Til de på vedlagte liste anførte
Høring over udkast til forslag til lov om medie- og journalisthøjskolen
./.       Vedlagt fremsendes til høring udkast til forslag til lov om medie- og journalisthøjskolen.
Lovforslaget skal ses i lyset af en politisk aftale af 2. marts 2007 om professionshøjskoler for videregående uddannelser, hvor det bl.a. blev aftalt, at Danmarks Journalisthøjskole og Den Grafiske Højskole ikke skal indgå i professionshøjskolerne. De to institutioner skal efter Danmarks Journalisthøjskoles overgang til selveje inden for den offentlige forvaltning sammenlægges til en ny medie- og journalisthøjskole.
Lovforslaget vil komme til at udgøre grundlaget for den nye institution, der dannes efter en sammenlægning af Danmarks Journalisthøjskole og Den Grafiske Højskole.
Det skal således bemærkes, at det er en forudsætning for lovforslagets fremsættelse, at Danmarks Journalisthøjskole skal være overgået til selveje inden for den offentlige forvaltning forud for sammenlægning med Den Grafiske Højskole, og at bestyrelserne for de to institutioner på fremsættelsestidspunktet skal have ansøgt om godkendelse af sammenlægningen.
Undervisningsministeriet skal anmode om at modtage bemærkninger til det fremsendte senest onsdag den 12. september 2007. Bemærkninger bedes sendt til [email protected].
Evt. spørgsmål til lovforslaget kan rettes til undertegnede.