Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             27 .april 2007

J. nr.           502-19

Deres ref.

  

 

Orientering om afslutning af arbejdet i undersøgelseskommissionen om signalforbikørsler og manglende La underretninger

I mit brev til Trafikudvalget den 15. september 2006 orienterede jeg udvalget om, at Banedanmark havde taget initiativ til at nedsætte en undersøgelseskommission, med deltagelse af jernbanesektorens parter, med det formål at afdække forholdene omkring tilfældene med signalforbikørsler og manglende underretninger til lokomotivførere om akutte hastighedsnedsættelser henover sommeren 2006. Jeg lovede i den forbindelse at orientere udvalget om undersøgelseskommissionens konklusioner.  

Undersøgelseskommissionen har nu afsluttet sit arbejde. I den afsluttende rapport fremlægger undersøgelseskommissionen resultaterne af undersøgelserne af årsagerne til signalforbikørsler og manglende underretninger om hastighedsnedsættelser, og de tiltag der allerede er taget.

Afsendere på denne afsluttende rapport er DSB, DSB S-tog, Dansk Jernbane A/S (nu CFL Cargo), Arriva, Railion og Banedanmark. Dansk Jernbaneforbund sad indtil 13. februar 2007 med i undersøgelseskommissionen, men valgte at udtræde på grund af logistikmæssige betænkeligheder ved kommissionens valgte løsning til håndtering af de manglende underretninger om hastighedsnedsættelser. Banedanmark og Trafikstyrelsen vurderer, at der ikke er sikkerhedsmæssige begrundelser for Dansk Jernbanes betænkeligheder, og at den valgte løsning er en forbedring af sikkerheden på banen. Trafikstyrelsen har siddet med i undersøgelseskommissionen som observatør.    

Overordnet konkluderer rapporten, at sikkerhedsniveauet på den danske jernbane er øget. De allerede indførte tiltag og de planlagte tiltag afhjælper i vid udstrækning problemerne med manglende underretning om hastighedsnedsættelser og signalforbikørsler.

Rapporten giver derudover en række anbefalinger på tiltag, der kan øge sikkerheden yderligere, og indstiller, at der nedsættes et permanent samarbejdsudvalg mellem branchens parter, så der sikres et løbende fokus på jernbanesikkerhed. Der er indkaldt til opstartsmøde den 1. maj 2007 i samarbejdsudvalget, og anbefalingerne fra undersøgelseskommissionens arbejde indgår i dette videre arbejde.  

Jeg er tilfreds med at branchen, med nedsættelsen af samarbejdsudvalget, tager initiativ til at sætte endnu mere fokus på sikkerheden på jernbanen.  

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen