Høring

 

over udkast til

 

 

Lovforslag om erhvervsakademiuddannelser og

professionsbacheloruddannelser

 

 

Undervisningsministeriet udsender hermed ovenstående lovforslag i offentlig høring. Lovforslaget, dette høringsbrev og høringsliste kan læses på www.hoeringsportalen.dk.

 

Seneste frist for høringssvar er fredag den 28. september 2007 kl. 12.00. Svar der indkommer til Undervisningsministeriet efter dette tidspunkt, kan ikke forventes at indgå i det videre lovforberedende arbejde.

 

Høringssvar bedes sendt udelukkende som elektronisk post til "[email protected]" med angivelse af "Høring" i emnefeltet.

 

Lovudkastet indeholder følgende hovedelementer:

 

Ny fleksibel uddannelsesstruktur

Det foreslås, at det bliver muligt at tilrettelægge professionsbacheloruddannelser (mellemlange videregående uddannelser) som overbygningsuddannelser til erhvervsakademiuddannelser (korte videregående uddannelser) samt tilrettelægge professionsbacheloruddannelser med mulighed for under uddannelsesforløbet at afslutte med en erhvervsakademiuddannelse.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Jette Skovbjerg tlf. 33925169 og chefkonsulent Troels Breindal  tlf. 33925787.

 

Nye fleksible rammer for de korte videregående uddannelser

Det foreslås, at der indføres obligatorisk praktik i alle erhvervsakademiuddannelser, og at tidsrammen - inden for hvilke uddannelserne kan tilrettelægges – udvides fra almindeligvis 2 år til mellem 1½ og 2½ år.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Amanda Fossat, tlf. 33925718.

 

Nye muligheder for international uddannelse

Det foreslås, at institutionerne får pligt til at tilrettelægge uddannelserne således, at den studerende inden for den normerede studietid har mulighed for at gennemføre dele af en uddannelse i udlandet. Derudover foreslås det, at institutionerne skal kunne tilrettelægge uddannelser som paralleluddannelser, hvor dele af den danske uddannelse også kan gennemføres ved udenlandske institutioner. Endelig foreslås det, at undervisningsministeren skal kunne tilrettelægge uddannelser som fællesuddannelser, hvor dele af en uddannelse kun kan gennemføres ved en eller flere udenlandske institutioner.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Anne Marie Ladefoged, tlf. 33955609 og chefkonsulent Troels Breindal, tlf. 33925787.

 

 

 

Ny rådsstruktur

Erhvervsakademirådet og Rådet for de mellemlange videregående uddannelser foreslås nedlagt. Samtidig foreslås der oprettet et råd for erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, der skal rådgive samlet om disse uddannelser.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Susanne Callisen, tlf. 33927397. Chefkonsulent Troels Breindal, tlf. 33925787.

 

Akkreditering, ny organisering af uddannelses- og udbudsgodkendelse

Det foreslås, at der etableres et uafhængigt akkrediteringssystem med henblik på at sikre en systematisk kvalitetssikring af eksisterende og nye erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt videregående voksenuddannelse og diplomuddannelser inden for videreuddannelsessystemet. Akkrediteringssystemet skal indføres efter internationalt forbillede og i henhold til internationalt tiltrådte standarder.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Jette Skovbjerg, tlf. 33925169.

 

Nye uddannelsesbetegnelser

Det foreslås, at betegnelserne korte videregående uddannelser erstattes af betegnelsen ”erhvervsakademiuddannelser” og at mellemlange videregående uddannelser erstattes med betegnelsen ”professionsbacheloruddannelser”.

Spørgsmål om dette initiativ kan rettes til fuldmægtig Susanne Callisen, tlf. 33927397.

 

Spørgsmål om lovforslaget i øvrigt kan rettes til kontorchef Peder Michael Sørensen, tlf. 33925764 og chefkonsulent Troels Breindal, tlf. 33925787.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Chefkonsulent Troels Breindal

Undervisningsministeriet

Afdelingen for videregående uddannelser