Socialministeriet
lsv                                                                                                             26. april 2006Â
Regelgrundlag og praksis i kommunerne vedr. tilsyn med børn på asylcentre
Hovedbudskabet
Kommunerne er forpligtet til at føre tilsyn med alle børn, der opholder sig i kommunen efter servicelovens §§ 6 og 33. Vi har telefonisk spurgt de 9 kommuner, der har asylcentre, hvordan samarbejdet med centrene fungerer. Det kan på den baggrund konkluderes, at der generelt er et tæt samarbejde mellem kommuner og centre, som giver kommunerne et godt indblik i børnenes vilkår. Der foretages ikke egentlige tilsynsbesøg. Det er Børneenhedens opfattelse, at det løbende samarbejde opfylder kommunens tilsynsforpligtelse, da det svarer til tilsynet med børn i børnehaver og lignede, hvor det er institutionspersonalet, der fører det daglige tilsyn med de enkelte børn.
Tilsynsforpligtelsen
Kommunerne har efter serviceloven en tilsynsforpligtelse i forhold til alle børn, der opholder sig i kommunen, der både handler om børns generelle forhold i kommunen, jf. § 6 og om de enkelte børn i kommunen, jf. § 33. Der er ikke fastsat retningslinier fra centralt hold for, hvordan tilsynet skal udføres, men der må som minimum være tale om, at der en regelmæssig dialog mellem center og myndighed, og at der er tale om et samarbejde, der primært går på de enkelte børn. Tilsynet i forhold til de generelle levevilkår og faciliteter efter § 6 må varetages af den kompetente myndighed - i dette tilfælde Udlændingeservice og Dansk Røde Kors, der varetager omsorgen for børnene i det daglige. I forhold til de enkelte børn kan det sammenlignes med børn, der opholder sig i dagsinstitutioner og skoler, hvor det må være institutionen, der har det primære ansvar for at føre tilsyn bistået af de sociale myndigheder. Det er også det, der fremgår af vejledningen om særlig støtte til børn og unge. Der kan derfor ikke siges at være behov for eller krav om uanmeldte tilsynsbesøg eller deciderede kontrolbesøg fra de sociale myndigheders side, da denne opgave må varetages af udlændingemyndighederne.
Asylcentrene
Pr. 1. februar 2006 var der indkvarteret 2.479 personer i asylcentrene – heraf 682 børn. De er fordelt på følgende 9 centre:
Der er et 10. center i Skibby, men det står til lukning i februar/marts i år, vi har derfor ikke henvendt os til Skibby Kommune.
Centrene i Hanstholm og Brovst drives af kommunen, mens de resterende centre drives af Røde Kors.
Praksis vedr. tilsyn – generelt.
Praksis i kommunerne vedr. tilsynet er forskelligt. Alle steder har de dog en eller anden form for løbende kontakt i form af, at asylcentret har en kontaktperson på kommunen, som de kan henvende sig til, hvis de har børn, som de er bekymrede for og i form af løbende møder mellem asylcenter og kommunen. På alle Røde Kors asylcentrene er der ansat en socialkoordinator, som er uddannet socialrådgiver, og som varetager kontakten til kommunen.
Kommuner med store centre eller centre med mange børn har et meget udbygget samarbejde med asylcentret ofte med sagsbehandlere på kommunen, der udelukkende har børn på asylcentret som område, fast mødestruktur, beskrevne regningslinjer for samarbejdet og underretninger og flere steder også officielle tilsynsbesøg. Kommuner med mindre centre, hvor der i perioder måske ikke er børn, har mindre kontakt til centret, men har alle en kontaktperson på kommunen, som centret kan henvende sig til. For de to centre, der drives af kommuner (Hanstholm og Brovst), gælder det, at asylcentret opfattes som en institution i kommunen på lige fod med andre institutioner. I princippet føres derfor samme tilsyn med asylcentret som med de andre kommunale institutioner. Børnene på asylcentret går også i den lokale folkeskole og kan få tilbud fra PPR osv.