<DOCUMENT_START>

JUSTITSMINISTERIET

UDENRIGSMINISTERIET

 

København, den 15. marts 2007

 

Pressemeddelelse

 

Kandidater til den danske dommerstilling ved

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

 

Udenrigsministeriet og Justitsministeriet offentliggjorde den 9. februar 2007 et opslag om kandidater til den danske dommerstilling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Efter en gennemgang af de modtagne ansøgninger har regeringen i dag over for Europarådet opstillet følgende kandidater:

 

-        Landsdommer Stig Glent-Madsen, Vestre Landsret

-        Kommitteret Nina Holst-Christensen, Justitsministeriet

-        Højesteretsdommer Peer Lorenzen, den nuværende danske dommer ved Menneskerettighedsdomstolen

 

Det bemærkes, at kandidaterne i henhold til Europarådets Parlamentariske Forsamlings anbefalinger i rekommandation nr. 1649 (2004) over for Europarådet skal opstilles i alfabetisk rækkefølge. Det er herefter Den Parlamentariske Forsamling, der skal vælge en dansk dommer blandt de tre kandidater.

 

Til baggrund:

I begyndelsen af februar 2007 besluttede regeringen, at udvælgelsen af kandidater til den danske dommerstilling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal ske efter forudgående opslag. Embedsperioden for den nuværende danske dommer ved Menneskerettighedsdomstolen udløber den 31. oktober 2007. Udenrigsministeriet og Justitsministeriet offentliggjorde derfor den 9. februar 2007 et opslag om kandidater til den danske dommerstilling ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

I henhold til artikel 22 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vælges den enkelte dommer fra hvert medlemsland af Europarådets Parlamentariske Forsamling ved flertal på grundlag af en liste over tre kandidater, der er opstillet af det pågældende medlemsland. Den nuværende dommer kan genvælges, jf. artikel 23 i konventionen.