Bedre naturvidenskab

I øjeblikket foregår der mellem Undervisningsministeriet, Rektorforeningen og Gymnasieskolernes Lærerforening et tiltrængt arbejde med en afbureaukratisering af gymnasiereformen. Et af de punkter, der er sat til debat, er indhold og struktur af det tværfaglige forløb naturvidenskabeligt grundforløb (nv), ”faget” som alle elever skal have i første halvår af 1.g.  Så vidt vi er orienteret, arbejder man bl.a. på at sørge for, at naturvidenskabeligt grundforløb ikke afleverer timer til almen studieforberedelse. Desuden arbejdes der med tankegangen om, at det ikke længere skal være alle de fire naturvidenskabelige fag, der skal undervise i nv.

Vi opfordrer i denne skrivelse til, at der oprettes 4 c-niveaufag i henholdsvis fysik, naturgeografi, biologi og kemi, hvoraf mindst et af de fire fag skal vælges på mindst b-niveau. 

Det der falder i øjnene som naturvidenskabelig lærer er, at de politiske intentioner ikke imødekommes af de regelsæt, der rent faktisk er meldt ud. Det var (er) en klar politisk melding, at man vil styrke naturvidenskab i de gymnasiale uddannelser, men det er svært at få øje på. Ud fra den politiske opfattelse ligger styrkelsen i, at alle elever har naturvidenskabeligt grundforløb, men prisen for dette har været, at eleverne mangler ét af de 4 naturvidenskabelige fag på det grundlæggende c-niveau.

Det vil derfor være naturligt at lade naturvidenskabeligt grundforløb erstatte med et obligatorisk naturvidenskabeligt c-niveau, således at der vil være fire obligatoriske naturvidenskabelige fag i gymnasiet heraf to i 1.g og to i 2.g. Dermed vil der være to naturvidenskabelige fag, der kan vælges på et højere niveau med udgangspunkt i de naturvidenskabelige c-niveauer. Introduktionen til naturvidenskab kan varetages af de to naturvidenskabelige fag i 1.g sammen med matematik, og det tværfaglige samarbejde kan yderligere udbygges mellem de to naturvidenskabelige fag som senere vil ligge på samme klassetrin.

Timetalsmæssigt vil det ikke være nogen stor udgift at ændre naturvidenskabeligt grundforløb til det manglende c-niveau. Naturvidenskabeligt grundforløb udgør 60 timer og et c- niveau udgør 75 times undervisning

Samarbejdet mellem naturvidenskabelige fag på c- niveau vil få sammenhængen mellem de naturvidenskabelige fag til at stå stærkere, idet der kan refereres til de øvrige fag. F.eks. er det svært at undervise elever i biologi på et højere niveau, hvis ikke eleverne har kemi, ligesom kemi kan perspektivere til biologi i kemiundervisning. Samme relationer gælder mellem alle de naturvidenskabelige fag indbyrdes. Vi er hinandens støttefag.

Eksamination som motivationsfaktor har (desværre) vist sig at have enorm betydning. Eleverne fra folkeskolen møder i gymnasiet et forløb, som ikke afsluttes med eksamen, hvorfor de ikke prioriterer det naturvidenskabelige grundforløb højt nok. I folkeskolen er biologi og geografi netop blevet eksamensfag og har oplevet stor faglig fremgang og øget status. Hermed er det faglige niveau fra grundskolen blevet øget inden for naturvidenskab bredt set. Når eleverne så begynder i 1.g., skal de have naturvidenskabeligt grundforløb, som godt nok evalueres, men karakteren kommer ikke på eleverne eksamensbevis. Når eleverne er klar over dette, bliver naturvidenskabeligt grundforløb en hurdle, man nemmere overstår end så meget andet. Det er langt fra den styrkelse af naturvidenskab, som er en af intentionerne med reformen.

Når intentionerne er, at man gerne vil gøre noget ved det administrative bøvl, at man gerne vil styrke naturvidenskab samt gerne vil have en høj faglig standard, er løsningen ligetil og nærmest gratis: Lad eleverne få mindst c-niveau i hvert af fagene fysik, naturgeografi, biologi og kemi og bibehold reglen om, at mindst et af de fire fag skal vælges på mindst b-niveau. En studentereksamen kommer herved bestå af en blok mere end før (et c-niveau modsat en ikke-blok, men det betyder ingen ændringer i antallet af eksaminationer), og mon ikke det giver en mere sammenhængende undervisning, som eleverne bedre kan relatere til, og som derfor tiltrækker flere elever til naturvidenskabelige fag?

 

PÃ¥ vegne af de faglige foreninger i naturvidenskab.

 

Kemilærerforeningen                                                     Geografilærerforeningen

Formand Vibeke Axelsen                                               Formand Helle Øelund
[email protected]                                       [email protected]                     

 

Fysiklærerforeningen                                                     Foreningen af Danske Biologer

Formand Martin Schmidt                                               Formand Jesper Mebus
[email protected]                                     [email protected]