Velkommen til Trafikudvalget
- En guide til udvalgets arbejde, herunder en beskrivelse af udvalgets arbejde i sidste folketingsår og de nye EU-procedurer
Trafikudvalget holder normalt møde om torsdagen kl. 10.30 i værelse 2-145 (2. sal).
Udvalget kan alternativt holde møde tirsdag kl. 15.00 i samme værelse.
Udvalget bistås af:
Udvalgssekretær Jesper Thinghuus tlf. 33 37 55 14 (e-mail [email protected]) og
Overassistent Aicha Esdam tlf. 33 37 55 48. (e-mail [email protected])
Sekretariatet har kontor på 1. sal i L-bygningen (adgang via Provianthuset).
Trafikudvalget er et af Folketingets stående udvalg og har 17 medlemmer og 11 stedfortrædere. Udvalget nedsættes ved begyndelsen af hver folketingssamling, jf. Folketingets forretningsorden § 7, stk. 1.
Sekretariatet rådgiver formanden og udvalgets medlemmer med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udvalgsarbejdet, herunder udarbejdelse af betænkninger og beretninger. Sekretariatet forbereder sammen med formanden møder, konferencer/høringer, besøg, rejser m.v. og bistår evt. formanden med taleudkast. Udvalgets medlemmer kan få bistand til afklaring eller udarbejdelse af f.eks. udvalgsspørgsmål, samrådsspørgsmål, bidrag til betænkninger og beretninger, ændringsforslag eller til udarbejdelse af lov- eller beslutningsforslag.
I et bilag til Folketingets forretningsorden er det fastlagt, at Trafikudvalget behandler sager inden for sagsområderne: Jernbaner, veje, godstransport, hyrekørsel, buskørsel, kollektiv trafik, faste forbindelser, færgefart, luftfart, havne, kystsikring samt meteorologi, postvæsen m.v.
Desuden er der tradition for, at der i udvalget er interesse for sager inden for sagsområderne færdselslovgivning og søfart, som er placeret indenfor Retsudvalgets henholdsvis Erhvervsudvalgets sagsområder.
I folketingsåret 2005-06 holdt udvalget 24 møder. De fleste møder holdes i uger, hvor der er møder i folketingssalen. I de mødefri perioder og i ferieperioder kan der holdes møder, hvis udvalget beslutter dette. De fleste møder er lukkede, men udvalget har mulighed for at holde åbne møder. I sidste folketingsår holdt udvalget 29 samråd, og heraf var 9 åbne samråd.
Udvalget behandlede endvidere 14 lov- og beslutningsforslag, bl.a. om anlæg eller ændring af en række vejprojekter, om kystbeskyttelse samt om Østamagerbaneselskabet. Der blev stillet 181 spørgsmål vedrørende lov - og beslutningsforslag og 509 spørgsmål på alm. del. Desuden fik 25 deputationer foretræde for udvalget. I alt blev der omdelt 691 bilag til Trafikudvalget.
Trafikudvalget kan foretage studieture i både udlandet og i Danmark. I august 2006 var udvalget f.eks. på en studietur til USA’s vestkyst, hvor udvalget i forbindelse med besøg i Los Angeles, San Francisco og Seattle så på forskellige emner, såsom trafikstyring, containerhavne, metrosystemer, flyproduktion m.m. Herudover deltager udvalget eller enkelte medlemmer fra udvalget i forskellige konferencer. F.eks. Transport Økonomisk Forenings (TØF) jævnlige temakonferencer.
Ressortministerier
Transport- og Energiministeriet er udvalgets politiske ressortministerium. Transport- og Energiministeriet består af det centrale departement samt en række styrelser. F.eks. kan nævnes Færdselsstyrelsen, Havarikommssionen for Civil Luftfart og Jernbane, Kystdirektoratet, Statens Luftfartsvæsen, Vejdirektoratet, Energistyrelsen, Banedanmark og Trafikstyrelsen for jernbaner og færger.
Organisationer
Der er flere organisationer, der er interesseret i påvirkning af lovgivningen m.v. inden for udvalgets sagsområde. Her kan bl.a. nævnes Danske Havne, Dansk Transport og Logistik, Danske Busvognmænd, Danmarks Automobilforhandler Forening og Dansk Jernbaneforbund.
Udvalgsmedlemmers instrumenter i udvalgsarbejdet generelt
Nedenfor gennemgås nogle af de redskaber, et udvalgsmedlem har i den politiske proces, der udfoldes i udvalget. I bilaget (sidst i dette dokument) er der en kortfattet supplerende oversigt over instrumenter.
Udvalgsmedlemmer kan stille spørgsmål om alle forhold, der vedrører udvalgets sagsområder, herunder om lovforslag eller beslutningsforslag, der behandles i udvalget. Normalt har ministeren 4 uger til at svare på spørgsmål, der er stillet på alm. del, men hvis en spørger ønsker det, kan der påføres en kortere svarfrist. Det er også muligt at angive navnet på den, der har taget initiativ til, at spørgsmålet stilles af udvalget
Udvalget kan også kalde ressortministeren og/eller en anden minister i samråd. Samrådet kan afholdes som et åbent samråd, hvis minimum 3 medlemmer af udvalget ønsker dette. Åbne samråd optages og optagelsen kan efterfølgende fås på en cd-rom ved henvendelse til Folketingets Bibliotek. Derudover kan udvalget f.eks. bede ministeren om en teknisk gennemgang af et lovforslag, afholde høringer og temamøder om udvalgte emner samt foretage studieture i Danmark og i udlandet.
