Regeringens skat på generationsskifte: lav en

overgangsordning.

 

 

af advokat John Peter Andersen, Aalborg

 

 

Betragt følgende eksempel.

 

Købmand Hansen, som hver dag i en menneskealder trofast er

stået op kl. 6. morgen og passet sin lille købmandsbutik

sammen med hustruen, der også gør rent på den lokale skole,

har i løbet af en snes år opsparet 2 mio. kr. på sin

kapitalpension. Nu glæder han og konen sig over, at de næste

år går på pension og da kan forsøde alderdommen med

kapitalpensionen, som minus skat på 40 procent til staten dog

giver et kærkommen tilskud til den almindelige folkepension.

 

Men ak, regeringen barsler lige pludselig med en ny lov, som

øger skatten af Hansens pensionskapital med 5 procent. Nu

skal han aflevere 45 procent i stedet for 40 procent - altså

100.000 gode danske kroner mere. Staten skal bruge penge for

at stoppe nogle kedelige dræn, som store udenlandske

kapitalfonde efter sigende påfører den danske statskasse.

Regeringen har ikke dårlig samvittighed.  Det er jo bare en

omlægning, siger man.  Fradraget for indskud på kapitalpension

vil fremover blive sat op med 5 procent, så der er balance i

vægtskålen, bedyrer man.

 

Man kan nemt forstå, at det ikke er en begrundelse, som

vækker glæde hos familien Hansen. Det koster Hansen dyrt

at finansiere fremtidens fradrag - fradrag, som han ikke får

ringeste glæde af.

 

Købmand Hansen undrer sig desuden såre over, at regeringen

kan se sig selv i spejlet, når man just så energisk har

proklameret skattestop her i landet og lovet, at skatterne

reelt ikke ville blive sat op. Forklaringen fra regeringen

om, at man ved det forøgede fradrag afleverer lige så mange

penge, som man henter ind på den forøgede pensionsskat

klinger hult i Hansens ører. Som købmand fejler Hansens evne

til at regne ingenting.

 

Fradraget er jo møntet på fremtiden. De ekstra 5 procent

forfalder til betaling nu og her - og af gamle penge, som

aldrig har nydt godt af det forøgede fradrag.  Hvis der

virkelig skulle være rimelighed i forslaget, så måtte man da

give fradraget tilbagevirkende kraft; eller endnu nemmere og

mere fornuftigt: lave en overgangsregel, så den højere skat

ikke rammer de allerede opsparede pensionsmidler, der jo er

opsparet under et højere skattetryk i kraft af den i

opsparingstiden ringere fradragsmulighed.

 

Kunne en regering, der er tro mod sit eget ord og som har

søsat skattestoppet som et banebrydende princip i et af

verdens tungest beskattede velfærdsamfund, da virkelig finde

på at komme med et sådant lovforslag?

 

Ja, desværre! Købmands Hansens eksempel er opdigtet, men

det har samme bredside som regeringens nye lovinitiativ

om kapitalfonde. Hele lovinitiativet indeholder nemlig et

helt meningsløst bagholdsangreb på navnlig små selvstændige

erhvervsdrivende.

 

I tusindtal driver mange af disse hårdtarbejdende

erhvervsdrivende - tømrere, snedkere, smede, blikkenslagere,

glarmestre og skomagere, og altså også købmand Hansen - deres

små virksomheder i anpartsselskabsform eller

aktieselskabsform. I et sådant selskab betaler man godt 43

procent i skat, når man sælger selskabet og går på pension,

eller udlodder selskabets opsparing til sig selv. Det lyder

skånsomt, men er bestemt ikke nogen favørordning.  Af de

opsparede penge har selskabet nemlig gennem hele sin levetid

allerede betalt selskabsskat med 28 procent (og indtil for

få år siden med meget højere skatteprocenter).

 

Mange af disse erhvervsdrivende søger i disse år ved

generationsskifte at overdrage deres virksomheder til yngre

kræfter i forbindelse med overgangen til pension.

 

Af mange års opsparing i selskabet vil regeringen nu have 5

procent ekstra i særskat. Og minsandten om ikke regeringen

søger at stilne kritikken ved at sænke selskabsskatten fra 28

til 22 procent.

 

De erhvervsdrivende, som er på sidste stræk før

pensionsalderen, får imidlertid ingen langvarig glæde af

en fremtidig nedsat selskabsskat på 22 procent.

 

De får derimod den fulde øretæve af den med tilbagevirkende

kraft påtænkte skattestigning på 5 procent, som rammer hele

den opsparing, som de får til udbetaling i form af

salgssummen for virksomheden ved generationsskifte,

eller ved udlodningen af selskabets allerede beskattede

kapital.

 

Har nogen hørt regeringen sige, at man vil nedsætte

selskabsskatten med tilbagevirkende kraft, så de penge, der

rammes af byrden, også begunstiges med fordelen? Har man hørt

regeringen foreslå - uden at skulle nødes dertil af simpel

forargelse - at der her som ved så mange andre

skattestigninger bør laves en rimelig overgangsordning, så

allerede opsparede midler ikke rammes unødigt hårdt. Nej vel?

 

Det næste vi hører vil desværre nok være, at det ikke er

"teknisk" muligt eller hensigtsmæssigt at administrere en

sådan overgangsordning.

 

Det er forkert.

