Akutte problemer af vedvarende karakter

med rekruttering af natur/teknik og fysik/kemi

studerende på ny læreruddannelse.

 

Her er behov for en national redningsplan!

 
Vi ser os i Natur/teknik-foreningen nødsaget til at påpege akutte problemer i den nye læreruddannelse med at rekruttere og uddanne natur/teknik-lærere. Hvis der ikke gribes ind med stor hast gennem et tiltag som konkret sikrer søgningen til natur/teknik vil det være et problem af vedvarende karakter.

 

Vi har med stor bekymring konstateret at det samlede antal studerende som tager det nye naturfaglige fællesfag (indgangsfag til fysik/kemi og natur/teknik) er katastrofalt lavt og væsentligt mindre end det samlede antal studerende som tog fysik/kemi og natur/teknik på forrige læreruddannelse. På den forrige læreruddannelse havde vi på landsplan en årlig produktion på ca. 300 fysik/kemi-lærere og 700 natur/teknik-lærere. Det kan allerede nu konstateres at denne produktion falder til ca. 1/10. Fra en årsproduktion på ca. 1000 natur/teknik og fysik/kemi lærere må vi i fremtiden forvente en samlet årsproduktion på omkring 100-150 lærere, hvilket vi fra foreningens side finder yderst alarmerende. Der hersker stor mangel på naturfagligt uddannede lærere i folkeskolen, og det er veldokumenteret at over halvdelen af de lærere som underviser i natur/teknik ikke har et naturfagligt fundament at basere sin undervisning på. (KALK undersøgelsen 2004).

 

Vi ser med stor alvor på problemerne, som vi mener skyldes følgende forhold:

 

  1. Det samlede antal linjefagsvalg bliver reduceret med ca. 40%  ift. den forrige læreruddannelse. Ser vi isoleret på natur/teknik har netop dette fået katastrofale konsekvenser, idet mange studerende på den forrige læreruddannelse valgte faget som 3. el. 4. linjefagsvalg. – Disse studerende har vi mistet.

 

  1. De studerende som vælger en læreruddannelse i Danmark er primært humanistisk orienterede. Deres valg af uddannelse begrundes ofte med ”at have med unge mennesker at gøre” og ”at præge den kommende generation”, men ikke med argumenter som ”lyst til at beskæftige sig med naturen og naturfag”. – At gøre naturfagene: Natur/teknik og Fysik/kemi til et af de obligatoriske linjefagsvalg og sidestille naturfagene med dansk og matematik er derfor katastrofalt. – Her vælger langt de fleste danske lærerstuderende dansk som linjefag. De kan desuden vanskeligt forestille sig et ordentligt lærerliv uden et af folkeskolens store fag at undervise i.

 

  1. At debatten omkring folkeskolen fra politisk hold har været præget af en grundlæggende mistillid til folkeskolelærere og deres kompetencer må i dette lys ses som katastrofalt. Når en studerende står overfor at skulle vælge uddannelse vælger vedkommende næppe at uddanne sig til et arbejde som giver både lav løn og lav prestige i samfundet. Debatten om at den danske stab af folkeskolelærere er stressramte og trods dette blevet pålagt en række uaflønnede opgaver gør ikke denne situation bedre.

 

At øge rekrutteringen til læreruddannelsen med baggrund i ovenstående ser vanskeligt ud. Vi foreslår derfor at der hurtigst muligt findes tiltag som kan forbedre situationen. – Her kunne man forestille sig følgende:

  1. En ændring af den nuværende læreruddannelse til noget i retningen af det vi tidligere har påpeget: De obligatoriske Linjefag kun dansk og matematik på 1,0 åv. og alle andre LF 0,7 åv. En sidestilling af naturfagene er centralt.

 

  1. Hvis man fra Folketingets side reelt ønsker en opprioritering af naturfagene i læreruddannelsen, kan det sandsynligvis kun sikres ved at lade et af valgene mellem de fire naturfag: Biologi, Fysik/kemi, Geografi og Natur/teknik være obligatorisk.

 

 

 

En national redningsplan for uddannelse af naturfagslærere er nødvendig!

 

Mvh Natur/teknik-foreningen.