Notat

 

 

Dato             1. november 2006

J. nr.           459-2

 

 

Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en trafiksikkerhedsplan for den Europæiske vejinfrastruktur KOM(2006)569 endelig - Notat om nærhedsprincippet

 

Baggrund

Forslaget er fremsendt af Europa-Kommissionen den 5. oktober 2006. Det er fremsat i henhold til Traktaten, særlig artikel 71, stk. 1 (c) om ”foranstaltninger til forbedring af transportsikkerheden”. Procedurebestemmelserne i artikel 71 finder anvendelse. Det betyder, at forslaget skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen mellem Rådet og Europa-Parlamentet, jf. artikel 251. Forslaget foreligger endnu ikke i dansk sprogversion.

I Kommissionens hvidbog fra 2001 om en europæisk transportpolitik frem til 2010 annonceres det, at der vil blive taget initiativer til at forbedre trafiksikkerheden. I 2003 kommer der så en meddelelse fra Kommissionen om en europæisk trafiksikkerhedsplan. Endvidere har Europa-parlamentet anmodet Kommissionen om at udarbejde retningslinier for ”sort plet” arbejde og trafiksikkerhedsrevision.

Der er indenfor de seneste ti år sket store fremskridt for trafiksikkerheden for så vidt angår mere sikre køretøjer, og skærpede færdselsregler overfor trafikanterne bl.a. krav om selebrug m.v.

Kommissionen vurderer, at der også er behov for at forbedre kvaliteten af vejinfrastrukturen, således at den bliver mere trafiksikker, og Kommissionen ønsker med ovennævnte direktivforslag at integrere trafiksikkerhedsarbejdet både i planlægningsfasen, projekteringsfasen og driften af vejene på det transeuropæiske transportnet (TEN-T). Det skal sikre, at trafiksikkerhed bliver tænkt ind parallelt med økonomiske analyser og miljøundersøgelser.

Forslagets indhold

Formålet med Kommissionens forslag er at sikre, at vejmyndighederne har de fornødne retningslinier, uddannelse og information for at kunne forbedre trafiksikkerhedsniveauet. Direktivforslaget vil ifølge Kommissionen:

·         forbedre sikkerheden pÃ¥ nye veje ved løbende at benytte de seneste trafiksikkerhedsstandarder,

·         sikre et fælles højt trafiksikkerhedsniveau i EU,

·         skabe opmærksomhed om trafiksikkerhed, sÃ¥ledes at der opnÃ¥s bedre beslutninger om planlægning og projektering,

·         skabe mere gennemsigtighed om, hvilken betydning anlægsbeslutningerne har for trafiksikkerheden,

·         samle og distribuere den forhÃ¥ndenværende ekspertise for bedre at kunne udnytte resultaterne,

·         for relativt begrænsede midler opnÃ¥s en mere effektiv og sikker konstruktion og vedligeholdelse af vejnettet,

·         tillade en bedre samling, behandling og udbredelse af trafiksikkerhedsrelateret information.

I direktivet foreslås det, at der etableres en række procedurer, der relaterer sig til:

 1) Trafiksikkerhedsvurderinger, hvilket betyder en analyse af den trafiksikkerhedsmæssige virkning af nye anlægsprojekter og større ændringer af eksisterende anlæg.
2)Trafiksikkerhedsrevision, som er et detaljeret systematisk og teknisk sikkerhedstjek af vejprojekt, der dækker alle stadier fra planlægning til det færdige projekt.
3) Trafiksikkerhedsinspektioner, som er en regelmæssig trafiksikkerhedsgennemgang af eksisterende vejanlæg.

 Direktivforslaget omfatter vejnettet i det transeuropæiske transportnet (TEN-T) uanset om vejene er i projekteringsfasen, under opførelse eller i drift. Direktivforslaget omfatter ikke vejtunneller, som allerede er omfattet af tunneldirektivet (2004/54/EF).

Der har ikke tidligere været fællesskabsprocedurer om disse emner.

Kommissionens forståelse i forhold til nærhedsprincippet

For så vidt angår forholdet til nærhedsprincippet fremgår det af Kommissionens forklarende memorandum, at en trafiksikkerhedsmæssig forbedring af vejinfrastrukturen i det transeuropæiske net ikke (alene) kan løses på medlemslandsniveau. For det første vil det sikre en fælles høj trafiksikkerhedsmæssig standard i EU. For det andet vil det navnlig give de nye EU-medlemslande, som er i gang med at opgradere og udvide deres eksisterende vejnet, mulighed for at udvikle deres vejnet i trafiksikkerheds øjemed. Videre fremgår, at der i årevis har været erfaringsudveksling på trafiksikkerhedsområdet uden, at det har ført til mærkbare forbedringer.

Derfor ønskes der på det transeuropæiske vejnet en mere ensartet anvendelse af trafiksikkerhedsforanstaltninger, således at trafikanten møder den samme trafiksikkerhedsmæssige standard uanset, hvor i EU der køres, hvilket Kommissionen mener bedst opnås gennem fælles regler. Samlet set vurderer Kommissionen, at ovenstående kun kan løses gennem fælles regler, og at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Regeringens forståelse i forhold til nærhedsprincippet

Regeringen er enig i, at der er en fællesskabsnytte knyttet til EU-regulering af de overordnede principper for anerkendte trafiksikkerhedsforanstaltninger på det transeuropæiske vejnet, som er et særligt defineret net af højt klassificerede veje, som strækker sig fra nord til syd og fra øst til vest i et vidtforgrenet europæisk vejnet på tværs af grænser. Fælles regler er derfor det mest hensigtsmæssige reguleringsmiddel for de overordnede principper, og som sådan er det regeringens foreløbige vurdering, at forslaget lever op til nærhedsprincippet.

Nærhedsnotatet er sendt til orientering til Folketingets Trafikudvalg.