Udkast til
Bekendtgørelse om certificering af friplejeboligleverandører
I medfør af §§ 9 og 99 i lov nr. 90 af 31. januar 2007 om friplejeboliger fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen fastlægger kravene til friplejeboligleverandører og fastsætter regler for indhold af og fremgangsmåde ved ansøgning om certifikation. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler om klageadgang, bortfald og tilbagekaldelse af certifikationer.
Kapitel 2
Definitioner
§ 2. Friplejeboligleverandøren er den fysiske eller juridiske person, der med certifikation driver friplejeboligvirksomhed.
§ 3. Den daglige leder er den fysiske person, der på vegne af friplejeboligleverandøren, når denne er en juridisk person, forestår den daglige ledelse.
§ 4. En certifikation som friplejeboligleverandør er en ret til at levere personlig og praktisk hjælp efter §§ 83 og 87 i lov om social service i tilknytning til drift og udlejning af friplejeboliger. En certifikation som friplejeboligleverandør kan endvidere være retten til at levere socialpædagogisk bistand, genoptræning, ledsagelse, særlig kontaktpersonordning for døvblinde og behandlingsmæssige tilbud, jf. lov om social service.
Kapitel 3
Betingelser for certifikation
§ 5. Friplejeboligleverandørvirksomheden skal udføres forsvarligt og som minimum i overensstemmelse med sædvanlig god praksis for plejeboligvirksomhed.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen om certifikation sandsynliggøre, at dette vil ske. Desuden skal ansøger dokumentere, at kravene i §§ 7 og 9 i denne bekendtgørelse er opfyldt.
Organisationen
§ 6. Friplejeboligleverandørvirksomheder, der ikke er enkeltmandsvirksomheder, skal have en ansvarlig ledelse.
Stk. 2. Ledelsens sammensætning og en eventuel vedtægt skal fremsendes til Servicestyrelsen, når oplysningerne foreligger.
Stk. 3. Ændringer i ledelsens sammensætning og vedtægten skal meddeles til Servicestyrelsen inden 7 dage efter ændringens indtræden.
Økonomiske forhold
§ 7. Friplejeboligleverandøren skal være solvent og må ikke tidligere have haft økonomiske vanskeligheder i en grad, så dette sår tvivl om fremtidig forsvarlig friplejeboligleverandørvirksomhed.
Stk. 2. Ansøger må, på ansøgningstidspunktet, ikke være begæret taget under konkurs, likvidation, skifte, betalingsstandsning eller tvangsakkord uden for konkurs eller befinde sig i en lignende situation.
Stk. 3. Som dokumentation for solvens på ansøgningstidspunktet anses erklæring fra ansøgers pengeinstitut.
§ 8. Friplejeboligleverandøren må ikke have gæld til det offentlige.
Stk. 2. Servicestyrelsen indhenter de nødvendige oplysninger om dette forhold til brug for behandlingen af ansøgningen om certifikation.
Strafbare forhold
§ 9. Friplejeboligleverandøren og ledelsen må ikke være straffet for et forhold, som er uforeneligt med at drive friplejeboligleverandørvirksomhed.
Stk. 2. Som dokumentation herfor anses straffeattest.
Faglige forhold
§ 10. Friplejeboligleverandøren må kun tilbyde de ydelser efter § 4, som certifikationen gælder.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen oplyse, hvilke ydelser efter lov om social service, udover personlig og praktisk hjælp, certifikationen skal gælde.
 Stk. 3. Ændringer i certifikationens gyldighedsområde forudsætter fornyet ansøgning.
§ 11. Kvaliteten af de ydelser, som certifikationen giver adgang til at levere, skal som minimum være af sædvanlig god standard for ydelserne. Ydelserne skal leveres i overensstemmelse med målsætningerne og kravene i lov om social service for de pågældende ydelser.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken kvalitet i ydelserne der tilstræbes, og hvordan denne kvalitet sikres.
§ 12. Der skal være overensstemmelse mellem de ydelser, certifikationen giver adgang til at tilbyde, og personalets sammensætning.
Stk. 2. Ansøger skal ved ansøgningen redegøre for, hvordan leveringen af de ydelser, som certifikationen skal gælde, jf. § 11, påtænkes organiseret. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om ansøgers planer vedrørende
1) normering,
2) krav om uddannelses- og erhvervsmæssig baggrund for personalet, og
3) efter- og videreuddannelse.
