Grundnotat til Folketingets Europaudvalg om Kommissionens forslag til kommissionsforordning om fastsættelse af en grænseværdi for rester af det veterinære læge­middelstof avilamycin i levnedsmidler

 

 

Resumé

 

En vedtagelse af det foreliggende forslag vil indebære, at der fastsættes en bindende grænseværdi for rester af det veterinære lægemiddelstof avilamycin.

 

 

1. Indledning

 

Kommissionen har den 26. juni 2007 til medlemsstaterne fremsendt forslag til kommissionsforordning (ENTR/02/2007) om ændring af bilag 1 til Rådets forordning 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinære lægemidler i animalske levnedsmidler. En vedtagelse af forslaget indebærer, at der fastsættes en bindende grænseværdi for stoffet avilamycin

 

Efter forordning 2377/90 skal Kommissionen vedtage bindende grænseværdier for samtlige de lægemiddelstoffer, der indgår i veterinære lægemidler.

 

Kommissionens forslag til grænseværdi for det enkelte stof udarbejdes på grundlag af en udtalelse fra Lægemiddelagenturets ekspertudvalg for veterinære lægemidler (CVMP).

 

Kommissionens forslag behandles i en skriftlig procedure, og Kommissionen har oplyst, at medlemsstaternes stillingtagen til forslag skal være formanden i hænde senest den 18. juli 2007. Retsgrundlaget for forslaget er artikel 7 og 8 i forordning 2377/90.

 

 

2. Forslagets formål og indhold

 

Kommissionen foreslår som nævnt, at stoffet avilamycin opføres på bilag I til forordning 2377/90.

 

Dette indebærer, at stoffet kan indgå i veterinære lægemidler til behandling af levnedsmiddelproducerende dyr, og at medlemsstaterne ikke kan forhindre salg af de pågældende levnedsmidler, såfremt disse overholder den for stoffet fastsatte grænseværdi.

 

Stoffet avilamycin er et antibiotikum, som hører til orthosomycingruppen. Stoffet anvendes til behandling af bakterielle tarminfektioner hos svin, kaniner og fjerkræ.

Der er ansøgt om fastsættelse af maksimalgrænseværdier (MRL) for avilamycin. Der er etableret analysemetoder, som gør det muligt at analysere restkoncentra­tioner for relevante væv hos svin, kaniner og fjerkræ. Der er foretaget tilstrække­lige studier i dyrearterne til at bestemme giftvirkningen og sikkerhedsfaktorer samt forslag til at sikre MRL værdier for væv til konsum, dog undtaget æg.  

På grundlag af henstillingen fra Lægemiddelagenturets ekspertudvalg for Veterinære lægemidler (CVMP) bør dette stof opføres i bilag I til forordning (EØF) nr. 2377/90 for svin, for så vidt angår muskel, skind og fedt, lever og nyre, for kaniner, for så vidt angår muskel, fedt, lever og nyre, og for fjerkræ, for så vidt angår muskel, skind og fedt, lever og nyre, forudsat at stoffet avilamycin ikke anvendes til fjerkræ, hvis æg anvendes til konsum.

 

Bilag I:

Avilamycin   Dichlorisoeverninsyre         Svin                 50 µg/kg      Muskel

                                                                                       100 µg/kg      Fedt

                                                                                       300 µg/kg      Lever

                                                                                       200 µg/kg      Nyre

 

 

                                                                 Kaniner           50 µg/kg      Muskel

                                                                                       100 µg/kg      Fedt

                                                                                       300 µg/kg      Lever

                                                                                       200 µg/kg      Nyre

 

                                                                 Fjerkræ           50 µg/kg      Muskel

                                                                                       100 µg/kg      Fedt

                                                                                       300 µg/kg      Lever

                                                                                       200 µg/kg      Nyre

 

 

3. Nærhedsprincippet

 

Der er tale om en gennemførelsesforanstaltning for en allerede vedtagen retsakt. Overvejelser om nærhedsprincippet er derfor ikke relevante.

 

 

4. Udtalelser

 

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig i sagen.

 

 

5. Forslagets konsekvenser for Danmark

 

Efter Lægemiddelstyrelsens opfattelse sikrer forslaget, at indtagelse af kød fra dyr behandlet med avilamycin ikke vil skade menneskers sundhed.

 

Arbejdet med at fastlægge maksimalgrænseværdier for alle veterinære lægemidler vil generelt medføre en forøgelse af beskyttelsesniveauet for menneskers sund­hed.

 

Før en grænseværdi kan fastlægges, skal der foreligge en grundig gennemgang af blandt andet stoffets toksikologi og nedbrydningsforhold. En maksimalgrænse­værdi fastlægges altså ud fra en grundig sundhedsmæssig vurdering, hvilket da også for enkelte stoffers vedkommende har betydet, at de har måttet fjernes fra markedet. I modsætning hertil vil et princip om, at rester af veterinære lægemidler ikke kan accepteres, i praksis betyde, at grænseværdien bliver afhængig af ana­lyse­kemikerens valg af metode.

 

Fastlæggelse af maksimalgrænseværdier vil også på en anden måde betyde en forbedring af sundhedsbeskyttelsen, idet det fra den 1. januar 2000 kun und­ta­gelsesvist vil være tilladt at anvende andre stoffer som veterinære lægemidler end dem, der er optaget i bilaget til Rådets forordning 2377/90.

 

For enkeltstoffer vil fastlæggelse af maksimalgrænseværdier i nogle tilfælde bety­de, at man kommer til at acceptere højere indhold end tidligere, hvis grænse­værdien er højere end detektionsgrænsen for kontrolmetoden. I sådanne tilfælde vil der således være tale om en forringelse af sundhedsbeskyttelsen, idet rester af lægemidler i levnedsmidler så vidt muligt bør undgås. For andre stoffer vil forholdet kunne være omvendt og altså betyde en forbedring af sundheds­be­skyttelsen, hvis grænseværdien ligger lavere, end den hidtil anvendte metode har kunnet påvise.

 

En vedtagelse af forslaget vil ikke kræve dansk lovgivning, ligesom der ikke vil være forbundet økonomiske konsekvenser for staten eller regionerne med forslagets gennemførelse. En gennemfø­relse af forslaget skønnes ikke at have afgørende økonomiske konsekvenser for erhvervene.

 

 

6. Høring

 

Sager om fastsættelse af grænseværdier for rester af lægemiddelstoffer i levneds­midler forelægges af Lægemiddelstyrelsen for Fødevarestyrelsen på det tids­punkt, sagerne forberedes i Lægemiddelagenturet. Andre myndigheder og orga­nisationer inddrages ikke i disse sager, da disse med ledsagende dokumenta­tionsmateriale indeholder oplysninger om forretningshemmeligheder af sensitiv karakter. Fødevarestyrelsen har ikke udtalt sig i denne konkrete sag.

 

 

7. Regeringens foreløbige generelle holdning

 

Regeringen kan støtte forslaget.

 

 

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

 

Forslaget har været behandlet i Lægemiddelagenturets ekspertudvalg for veterinære lægemidler (CVMP), som med enstemmighed har kunnet anbefale optagelsen på bilag I af lægemiddelstoffet avilamycin.

 

Forslaget har ikke været drøftet i EU-regi efter behandlingen i CVMP, hvorfor forhandlingssituationen er uafklaret.

 

Det forventes, at hovedparten af medlemsstaterne kan støtte forslaget.

 

 

9. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

 

Forslaget har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.