Faaborg den 23. januar 2007
Til Uddannelsesudvalget
På opfordring af Martin Henriksen MF, DF fremsendes en kort beskrivelse af min udviklede behandlingsmetode for børn og unge med indlæringsvanskeligheder og læse/skrivehandicap (dysleksi).
Dysleksi er en arvelig betinget gendefekt og ikke som nogle tror et socialt betinget handicap. Iflg. professor Molfese, University of Louisville, kan det konstateres allerede 24 timer efter fødslen, at 7-15 % af nyfødte børn på verdensplan har en anderledes hjernesvingning og at disse børn med meget stor sandsynlighed vil udvikle dysleksi, der først reelt konstateres i de første skoleår.
Min terapi, der oprindelig er udviklet som en stressafslappende terapi har efter omprogrammering vist sig at have en yderst positiv indvirkning på børn og unges handicap. Der er mange eksempler på at skolekarakterer er steget fra et 6 tal i læsning og stavning til et 10 tal på bare 8 behandlinger. Samtidig bliver klienternes selvtillid og tro på egne evner stærkt forøget.
Behandlingen går i korte træk ud på at klienten bringes i en afslappet tilstand igennem lys- lyd- og taleterapi. Herefter anvendes der én af 20 udviklede terapier i ca. 30 minutter. Det aftales med klienten hvilken terapi der ønskes.
Gennem de sidste 2 år har jeg behandlet ca. 300 børn og unge og forundres og glædes stadig over resultaterne. Mit største ønske er at få denne behandlingsmetode videnskabeligt undersøgt og udbredt så de 4-500.000 i Danmark med dette handicap kan blive hjulpet. Der fødes hvert år 5-6000 børn i DK med dette handicap.
Såfremt det er muligt, ønsker jeg foretræde for Uddannelsesudvalgets medlemmer for uddybning af metode/resultater etc.
Med venlig hilsen
Mogens Kokholm