordisk Råd opfordrer ligeledes landenes regeringer til at udarbejde en plan for et øget samarbejde omkring turistuddannelse i Vestnorden.

(Delegationsformanden)

(2. behandling)

 

Forslaget blev ikke henvist til udvalgsbehandling efter 1. behandlingen. Forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 100:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget tilslutter sig Vestnordisk Råds rekommandation 5/2006 om at opfordre regeringerne i Island, Færøerne og Grønland til at indføre undervisning i de vestnordiske nabolandes historie, samfundsforhold, kultur og sprog som fast bestanddel af undervisnings-planerne i folkeskolerne på forskellige og passende klassetrin. Landene opfordres til at lave fælles undervisningsmateriale på alle tre sprog for at tjene formålet.

(Delegationsformanden)

(2. behandling)

 

Landstingets Kultur- og Uddannelsesudvalg har afgivet betænkning efter indstilling fra landstinget under 1. behandlingen. Det blev understreget af udvalget, at rekommandationen allerede er vedtaget og at landsstyret forventes at forholde sig hertil, uanset landstingets holdning til forslaget. Udvalget anbefaler, at landsstyret undersøger, hvorledes forslaget kan inddrages i og tilpasses til undervisningsplanerne og indstillede forslaget til vedtagelse. Forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen.

 

 

Pkt. 34:

Forslag til landstingsforordning om offentlig hjælp.

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

(3. behandling)

 

Forslaget blev endeligt vedtaget.

 

 

Pkt. 35:

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap.

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

(3. behandling)

 

Forslaget blev endeligt vedtaget.

 

 

Pkt. 53:

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sundhedsvæsenets ydelser m.v.

(Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø)

(3. behandling)

 

Forslaget blev endeligt vedtaget.

 

 

Pkt. 45:

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om leje af boliger.

(Landsstyremedlemmet for Boliger, Infrastruktur og RÃ¥stoffer)

(3. behandling)

 

Forslaget blev endeligt vedtaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

Pkt. 45:

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Ilisimatusarfik.

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke).

(2. behandling)

 

Demokraterne mente, at der ikke er gjort tilstrækkeligt rede for de økonomiske konsekvenser, men et flertal vedtog forslaget på grundlag af oplysning om, at udgiften holdes indenfor rammen, hvilket også Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender bekræftede at være oplyst fra landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.

 

Forslaget overgik herefter til 3. behandling.

 

 

Pkt. 22:

Forslag til forespørgselsdebat: Hvordan kan vi minimere forældres misrøgt af deres børn; samt hvordan kan vi lette børns tilbagevenden til forældrene efter anbringelse udenfor hjemmene.

(Landstingsmedlem Tommy Marø, Siumut)

 

Alle landstingets partier var positive overfor landstingsmedlemmets initiativ, med omfattende ordførerindlæg fra partierne, ligesom landsstyremedlemmet for familie kom med en længere besvarelse.

 

Landsstyremedlem for Familie- og Justitsvæsen Aleqa Hammond gjorde særligt rede for kommunalbestyrelsernes og forældrene ansvar overfor deres børn og for landstingsforordningen om hjælp til børn og unge.

 

Forslagsstilleren opgjorde omkostningerne ved misrøgt af børn til 140 mio. kr. Ã¥rligt, formentlig fortrinsvis omkostninger ved anbringelse af børn udenfor hjemmet. Landsstyremedlemmet oplyste om initiativer fra landsstyret til en særlig indsats for børn og unge.

 

Siumut mente at samfundets omkostninger beløber sig til ”ikke under 200 mio. kr. på årsbasis" for forældrenes omsorgssvigt. Inuit Ataqatigiit fremsatte et forslag til en børne- og ungdomsfond, som skal give støtte til børnenes egne projekter og aktiviteter. Demokraterne lagde vægt på, at der i FFL 2007 er afsat lidt over 7 mio. kr. til familiecentre, kriseberedskab, kortlægning af familiers trivsel og familiehøjskoler; men anerkendte samtidigt at der er udgifter over hele landet på flere hundrede millioner kroner til anbringelse af børn udenfor hjemmet.

 

Atassut lagde vægt på årsager som social arv og misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Kandidatforbundets Parti lagde ligeledes vægt på årsager som alkohol og stoffer og mente, at forebyggelse skal ske med oplysning i skoler og børnehaver. Kandidatforbundets parti fremdrog også arbejdsløshed og manglende uddannelse – kun en trediedel af befolkningen har en uddannelse - hvilket også kan bidrage til de bagvedliggende årsager.

 

Løsgængeren Esmar Bergstrøm oplyste, at Nuuk Kommune alene bruger 50 mio. kr. årligt til anbringelse af børn udenfor hjemmet, og at kommunen har over 200 børn og unge anbragt enten i døgninstitutioner eller hos plejefamilier.

 

Debatten var sidste punkt på landstingssamlingens næstsidste dag.

 

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Søren Hald Møller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kopi pr. email:                    Folketinget

                                            Kongehuset, Kabinetssekretariatet

                                            Samtlige ministerier

                                            Rigsombudsmanden på Færøerne