Kommentar til indtægtslisterne for januar til marts 2007.

Statens overgang til den nye kontoplan fra 1. januar 2007 har bevirket,  at  SKATs regnskabssystemer har skullet omlægges efter afslutningen af 2006-regnskabet. Regnskaberne for de første tre måneder af  2007 er derfor blevet forsinkede som varslet i kommentaren til indtægtslisten for december 2006.

 

Der foreligger nu fuldt specificerede regnskaber for de første 3 måneder af 2007, som i det store og hele forventes at indeholde de endelige regnskabstal. Skatteministeriet har derfor udarbejdet vedlagte  indtægtslister for januar til marts 2007 på grundlag af disse foreløbige regnskaber. Såfremt det efter­følgende skulle vise sig nødvendigt at korrigere disse indtægtslister, når de godkendte regnskaber foreligger, vil det ske i forbindelse med offent­lig­gørelsen af indtægtslisten for april 2007, hvilket forventes at ske i begyndelse af  juni.

 

Den store stigning i de samlede personskatter fra ca. 18 mia. kr. i ultimo marts 2006 til ca. 43 mia. kr. ultimo marts 2007 skyldes i vid udstrækning bortfaldet af afregningen af amtsskat og  andre kommunale skatteandele i forbindelse med strukturreformen og ændringer i den kommu­nale finansiering.