På baggrund af de informationer, som strålecentrene indberetter til Sundhedsstyrelsen angående overholdelsen af de maksimale ventetider, kan det oplyses, at der i uge syv var i alt 253 patienter, der påbegyndte strålebehandling i Danmark. Heraf begyndte 212 patienter deres behandling inden for fristen på fire uger. Samtidigt var der 41 patienter, der påbegyndte deres behandling efter fire uger. Indberetningerne bekræfter, at alle disse patienter har fået tilbud om behandling andetsteds inden for fristerne.
Det kan desuden oplyses, at der blev henvist syv patienter til behandling i udlandet. Alle har fået behandlingstid inden for fristerne af de fire uger.
Der vil i de kommende uger løbende blive offentliggjort materiale angående overholdelsen af de maksimale ventetider.