Udvalgsmedlemmers redskaber ved behandling af lov- og beslutningsforslag
Hvis et forslag skal færdigbehandles, skal der inden 2. behandlingen afgives en betænkning om forslaget, som udvalgssekretariatet udarbejder udkast til. Her hjælper udvalgssekretæren f.eks. med teknisk bistand til at stille ændringsforslag.Â
Udvalgsdokumenter
Der er i udvalget to hovedkategorier af materiale, nemlig dokumenter vedrørende forslag (lovforslag og beslutningsforslag) og dokumenter vedrørende udvalgets almindelige kontrol med regeringen, dvs. alm. del. Dokumenterne er endvidere opdelt i 3 underkategorier; bilag, spørgsmål/svar og samrådsspørgsmål. Alm. del-nummereringer og forslagsnummereringer er altid knyttet til en bestemt folketingssamling, hvor indeværende samling kaldes 2006-07.
Abonnement og søgning. Det er endvidere muligt at tegne abonnement på dokumenter, dagsordener mv. på Nettingets forside. Det bemærkes, at udvalgenes offentlige bilag er tilgængelige på Folketingets hjemmeside (www.ft.dk) for offentligheden 24 timer efter bilagsomdelingen på Christiansborg.
Medlemmerne af Folketinget har dog mulighed for at se dokumenterne på den interne version af Folketingets hjemmeside, der kaldes Intraen og som findes via Nettingets forside.
Halvårsoversigt. Udvalget modtager en halvårlig oversigt over væsentlige EU-spørgsmål fra transport- og energiministeren vedrørende de sager, der for tiden og i den kommende tid er under behandling i Rådet.
Subsidiaritetsnotat. Senest 2 uger efter EU-Kommissionens oversendelse af et lovgivningsforslag til Rådet og til Europa-Parlamentet (EP) skal regeringen oversende et notat til udvalget, som redegør for forslagets eventuelle konflikter med nærhedsprincippet (subsidiaritet).
Grundnotater. Udvalget modtager grundnotater fra ministeren på alle nye EU-lovgivningsforslag (direktivforslag og forordningsforslag) senest 4 uger efter forslagets oversendelse fra Kommissionen til Rådet og til EP. Grundnotaterne skal senest 8 uger efter oversendelsen til Rådet og EP suppleres med regeringens kommentarer til nationale høringssvar vedrørende forslaget.
Samlenotat. Udvalget modtager forud for et rådsmøde et samlenotat om de sager, der er på dagsordenen for rådsmødet. Med udgangspunkt i samlenotatet afholder udvalget som regel et samråd med ministeren i samme uge, som denne forelægger rådsmødedagsorden og eventuelle mandatforslag for Europaudvalget.
Referater og redegørelser. Udvalget får regeringens referat af ministerrådsmødet. Der er endvidere mulighed for at få Ministerrådets eget referat af rådsmødet, hvis udvalget er særligt interesseret.
I øvrigt kan henvises til pjecen om fagudvalgenes behandling af EU-sager, hvori der også redegøres for indholdet i Europaudvalgets seneste beretning. Pjecen fås i EU-sekretariatet.
EU-institutioner og EU-enheder af særlig interesse for Trafikudvalget
Medlemslandenes fagministre mødes løbende på rådssamlinger. Udvalget følger rådssamlingerne i
transportrådet.
Europa-Parlamentet er medlovgiver (proceduren fælles beslutningstagen) sammen med Rådet på de fleste områder af EU-lovgivningen af interesse for Trafikudvalget. I Europaparlamentet har Udvalget vedr. Transport og Turisme særlig interesse for Trafikudvalgets arbejde.
For så vidt angår EU-Kommissionen er det Generaldirektoratet for Energi og Transport og transportkommissær Jacques Barrot, der har særlig interesse for arbejdet i Trafikudvalget.
Internationale organisationer og konferencer af særlig interesse for udvalget
Trafikudvalget følger også internationale organisationer udover EU, f.eks. den internationale jernbane sammenslutning (UIC), den internationale luftfartsorganisation (ICAO) og de europæiske transportministres organisation ECMT (som er knyttet til OECD).
Deltagelse i konferencer, høringer m.v.
Trafikudvalget modtager i hver samling en række invitationer til at deltage i høringer og konferencer indenfor udvalgets sagsområde. Når udvalget modtager en invitation, hvor deltagelse er gratis, omdeles denne, og de enkelte medlemmer tilmelder sig direkte til arrangøren. Hvis der er tale om et arrangement, hvor der er udgifter forbundet med deltagelsen, afholder udvalget udgifterne for interesserede medlemmer og stedfortrædere inden for nogle nærmere aftalte grænser vedr. beløb og deltagerantal. I så fald sker tilmelding til arrangementet via sekretariatet på en tilmeldingsblanket, som vil blive vedhæftet den pågældende invitation.
Yderligere information
For spørgsmål, råd og vejledning kan udvalgsmedlemmet altid kontakte udvalgssekretæren og en del oplysninger kan også findes på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk:
1. HÃ¥ndbog i folketingsarbejdet, 2003 (250 s.)
søg: Nettinget / Ft.dk om / Grundlaget for folkestyret / Håndbog i folketingsarbejdet
2. Kvalitetshåndbogen, der indeholder en række forretningsgange, bl.a. udvalgsbetjeningen:
søg: Nettinget / Vejledninger / Kvalitetshåndbogen / Udvalgsbetjening
3. Baggrundsmateriale om alm. del og forslag samt links til ministerier, der har relation til  Trafikudvalget:
søg: Nettinget / Links og baser + udvalg og delegationer) /Trafikudvalget
4. EU links:
søg: Nettinget / EU-Oplysningen
                                                                                                                                  Bilag