Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K.

Dato             22. december 2006

J. nr.           234-16

Deres ref.

  

 

Ophævelse af nedklassificeringen af Københavns Lufthavn i Kastrup

I brev af 10. juli 2006 orienterede jeg udvalget om, at Statens Luftfartsvæsen (SLV) den 7. juli 2006 blev underrettet om at EU-Kommissionen har iværksat en såkaldt artikel 15 procedure for Københavns Lufthavn i Kastrup, hvilket indebærer, at lufthavnen er nedklassificeret til en "mindre sikker" lufthavn. Årsagen var, at en række løbende inspektioner havde vist, at securitykontrollen i Københavns Lufthavn ikke opfyldte gældende EU-standarder.

EU-Kommissionen har den 22. december 2006 underrettet SLV om, at Kommissionen ophæver nedklassificeringen (artikel 15 proceduren) for Københavns Lufthavn i Kastrup.

SLV har siden nedklassificeringen i sommer anvendt mange ressourcer på tilsyn med lufthavnen På baggrund heraf meddelte SLV i brev 15. december 2006 Kommissionen, at efter SLV’s opfattelse var kvaliteten af security i Københavns Lufthavn af en sådant niveau, at SLV anbefalede EU-Kommissionen at ophæve artikel 15 proceduren på lufthavnen.

På baggrund af anbefalingen har Kommissionen den 19. december 2006 foretaget et kontroleftersyn i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvilket har resulteret i en ophævelse af artikel 15 proceduren mod lufthavnen.

Som anført i brevet af 10. juli 2006 er det en situation jeg har set med stor alvor på. Det glæder mig derfor naturligvis meget, at Københavns Lufthavn i Kastrup igen lever op til fælles EU-standard på securityområdet.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen