Nexø, den 30. marts 2007
Til Folketingets Trafikudvalg
Fremsendt via mail til udvalgets sekretær
Manglende information fra transportministerens side
Bornholms Passagerforening har fra nogle medlemmer af Folketingets Trafikudvalg erfaret, at den beslutning, som kommunalbestyrelsen på Bornholm traf den 14. december 2006 ikke er videresendt til Folketingets Trafikudvalg.
Efter vores opfattelse er kommunalbestyrelsen på Bornholm den højeste, demokratisk valgte myndighed på Bornholm. Det såkaldte Trafikkontaktråd er alene ministerens Råd. Borgerne har ikke indflydelse på, hvem de er »repræsenteret« af i Rådet.
Da der er milevid afstand mellem, hvad Trafikkontaktrådet fremsender af ønsker til ministeren og hvad den bornholmske befolkning har af ønsker, jf. Gallup-undersøgelsen fra februar 2006, betragter bornholmerne sig naturligvis ikke som repræsenteret af Rådet.
Den bornholmske kommunalbestyrelse er åbenbart enig i denne opfattelse, idet kommunalbestyelsen den 23. januar 2003 bl.a. vedtog følgende udtalelse, der blev tilsendt ministeren, jf. kommunens egen hjemmeside:
»De fortsatte forhandlinger om Bornholms fremtidige færgebetjening varetages fremover af Bornholms Regionsråd.«
Denne holdning har kommunalbestyrelsen flere gange henvendt sig til ministeren med. Ønsket om, at netop kommunalbestyrelsen bør være ministerens forhandlingspart på Bornholm, pålagde kommunalbestyrelsen den 14. december 2006 igen borgmester Bjarne Kristiansen at genfremsætte over for ministeren.
Side 2 til Folketingets Trafikudvalg
Kommunalbestyrelsen har 27 medlemmer. Den 14. december 2006 enedes 19 medlemmer om neden for nævnte udtalelse om Kastrup som fremtidig destination.
De øvrige 8 medlemmer – fra henholdsvis De konservative, Kristendemokraterne og Regionslisten – fik indarbejdet de neden for nævnte mindretalsudtalelser om bl.a. København som destination.
Kommunalbestyrelsen 14. december 2006
Trafikkontaktrådets indstilling blev godkendt, idet der i perioden til udbudet 2015/16 skal planlægges anløb i Kastrup og forudsætningerne i form af anlæg søges iværksat.
Beslutningen fremsendes til trafikministeren og formandskabet for trafikkontaktrådet.
Liste K og Liste R ønsker en mindretalsudtalelse tilføjet om at det indstilles til transportministeren, at den dobbeltrettede natfærge fremover sejler mellem Bornholm og Nordhavnen i København i stedet for mellem Bornholm og Køge.
Liste C ønsker en mindretalsudtalelse tilføjet om at der til Ystad skal være 2 hurtiggående færger med flere afgange, uændret pris og uændret overfartstid, at der bliver en enkeltrettet godsrute til Køge og en enkelrettet passagerer/godsrute til København.
Det mere end undrer os derfor, at ministeren har undladt at orientere Folketingets Trafikudvalg om disse forhold.
Det er derfor ikke uforståeligt, men rystende, at medlemmer af Folketingets Trafikudvalg over for os bl.a. kan give udtryk for, at der foreligger en »stort set enig indstilling fra Bornholm«.
Dette er ikke i overensstemmelse med den her dokumenterede sandhed.
Med venlig hilsen
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
Formand