26.10.2006

 

Begrundelse for ønsket om foretræde for Folketingets socialudvalg

 

I brev fremsendt den 3. juli 2006 til socialudvalgets medlemmer redegjorde

undertegnede for situationen omkring specielt vores behandlingshjem i Bjæverskov, som

var og er i en truet situation, idet de aftaler der er med Roskilde amt og HS ikke overføres til 2007.

 

Vore undersøgelser og oplysninger fortæller os, at kommunerne ikke er klar og ikke bliver klar til at indgå aftaler om brug af behandlingshjemmet - og/eller at de ikke afsætter penge til døgnbehandling, som en del alkoholafhængige har så afgørende brug for.

 

Vi har derfor set os nødsagede til at sikkerhedsopsige hele personalet – og evt. lukke institutionen, hvis ikke der sker afgørende ændringer i situationen.

 

Blå Kors behandlingshjem i Bjæverskov har søgt om satsmidler og nu også fået meddelelse om bevilling for 2007. Med denne bevilling kan vi nå langt, men satsmidler gør det ikke alene.

Vi har brug for, at de nye kommuner – i og med overtagelsen af alkoholbehandlingsansvaret – både afsætter de fornødne økonomiske midler til varetagelsen af opgaverne og organiserer sig med beslutningskompetence og visitationsenhed, som kan være i funktion fra det nye års begyndelse.

 

Alternativet er, at der opstår et vakuum til skade for både de, der har brug for behandling, deres pårørende – og for de behandlingsenheder, som det er vigtigt at sikre overlevelse. Er de først blevet lukket ned, er det meget vanskeligt at starte op igen – megen specialkompetence og oparbejdet faglighed og anden kompetence vil gå tabt.

 

Vi er på det rene med, at mange alkoholafhængige med god virkning kan gøre brug af ambulant behandling. Men for borgere med tungt/langvarigt misbrug er der behov for en mere intensiv indsats – i form af døgnophold på et behandlingshjem – og det er helt afgørende at disse, under forudsætning af tilstrækkelig kvalitet i behandlingen, sikres for fremtiden, også og ikke mindst i en overgangssituation som den, vi er på vej ind i ved den igangværende strukturændring med ansvarsflytning fra amter til kommuner.

Både denne gruppe - og deres pårørende, ikke mindst deres børn – henvender sig ofte ikke i tide, eller slet ikke, og ofte ikke af sig selv og får derfor store afledte sociale problemer.

Idet vores  vurdering er, at mange kommuner ikke er klar til at overtage

alkoholforebyggelses- og behandlingsopgaven, vil vi gerne gennem vort

foretræde være med til at understrege vigtigheden af, at kommunerne

prioriterer dette indsatsområde højt, herunder får det sat på dagsordenen

og får afsat de ressourcer, som er nødvendige for at løfte opgaven.

 

 

Vi har henvendt os til folketingets sundhedsudvalg, men gør det også til socialudvalget, idet vi har erfaret, at dette udvalg både har haft og har meget fokus på de udsatte grupper, heriblandt også de alkoholafhængige med langvarigt tungt misbrug.

 

Jens Erik Rasmussen

Generalsekretær

 

Og

 

Ulla Andersen

Forstander på behandlingshjemmet i Bjæverskov