<DOCUMENT_START>Justitsministeriet vedlægger til udvalgets orientering Erstatningsnævnets redegørelse om sagsudviklingen i Erstatningsnævnet i 2006.

 

I redegørelsen er blandt andet omtalt den handlingsplan, som nævnet sammen med Civilstyrelsen og Justitsministeriet udarbejdede i september 2005 for en varig nedbringelse af sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet. Handlingsplanen blev sendt til udvalget den 14. oktober 2005 i forbindelse med besvarelsen af udvalgets spørgsmål nr. 258.

 

Handlingsplanen opstillede som mål, at antallet af ikke ekspederede sager i Erstatningsnævnet skal være nedbragt til under 450 sager ved udgangen 2006. Den vedlagte redegørelse viser, at dette er mere end opfyldt, idet der kun var 173 ikke ekspederede sager ultimo 2006. Antallet af ikke ekspederede sager er dermed reduceret med godt 86 pct. i forhold til ultimo 2005, hvor antallet af ikke ekspederede sager udgjorde 1.253. 

 

Samtidig er liggetiden nedbragt betydeligt, således at den tid, der går fra en sag modtages i Erstatningsnævnet, til sagsbehandlingen påbegyndes, ved udgangen af 2006 maksimalt udgør 1½ måned mod 7 måneder ved udgangen af 2005. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet udgjorde i 2006 136 dage.

 

Den positive udvikling skal ses i lyset af de initiativer, der er iværksat i forlængelse af handlingsplanen. Initiativerne, der blandt andet omfatter en styrkelse af personaleressourcerne samt ændrede arbejdsgange mv., er omtalt nærmere i den vedlagte notits.

 

 

Lene Espersen                     /                                 John Vestergaard