København, mandag /ritzau/
Blinde elever kan ikke være med, når de første nationale test på internettet skal gennemføres, fordi kun musen kan benyttes. Dansk Blindesamfund raser.

Blinde og stærkt svagsynede elever ekskluderes, når skolerne i maj og juni 2007 gennemfører de første hjemmesidebaserede nationale test. Undervisningsministeriet har på trods af krav om, at testene skal kunne tages selvstændigt af handicappede, valgt et testsystem, hvor de synshandicappede elever er afhængige af en støtteperson.
- Problemet er, at når testene skal tages på computeren, er det kun musen, der kan bruges. Blinde og svagsynede kan ikke bruge en mus, men har derimod ingen problemer med at anvende funktionstasterne, siger Dansk Blindesamfunds landsformand, Jens Bromann.
Han er rasende over, at Undervisningsministeriet sender test ud, som handicappede ikke har mulighed for at udføre på lige fod med alle andre
- Hvis jeg var undervisningsminister med hår på brystet, så var jeg gået ud i det offentlige rum, og sagt: Vi må udskyde de her test, fordi vi ikke har fået lavet dem rigtigt, siger Jens Bromann til Ritzau.
Dansk Blindesamfund har over for Skolestyrelsen i Undervisningsministeriet krævet, at de nationale test ikke afholdes, før de er tilgængelige for alle elever.
- Hvis ministeren virkelig mener, at folkeskolen er for alle, så bør man sikre tilgængelighed for handicappede til de nationale test og ikke tillade, at de gennemføres uden denne tilgængelighed. Som det er nu, har ministeren jo overtrådt FNs handicapkonvention, som regering indgik den 30. marts 2007, siger han.
/ritzau/