Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Til udvalgets orientering vedlægges høringsskema samt de modtagne høringssvar vedrørende forslag til diverse EU-skattetilpasninger: Repræsentation, eksportmedarbejdere, velgørende institutioner m.v. samt indkomstregulering af ejendomsværdiskatten.

Inden fremsættelsen af forslaget i Folketinget vil det blive skrevet sammen med en række andre forslag.

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                           /  Lise Bo Nielsen

                        

 

 

 

 


Høringsskema indeholdende høringssvar og kommentarer hertil vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (forslag til diverse EU-skattetilpasninger: Repræsentation, eksportmedarbejdere, velgørende institutioner m.v. samt indkomstregulering af ejendomsværdiskatten.

Forslaget  er den 5. juli 2007 sendt til følgende med anmodning om en udtalelse:

 

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEPOS, Danmarks Rederiforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Landbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Industri, Den Danske Skatteborgerforening, Center for Kvalitet i Reguleringen (erhvervs- og selskabsstyrelsen), Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, HTS - Handel, Transport og Serviceeerhvervene, Håndværksrådet, Parcelhusejernes Landsorganisation, ISOBRO.

De væsentligste bemærkninger er følgende:

 

Organisationer

Bemærkninger i høringssvar

Kommentar til bemærkninger

Dansk Industri

Dansk Industri finder at ophævelsen af eksportmedarbejderfradraget bør genovervejes, da det finder det tvivlsomt, om der er tale om statsstøtte efter EF-traktatens art. 87, Dansk Industri henviser som begrundelse til, at støttebeløbet er lille, og at Kommissionen i en beslutning af 5. marts 2003 (EUT  L 202/15, 2003) har tilladt en beskeden støtte til eksportassistenters løn i Mecklenburg-Vorpommern 

Ordningen i Mecklenburg-Vorpommern består af kontant tilskud med en fast beløbsgrænse for størrelsen af tilskudddet. Endvidere blev der kun tilladt tilskud til en medarbejder pr. virksomhed. Det var kun små og mellemstore virksomheder, der var omfattet af tilskuddet.

Ordningen var derfor mere begrænset end de danske regler.

Endvidere refererer Dansk Industri Kommissionens beslutning forkert, idet Kommissionen i art. 1 i beslutningen finder, at ordningen i Mecklenburg-Vorpommern indeholder ulovlig statsstøtte i det omfang, den vedrører handel indenfor EU.

Kommissionens generelle holdning er endelig , at selv små støttebeløb kan virke konkurrenceforvridende, og at støtte til handel på udenlandske markeder i konkurrence med andre virksomheder i EU kan udgøre statsstøtte.

 

Der er derfor ikke grundlag for at genoverveje ophævelsen af eksportmedarbejderfradraget.

 

Dansk Industri anmoder om en afklaring af, under hvilke omstændigheder den foreslåede bestemmelse i ligningslovens § 12, stk. 3, anvendes på foreninger m.v. i et EU/EØS-land, hvor der ikke findes en godkendelsesordning.

Foreningen skal være godkendt som velgørende i det land, hvor den er hjemmehørende, men form og indhold vil kunne variere. Foreningen behøver f.eks. ikke efter reglerne i sit hjemland at være godkendt til at kunne modtage gaver, der er fradragsberettigede for giveren.

FSR

Foreningen foreslår, at tilpasning til EU-lovgivningen får tilbagevirkende kraft.

Dette vil ikke være hensigtsmæssigt. Forslagene skal ses som en fremadrettet justering med baggrund i udviklingen inden for EU-retten.

ISOBRO

ISOBRO, der er indsamlingsorganisationernes paraplyorganisation, hilser en harmonisering af bestemmelserne for velgørende organisationer velkommen, såfremt det sker på lige vilkår, og forudsætter, at de nuværende betingelser for godkendelse fortsætter.

Danske og udenlandske velgørende organisationer skal opfylde de samme krav med hensyn til gavefradraget.

De nærmere regler vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Bortset fra evt. opdateringer/harmoniseringstiltag forventes de at svare til de nuværende regler.

SKAT

Ud over at oplyse om administrative udgifter mv., anføres det, at det i den foreslåede bestemmelse om velgørende organisationer vil være mere hensigtsmæssigt at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse end at henvise til gældende regler i Ligningsvejledningen.

Lovforslaget er justeret i overensstemmelse hermed.

Retssikkerhedschefen

Retssikkerhedschefen foreslår ligeledes en generel bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for de velgørende foreninger samt indsættelse af en bemærkning om, at tilpasninger, der sikrer overensstemmelse med EU-retten, er udtryk for en retssikkerhedsmæssig forbedring.

Lovforslaget er justeret i overensstemmelse hermed.