Den 3. november 2006
Åbne samråd om unge under 18 år, som idømmes ungdomssanktion og fængselsstraf m.v., og Kriminalforsorgens pension Skejby
Retsudvalget har kaldt justitsminister Lene Espersen og socialminister Eva Kjer Hansen i samråd om unge under 18 år, som idømmes ungdomssanktioner, ubetingede fængselsstraffe eller anbringes i arresthuse under varetægtsfængsling. Udvalget har anmodet ministrene om at redegøre for, hvilke overvejelser udviklingen i antallet af unge under 18 år, som idømmes de nævnte sanktioner, giver ministrene anledning til, herunder i forhold til dansk lovgivning og FN’s børnekonvention.
Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af Retsudvalget Simon Emil Ammitzbøll (RV).
Retsudvalget har endvidere kaldt justitsminister Lene Espersen i samråd om Kriminalforsorgens pension Skejby. Udvalget har anmodet justitsministeren om at redegøre for, hvilke konsekvenser ministeren vil drage af undersøgelser om pension Skejby, som viste, at tilbagefaldsrisikoen var væsentligt nedsat, når indsatte afsoner i et miljø, hvor der er tæt kontakt til ikke-kriminelle beboere.
Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af Retsudvalget Elisabeth Arnold (RV).
Samrådene er åbne for alle og finder sted torsdag den 9. november 2006 i vær. 2-080 på Christiansborg. Samrådene begynder kl. 14.30.
Samrådsspørgsmålene kan læses på www.folketinget.dk under Retsudvalget, alm. del – samrådsspørgsmål B og C. Der henvises endvidere til REU, alm. del - bilag 36 (rapport om Skejby-modellen).
Samrådene er åbne for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter først til mølle-princippet. Hvis man ønsker at overvære de åbne samråd, kontaktes udvalgets sekretariat på tlf. 33 37 55 36 eller via mail ([email protected]) senest onsdag den 8. november 2006 kl. 12.00. For gæster, der kommer udefra, må der beregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Det er tilladt at optage lyd, hvis det kan ske uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.
En cd med optagelse af de åbne samråd vil senere kunne fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38.
Yderligere oplysninger:
Peter Skaarup, formand, tlf. 33 37 51 13
Udvalgssekretær Jørgen Nielsen, tlf. 33 37 55 28