Resumé

af

Forslag til lov om ændring af lov om en arbejdsmarkedsfond

og ligningsloven

(Fjernelse af arbejdsmarkedsbidraget på forfatteres indtægter fra biblioteksafgifter og udvidelse af skattefriheden for hæderspriser til kunstnere)

 

Lovforslagets formål er at forbedre vilkårene for kunstnere og forfattere. Kunstnere skal skattefrit kunne modtage en hæderspris fra en erhvervsvirksomhed, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Forfattere skal fremover ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af deres indtægter fra bibliotekspenge.

Lovforslaget er en udmøntning af regeringsgrundlaget, februar 2005.

I øjeblikket er kunstnere skattefri af hæderspriser, der er ydet af offentlige midler, legater samt kulturelle fonde og lignende. Efter lovforslaget skal kunstnere også være skattefri af hæderspriser, der er ydet af erhvervsvirksomheder.

Ved en hæderspris forstås en pris, som udelukkende er en anerkendelse af den pågældendes kunstneriske fortjenester. Det er ikke en hæderspris, hvis prisen ydes for et enkelt værk/forestilling eller på nogen måde gives for eller erstatter et vederlag eller lignende. Det er en betingelse, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb.

Der foreslås en ændring af arbejdsmarkedsfondsloven, således at indkomst, som hidrører fra biblioteksafgifter, ikke medregnes til grundlaget for beregning af arbejdsmarkedsbidrag. Forfattere, der anses for selvstændigt erhvervsdrivende, vil således på linie med andre forfattere ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af deres indtægter fra bibliotekspenge.

For forfattere, der er omfattet af virksomhedsordningen, foreslås ændringen af tekniske grunde gennemført som en godtgørelsesordning. Når virksomhedsordningen anvendes, opkræves der først arbejdsmarkedsbidrag, når overskuddet tages ud af virksomheden. På det tidspunkt er det ikke muligt at identificere den andel, der kommer fra biblioteksafgifter. Det er derfor valgt at kompensere selvstændigt erhvervsdrivende forfattere, der har valgt virksomhedsordningen, i det indkomstår, hvor de modtager biblioteksafgifter.

Teknisk set vil godtgørelsen blive betragtet som indbetalt forskudsskat. I det omfang, at godtgørelsen resulterer i overskydende skat, vil denne blive behandlet efter de almindelige regler, der gælder herom.

 

Det foreslås, at loven får virkning fra indkomståret 2007.

Samlet set skønnes lovforslaget at medføre et provenutab på ca. 7 mio. kr. årligt.

De foreslåede lovændringer nødvendiggør ændringer i personskattesystemerne. SKAT anslår omkostningerne herved til et engangsbeløb i størrelsesordenen 3,3 mio. kr.