Som opfølgning på min besvarelse den 13. december 2006 af spørgsmål nr. 102 fra Retsudvalget og på samrådet den 14. december 2006 om ottemandsstuerne på Fængselsafdelingen Kærshovedgård kan jeg oplyse, at Kriminalforsorgen har besluttet at lukke de tre ottemandsstuer den 1. maj 2007.
Kriminalforsorgen har overfor mig oplyst, at belægget siden foråret 2006 har været inde i en stabil periode. Tilsvarende har udnyttelsen den første måned af 2007 ligget væsentligt under den gennemsnitlige udnyttelse i samme periode fra 2003-2006. Det er derfor Kriminalforsorgens vurdering, at den belægsmæssige situation tillader en lukning af ottemandsstuerne den 1. maj 2007, og at en lukning ikke på ny vil føre til en oparbejdelse af en venterkø eller overbelæg i fængsler og arresthuse.
Lene Espersen                     /                       John Vestergaard