|
||
|
Dato             14. december 2006 J. nr.          500-13 Â
|
|
Hovedlinier i lovudkastet om projektering, anlæg og drift af en Cityring
o Lovudkastet indeholder både projekterings- anlægs og driftsfasen
o Der tages udgangspunkt i den gennemførte udredning om Cityringen med hensyn til linieføring, stationer og skakte m.v. samt principaftalen mellem regeringen, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune om anlæg af en Cityring i København og på Frederiksberg. Efterfølgende har Københavns Kommune dog truffet beslutning om station ved Enghave Plads og Frederiksberg har truffet beslutning om station ved Platanvej. Linieføring og placering af stationer fremgår af bilag 1 til lovudkastet.
o Den endelige linieføring, samt udformning og placering af stationer, skakte m.m. forberedes i en koordineret VVM-procedure mellem de to kommuner, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune med inddragelse af departementet på grundlag af lovudkastets bilag 1 om linieføring, samt placering af stationer m.v. og bilag 2 om udformning af stationer, skakte m.m.
o De to kommuner forelægger herefter en koordineret indstilling om godkendelse af anlægget for transport- og energiministeren, der træffer beslutning om godkendelse efter høring af de to kommuner og Folketingets Trafikudvalg.
o Metroselskabet I/S tillægges en række opgaver i lovudkastet, idet selskabet skal forestå projektering, anlæg og drift af Cityringen og foretage offentlige udbud af anlæg, drift og vedligehold af Cityringen.
o Efter udbuddet skal Metroselskabet I/S inden de første kontrakter om anlæg, drift og vedligehold af Cityringen forelægge sin indstilling med henblik på godkendelse for transport- og energiministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
o I lovudkastet er der en afgrænsning af det, der hører med til Cityringsprojektet (bilag 1 og 2) og det der er udenfor, og som f.eks. kan gennemføres som tilkøb eller udnyttelse af optioner eller som f.eks. er uforudsete udgifter.
o Ved tilkøb og udnyttelse af optioner gælder, at den eller de parter, der ønsker at tilkøbe eller udnytte optionen, skal betale herfor. Ved uforudsete udgifter, som uvægerligt vil kunne opstå i et sådant projekt, gælder, at parterne betaler i det samme forhold, som de betaler for totalprojektet, dvs. Københavns Kommune med 50 %, staten med 41,7 % og Frederiksberg Kommune med 8,3 %.
o Der er bestemmelser om, at der kan pålægges byggelinier og nedlægges forbud med henblik på at kunne stoppe planlagte bebyggelser, som kolliderer med Cityringsprojektet (dvs. typisk planlagte stationer) med henblik på at undgå, at der skal betales for sådanne ny- eller til bygninger m.v. ved den senere ekspropriation.
o Den borger, der i væsentligt omfang bliver pålagt byggelinier eller berøres særligt indgribende af projekteringen eller anlægget, kan desuden - når der foreligger visse personlige grunde til at den pågældende vil sælge ejendommen - kræve, at staten overtager et areal eller evt. hele ejendommen. Disse bestemmelser ligger i det væsentlige på linie med de regler, der gælder på vejområdet og jernbaneloven om Nordvestbanen. Da det meste af Cityringen jo er placeret under jorden, skønnes byggelinier, forbud og statens overtagelser dog ikke at ville forekomme i et stort antal.
o Der kan i nødvendigt omfang ske ekspropriation for at gennemføre anlægget.