 

Hvis man af hensyn til den gode skattemoral, som politikere

er så lynhurtige at efterlyse, når man i den kulørte presse

læser om denne eller hin påståede skattefidus, vil gå foran

med et godt eksempel, så bør man indføre en overgangsordning

for skattestigningen i aktiebeskatningen. Derved sikres, at

stigningen ikke rækker årevis tilbage i tiden, men alene

rammer værditilvækst i selskabet efter lovens ikrafttræden.

Der bør være sammenfald mellem den lavere selskabsskat og

den forøgede aktiebeskatning, så de begge virker fremover.

Man kan gerne begrænse overgangsordningen til de ikke

børsnoterede selskaber, hvis man vil være vis på, at den får

adresse til de små og mindre virksomheder, der jo typisk er

i snævert familieeje.

 

Kan man lave sådan en overgangsordning? Nemt! Man kan starte

med at lægge en bund og fastslå, at anskaffelsessummen for de

pågældende anparter eller aktier ikke kan live lavere end

selskabets seneste regnskabsmæssige egenkapital forud for

lovens ikrafttræden. Det fjerner de mest hårrejsende

urimeligheder. Men det er ikke nok. Virksomheden kan jo

meget vel have oparbejdet en stor goodwill, som netop ikke

fremgår af regnskabet (man må ikke indregne selvoparbejdet

goodwill som et aktiv i regnskabet). Den bør selvfølgelig

indgå i regnestykket og lægges til egenkapitalen.

 

Hvis regeringen er helt idéfattig, kan den se lidt på

fortidens løsningsmodeller. Da man i 1993 forøgede

ejendomsavancebeskatningen havde man den selv samme

problemstilling inde på livet. Den daværende regering

afstod dengang fra at beskatte den værdistigning, som

var skabt, før loven kom ind i billedet.

 

Man lavede en fornuftig overgangsordning om, at ejeren af

ejendommen kunne bede om en særlig vurdering - en såkaldt

§ 4 b-vurdering - således at beskatningen ikke gik tilbage

i tiden, men tværtimod fredede den værdistigning, som hørte

fortiden til. Det gjorde lovindgrebet mere retfærdigt, idet

loven derved, som alle kloge love, rettede blikket fremad

frem for at sparke stolen væk under godtroende skatteborgere,

som havde disponeret i tillid til den bestående lovgivning og

dermed var indlåst i den givne situation.

 

For aktieskattens vedkommende kan man snildt lave en

overgangsordning efter selv samme opskrift, således at

selskabsejeren inden et vist tidspunkt må sørge for at

få foretaget en pålidelig, sagkyndig vurdering, gerne med

revisors bistand, af værdien af sit selskab, således at

denne værdi kan anvendes som skæringspunkt for før og efter.

 

Love med tilbagevirkende kraft - også dem, der teknisk set

ikke er juridisk tilbagevirkende, men som grangiveligt

opleves sådan alligevel, fordi de helt uventet og meget

føleligt griber ind i forhold, der har bestået i lang tid -

opsparing på pensionskonti eller i virksomhedsdrivende

selskaber - bør være en uting i et moderne civiliseret

retssamfund. Danmark har ikke som nogle andre lande noget

grundlovsforbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det hele

er overladt til politikernes retsbevidsthed og

anstændighedsfølelse. Triste eksempler fra nyere tids

lovgivning - f.eks. de såkaldte holdingregler for en snes år

siden - illustrerer desværre, at det bolværk ikke altid er en

god forsikring. Behjertede politikere, som er bytte for et

ønske om at vise handlekraft i lyset af mediernes skiftende

sensationstemaer, kan ind imellem forfalde til løsninger,

som i det mere kølige overblik hverken er klædeligt

for god retskultur eller for deres politiske eftermæle

i øvrigt.

 

Skatteministeren, som er en ung mand med en ægte ildsjæl

for sit metier, kan endnu nå at vise, at de retsindige

skattepolitiske idealer, som hans regering har undfanget med

skattestoppet - et stykke politisk nytænkning, som stikker

dybere i vælgerkorpsets stemmekompas end man måske umiddelbart

skulle tro - faktisk også respekteres i ånd og gerning i

dagens faktiske skattelovgivning.

 

Det kan vel tilgives, at man gjorde undtagelse ved at hæve

afgiften på alkoholsodavand for at beskytte ungdommen mod

sin egen letsindighed. Men at hugge ind på ældre

erhvervsdrivendes personlige sparegrise med en yderligere 5

procents særskat (oven i de 3 procent, som skatteminister Ole

Stavad allerede lagde på for få år siden, da han uden videre

forhøjede grænsen fra 40 til 43 procent, dengang til forarget

protest fra borgerlige politikere), og så tilmed markedsføre

stigningen med en falsk varebetegnelse som en naturlig

pendant til den nedsatte selskabsskat, er ikke blot et brud

med regeringens egen skattepolitiske trosbekendelse, men også

en plat urimelighed, der rammer helt skævt.

 

Den ærefulde retræte er simpel. Lav dog i det mindste en

sober overgangsordning for købmand Hansen og de talrige med

ham ligestillede små virksomhedsejere, som i årevis har lagt

til side i deres egne selskaber, efter de pligtskyldigt

har beriget staten med de i perioden relativt høje

selskabsskatter. De har nu pensionstilværelsen inden for

rækkevidde og gerne skulle have deres egne midler med ud,

uden at blive plyndret ved udgangen. NÃ¥r de lavere

selskabsskatter kun virker på den fremtidige indkomst, så

skån da i samme ånd gamle indkomster fra at blive genstand

for en uren skattetackling i tolvte time. Ellers vælter

merprisen blot over på den generation, som skal føre

virksomheden videre.