§ 13. Ansøger skal redegøre for eventuelt værdigrundlag for virksomheden og eventuelle overordnede principper, herunder pædagogiske principper, som skal gælde for friplejeboligvirksomheden.
§ 14. Ansøger skal redegøre for ansøgers og evt. den daglige leders uddannelse og hidtidige erfaring med de ydelser, som certifikationen skal gælde, og den målgruppe, som ydelserne er tiltænkt.
Administrative forhold
§ 15. Friplejeboligleverandøren skal sikre, at der indføres systematiserede kontrolsystemer, blandt andet til brug for kommunalbestyrelsens udførelse af tilsynet og myndighedsopgaver overfor beboerne.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken journal- og registreringspraksis og hvilke kontrolsystemer der påtænkes indført.
§ 16. Friplejeboligleverandøren skal sørge for hensigtsmæssige administrative procedurer.
Stk. 2. Ansøger skal redegøre for, hvilken kvalitet i administrativ praksis der tilstræbes, og hvordan denne kvalitet sikres.
§ 17. Friplejeboligleverandøren er forpligtet til at være dækket af sædvanlige forsikringer, herunder en erhvervsansvarsforsikring.
Øvrige forhold
§ 18. Ansøger skal, så præcist som muligt, redegøre for, hvor friplejeboligerne påtænkes etableret, og hvor mange boliger, der forventes at kunne tilbydes.
§ 19. Ansøger forpligter sig ved ansøgningen til at overholde anden relevant lovgivning, herunder om arbejdsmiljø, brandsikkerhed, veterinære krav mv.
Kapitel 4
Fremgangsmåden ved ansøgning om certifikation
§ 20. Ansøgning om certifikation skal ske på ansøgningsskema, der rekvireres hos Servicestyrelsen.
Stk. 2. Ansøgningen med nødvendig dokumentation sendes til Servicestyrelsen.
Kapitel 5
Meddelelse af certifikation
§ 21. Certifikation meddeles skriftligt af Servicestyrelsen. Servicestyrelsen opbevarer oplysninger om meddelte certifikationer.
§ 22. Ved ændringer i forholdene som nævnt i §§ 7, 8 og 9 og væsentlige ændrede forhold i redegørelserne nævnt i kapitel 3 skal Servicestyrelsen underrettes.
Kapitel 6
Vilkår, påbud, tilbagekaldelse og bortfald
§ 23. Servicestyrelsen kan meddele vilkår for meddelelse af certifikation. Vilkårene kan gælde forhold som nævnt i denne bekendtgørelse eller andre forhold, som er nødvendige for forsvarlig friplejeboligdrift.
§ 24. Servicestyrelsen kan meddele påbud om overholdelse af vilkår som nævnt i § 23. Med påbuddet fastsættes en frist for friplejeboligleverandørens iagttagelse af vilkåret.
§ 25. Servicestyrelsen kan tilbagekalde certifikationen, hvis betingelserne, herunder kravene i denne bekendtgørelse, for certifikationen ikke længere er til stede.
Stk. 2. Certifikationen kan desuden bortfalde eller tilbagekaldes i de tilfælde, der er nævnt i §§ 93-95 i lov om friplejeboliger.
§ 26. Certifikationen bortfalder, når indehaveren i fem år ikke har drevet friplejeboliger.
Kapitel 7
Klageadgang
§ 27. Klage over afslag på certifikation meddelt af Servicestyrelsen kan indbringes for Ankestyrelsen.
§ 28. Klage over tilbagekaldelse af certifikation meddelt af Servicestyrelsen kan indbringes for Ankestyrelsen. Klagen har opsættende virkning.
§ 29. Klage over afgørelse om bortfald af certifikation efter § 93 i lov om friplejeboliger truffet af Servicestyrelsen eller Ankestyrelsen kan inden fire uger kræves forelagt domstolene. Sagen anlægges af Servicestyrelsen eller Ankestyrelsen.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning. Retten kan dog bestemme, at friplejeboligleverandøren under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, som certifikationen vedrører.
Kapitel 8
Ikrafttræden
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2007.