Folketinget — Trafikudvalget

Christiansborg, den 12. oktober 2006

 

 

 

 

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere.

 

 

Materiale fra udvalgets besigtigelsestur i Frederikssund fingeren, onsdag den 11. oktober 2006

 

Onsdag den 11. oktober 2006 var 5 udvalgsmedlemmer

Flemming Damgaard Larsen (V),

Poul Andersen (S),

Klaus Hækkerup (S),

Jens Chr. Lund (S) og

Poul Henrik Hedeboe (SF)

 

på en besigtigelsestur i Frederikssund fingeren, arrangeret af kommunesamarbejdet Bycirklen. Udvalget blev ledsaget af bl.a. nogle af borgmestrene fra de 9 kommuner, der indgår i Bycirklen.

 

Turens program fremgår af vedlagte materiale. Som det ses, blev udvalget orienteret om mulighederne for erhvervs- og boligudbygning i Ballerup, Stenløse, Ølstykke, Frederikssund og Skibby.

 

Bycirklen orienterede udvalget om, at Frederikssund fingeren stort set er det eneste område i hovedstadsregionen, hvor der er plads og mulighed for erhvervs- og boligudbygning og de fortalte, at området, sammen med Århus, er det område i Danmark, hvor der aktuelt sker den største befolkningstilvækst.

 

Et særligt emne, udvalget blev orienteret om i den forbindelse var planerne om opførelse af en ny by ved Store Rørbæk sydøst for Frederikssund. Der er tale om et 400 ha stort område, hvor der forventes at kunne komme til at bo omkring 15.000 mennesker i ca. 6.000 boliger og hvor der vil kunne etableres op mod 6.000 arbejdspladser. Borgmestrene fra Bycirklen gjorde dog opmærksom på, at forudsætningerne for, at disse beregninger bliver til virkelighed er, at der opføres en S-tog station ved Store Rørbæk og at der træffes beslutning om anlæg af en motorvej til Frederikssund. Der kan læses mere om projektet om en ny by ved Store Rørbæk i det vedlagte materiale.

 

Borgmestrene kom også ind på behovet for en ny fjordforbindelse over Roskilde Fjord syd for Frederikssund, idet den nuværende Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund udgør en flaskehals med en årsdøgnstrafik på over 20.000 køretøjer; en problemstilling Trafikudvalget blev orienteret om under et besøg i Frederikssund i november 2005, jf. (folketingsåret 2005-06, TRU alm. del – bilag 55). Borgmestrene fra Bycirklen gentog budskabet fra besøget i 2005 om, at staten hurtigst muligt bør afsætte midler til udarbejdelse af en VVM undersøgelse for en ny fjordforbindelse.

 

I forbindelse med drøftelserne om en ny fjordforbindelse fik udvalget også lejlighed til at besigtige og blive orienteret om ønskerne og mulighederne for erhvervs- og boligudbygning i Skibby Kommune på Hornsherred siden af Roskilde Fjord. Der henvises til det vedlagte kommuneplantillæg, som udvalget fik udleveret under turen.

 

 

Med venlig hilsen

Jesper Thinghuus,

udvalgssekretær.