3081/mkp

 

28. august 2007

 

 

Pressemeddelelse:

 

Handelsskolernes økonomi balancerer stadig ikke

 

Uambitiøst og langt fra nok, er handelsskolernes kommentarer til regeringens begrænsede forhøjelse af hhx-taxametret præsenteret i forslag til finansloven 2008. Handelsskolerne vil trods taksforhøjelsen stadig have et samlet efterslæb på ca. 120 mio. kr.   

 

Interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser (HFI) er tilfreds med, at regeringen endelig er startet på at udligne de ubegrundede økonomiske forskelle, der er på de forskellige gymnasiale uddannelser. Men HFI er skuffet over regeringens forslag om kun at forhøje hhx-taxametret med 60 mio. kr. årligt svarende til 2.400 kr. pr. årselev. Takstforhøjelsen udligner mindre end halvdelen af de 5000 kr., der ifølge Finansministeriets egne beregninger udgør de ubegrundede økonomiske forskelle mellem de forskellige gymnasiale uddannelser. HFI har beregnet, at der i 2007 mangler ca. 7800 kr. pr. elev, eller hvad der svarer til 170 mio. kr.

 

”Vi er skuffede over regeringens udspil. Det er simpelthen for uambitiøst. For det første udligner det ikke de ubegrundede forskelle i de forskellige gymnasiale uddannelsers økonomi. For det andet mangler vi stadig over 5000 kr. pr. årselev – ca. 120 mio. kr. i alt – for at kunne gennemføre, hvad vi er forpligtet til ifølge udannelsesbekendtgørelserne. Og for det tredje undrer vi os meget over, hvorfor vilkårene skal være så meget ringere for erhvervsrettede uddannelser. Det er fint at være sparsommelig – bare ikke lige på det her område. Det er trods alt uddannelser til Danmarks fremtid vi taler om”, siger HFI’s formand, Ingo Østerskov.

 

”HFI mener, at det er på høje tid, at erhvervsskolerne får genoprettet økonomien på hhx-området. Igennem de sidste 10-15 år har handelsskolerne været lagt i en så stram økonomisk spændetrøje, at uddannelserne er ved kvæles. Skiftende regeringer har negligeret handelsskolernes behov for rimelige og tilstrækkelige økonomiske tilskud i en sådan grad, at vi nu står i en situation, hvor det bliver sværere og sværere at gennemføre en ordentlig undervisning på de givne vilkår. Der findes i dag mere end 24.000 hhx-elever, der har fortjent bedre. I øjeblikket spiller man hasard med deres uddannelsesmæssige fremtid”, slutter Ingo Østerskov.

 

Se i øvrigt vedhæftet notat.

 

Yderligere oplysninger: Formand Ingo Østerskov, 40 10 89 10, eller sekretariatschef Annette Larsen, 33 93 66 99 eller 21 44 35 50.