Forskellen i finansieringen af stx og hhx

Undervisningsminister Bertel Haarder har i et svar på spørgsmål 7 (alm. del) af 2. november 2006,forsøgt at begrunde hvorfor der er en forskel på hhx -og stx-taxametret.Svaret er ganske utilfredsstillende, og selv hvis man tog begrundelserne for gode varer, kan de sletikke forklare den himmelvide forskel.Men begrundelserne er helt maplacerede. I det følgende forklarer vi hvorfor, idet vi henviser tilBertel Haarders svar for hvert enkelt punkt:”Der er en række udgifter forbundet med de naturvidenskabelige fag for de almene gymnasier, som ikke findes for hhx,”1. Der kan sikkert peges på både anlægs- og driftudgifter i forbindelse med biologi- ogfysik/kemilokaler. Men hvor meget taler vi egentlig om? Det er muligt at beregne defaktiske udgifter, så der kan ydes retfærdighed og gennemskuelighed i bevillingerne.2. I dag har handelsskolerne mulighed for at tilbyde naturvidenskabelige fag på samme mådesom stx. Det er et resultat af ligestillingen mellem gymnasierne. Men når det gælderhandelskolerne skal de stadigvæk klare ”en række udgifter, der er forbundet mednaturvidenskabelige fag” for det lille hhx-taxameter. Er det rimeligt?3. Handelsskolerne har længe før det blev opportunt på stx, investeret millioner af kroner ianskaffelse, drift og udvikling af it for at underbygge den profil, der er handelsskolernes.Disse udgifter er aldrig blevet tillagt nogen særlig værdi i taxametersystemet.”ligesom de almene gymnasier – i modsætning til udbyderne af hhx – er lovgivningsmæssigt forpligtet til at gennemføreundervisning med lave holdstørrelser, når et fag først er udbudt.”

1. Handelsskolerne vil rigtig gerne være ”lovgivningsmæssigt forpligtet til at gennemføreundervisning med lave holdstørrelser, når et fag først er udbudt.” Jo før, jo bedre. Hvorforgælder det kun stx? Har unge, der gerne vil tage studentereksamen på hhx, ikke samme kravpå, at de ønskede hold bliver oprettet?2. Når man taler om holdstørrelser skal det med, at handelsskolerne på grund af økonomienarbejder med hold på op til 36 elever – og har gjort det i årevis. Lærer/elevratioen erbetydeligt ringere for hhx end for stx, sådan som Undervisningsministeriets egne tal har vist.

1. Handelsskolerne har været underlagt ”den fedtede stat”, mens de almene gymnasier harværet hos ”de gavmilde amter”, for nu at citere Bertel Haarder. Det virker på os bare lidtunderligt, at man kan argumentere for en urimelig økonomisk forskellighed med, atstyringen er forskellig. Vi tror, at eleverne er fløjtende ligeglade med hvem, der styrer. Detde og vi ønsker, er bedst mulig kvalitet i uddannelserne, uanset hvem der styrer hvad. De fortiden højlydte diskussioner om udgiftsneutralitet ved de almene gymnasiers overgang tilstatsligt selveje, indikerer vel mere end noget andet, at der hersker en frygt for at komme”ned” på hhx-niveau. En frygt vi udmærket kan forstå.2. Det er rigtig, at der er forskel på arbejdstidsaftalerne på det amtslige og det statslige plan. Iamterne har man en central afale, der betyder, at niveauet for lærerne er ens, uanset hvilkenskole, de arbejder på. På handelsskolerne skal spørgsmålet afklares lokalt. Og netoppågrundaf skolernes ringe økonomi har man alt for mange steder forringet lærernesarbejdsvilkår, bl.a. ved at skære forberedelsestiden ned. Hhx-eleverne får altså alene af dengrund ringere kvalitet i undervisningen. Vi kan i hvert fald konstatere, at frafaldet på hhx erstørre end på stx. Eksamensresultaterne er lidt ringere på hhx. Eftersom lærernesuddannelsesniveau er det samme, er det svært at se andre grunde end højere klasekvotienterog ringere arbejdsvilkår for lærerne. Begge deleforårsagetaf det lavere taxametertilskud.3. Handelsskolernes Lærerforeningsenestekrav til overenskomstforhandlingerne i 2005 var encentral arbejdstidsaftale. Vi havde ikke stillet større krav til indholdet end at den skulleskabe ensartede vilkår for alle lærere, uanset hvor i landet, de var ansat. Finansministerenafviste det pure. Derfor bliver vi fortørnede over, at man nu bruger de uensartede ogdårligere vilkår for handelsskolernes lærere til at begrunde ringere økonomiske tilskud tilhandelsskolerne. Det er dybt stødende og demoraliserende for lærerne, at deres ringerearbejdsvilkår bruges som argument for at fastholde fuldstændig urimelige forskelle. Og deter yderst svært at forstå, at parterne bag gymnasiereformen ikke vil medvirke til at løseproblemet.”Det er umiddelbart ikke muligt at lave en detaljeret og eksakt kroneopgørelse af disse forskelle i forhold til de eksisterendetakst- og finansieringsniveauer for hhx og stx.”

1. Selvfølgelig er det muligt at udarbejde denne opgørelse, men interessen for at gøre det, ermeget lille i Undervisningsministeriet. Det beklager vi dybt. For et af hovedformålene medat udvikle et taxametersystem var, at man kunne skabe et retfærdigt og gennemskueligtsystem, hvor hver enkelt uddannelse kunne få midler, der svarede til den kvalitet manønskede i forhold til de udgifter, der var forbundet hermed.Tanken var faktisk, at der skulle udarbejdes en formel, som kunne samle alle direkte ogindirekte udgifter sammen, og bagefter spytte en taxametertakst ud. Den formel er aldrigblevet lavet, og selv om det er forholdsvist enkelt (vi deltager gerne i arbejdet hermed) kvierUVM sig med at få det gjort. For det kræver først og fremmest én ting: At man beskriver

den ønskede kvalitet i uddannelserne.Men man kunne starte et sted, nemlig med at sørge for ensartede vilkår mellem stx og hhx. Denopgave er enkel, og burde have været løst for længst.Vi finder Undervisningsministerens svar uanstændigt og dybt nedladende overfor det store arbejdehandelsskolernes lærere og ledere yder for at sikre de unge den bedst mulige uddannelse. Der eringenreel begrundelse for den kæmpe forskel, der er i taxametrene. De, der lider mest under det, erde unge på handelsgymnasierne. De lider bl.a. under høje klassekvotienter og et betydeligt størrefrafald. Det, vi ellers hører dag efter dag, at der skal gøres noget ved. Men det må ikke koste noget,hører vi samtidig. Åbenbart ikke for andre end lærere og ledere, der må betale med stærktforringede arbejdsvilkår og dermed et stadig dårligere psykisk arbejdsmiljø, for at få skolernesøkonomi til i det mindste at hænge sammen. Og så tillader man sig at bruge denne omstændighed tilat argumentere med og fastholde den økonomiske uretfærdighed.Vi må stærkt opfordre Folketingets Uddannelsesudvalgt til at bringe uretfærdigheden til ophør.Med venlig hilsen