Beskæftigelsesministeriet

Socialministeriet  (Ligestillingsafdelingen)

 

 

Det portugisiske EU-formandskabsprogram på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet (2. halvår 2007)

 

 

 

 

Det portugisiske EU-formandskab præsenterede i Bruxelles den 3. juli 2007 sit program på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet for det næste halve år. Overordnet arbejder formandskabet under overskriften ”working for all”, hvilket skal signalere, at balancen mellem økonomiske, beskæftigelses-politiske og sociale mål vil være et gennemgående tema. Til orientering vedlægges formandskabets første udkast til dagsorden for rådsmødet den 5. december 2007 samt oversigtsnotat om temaer og arrangementer på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet.

 

Følgende sager er centrale under det portugisiske formandskab:

 

På beskæftigelsesområdet vil formandskabet fokusere på 10-året for beskæftigelsesstrategien og den åbne koordinationsmetode. I den forbindelse lægges op til en drøftelse af status for strategien og af muligheder for forbedringer med henblik på vedtagelse af rådskonklusioner på rådsmødet i december. Endvidere vil formandskabet påbegynde arbejdet med at forberede nye beskæftigelsesretningslinjer, som skal vedtages under det kommende slovenske formandskab. Kommissionen ventes i oktober at udsende et visionspapir om emnet, som kan danne baggrund for de videre drøftelser. Endelig vil formandskabet arbejde videre med fælles principper for flexicurity med henblik på at nå til enighed om disse i Rådet. Kommissionen har den 27. juni 2007 udsendt meddelelse om fælles principper for flexicurity. Formandskabet betragter arbejdet med de fælles principper som tæt forbundet med drøftelserne af status og fremtid for beskæftigelsesstratetegien.

 

På arbejdsretsområdet vil formandskabet arbejde videre med pensionsdirektivforslaget, og man afventer i den forbindelse et revideret udspil fra Kommissionen i løbet af sensommeren/efteråret. Endvidere har formandskabet bebudet at ville tage vikardirektivforslaget op til fornyet drøftelse, efter at sagen har ligget stille under de seneste fem formandskaber. Med hensyn til revision af arbejdstidsdirektivet overvejer formandskabet mulighederne for at finde en løsning på denne svære sag, der ikke har været behandlet under det tyske formandskab. Formandskabet vil sætte tage sagen op i Rådet, hvis der tegner sig mulighed for en løsning.

 

På socialområdet vil sociale tjenesteydelser af generel interesse være et hoveddebatemne på rådsmådet i december. Der lægges op til vedtagelse af et sæt af rådskonklusioner på baggrund af Kommissionens forventede meddelelse om samme. Det er målet at opnå større juridisk klarhed på dette område.

  

I øvrigt fortsætter formandskabet gennemgangen af forslaget til gennemførelsesforordning af forordning 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger begyndende med kapitlet om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvorefter man går til familieydelser og de finansielle bestemmelser, der vedrører de to kapitler. Hvis der viser sig tid til det, vil tillige arbejdsskadeforsikringskapitlet blive behandlet.

 

På ligestillingsområdet forbereder formandskabet vedtagelsen af et sæt rådskonklusioner som opfølgning på Beijing-platformen. Disse vil vedrøre mål for ligestilling og fattigdom. Derudover overvejes et sæt rådskonklusioner om ligestilling og menneskehandel, som skal ses i sammenhæng med formandskabets planer for en konference om menneskehandel i september i Lissabon.

 

Som opfølgning på året for lige muligheder, vil man drøfte en resolution om erfaringerne, som skal kunne bane vejen for det videre arbejde på området.

 

Migration fra tredjelande var genstand for en frokostdrøftelse under det seneste rådsmøde den 30. maj 2007. I forlængelse heraf planlægger det portugisiske formandskab et fælles rådsmøde for beskæftigelses-, social-, integrations- og justitsministrene den 6. december med henblik at drøfte migration i relation til beskæftigelse og den sociale dimension. Beslutningskompetencen i migrationsspørgsmål ligger fortsat hos justits- og integrationsministrene.