Justitsministeriet
Regeringen vil udvide adgangen til tv-overvågning

 

17.01.2007

For at forebygge kriminalitet er regeringen nu parat til at lade banker og butikker tv-overvåge indgange og facader med optagelse af billeder. Det samme gælder adgangs- eller flugtveje til og fra f.eks. en bank.

Et lovforslag om den øgede brug af tv-overvågning vil blive fremsat for Folketinget i februar/marts måned. Forslaget vil bygge på den betænkning, som justitsminister Lene Espersen modtog i november 2006 fra det såkaldte tv-overvågningsudvalg.

Samtidig med, at regeringen ønsker at udvide mulighederne for at foretage tv-overvågning, lægger Lene Espersen op til, at der indføres nye regler, som skal sikre, at optagelserne ikke misbruges.

Regeringen har desuden besluttet, at kommunerne ikke skal have udvidet adgang til at foretage tv-overvågning. Efter regeringens opfattelse er det ikke nødvendigt, da politiet efter gældende regler har mulighed for at foretage tv-overvågning som led i kriminalitetsbekæmpelse.

Justitsminister Lene Espersen siger:

"Af hensyn til kriminalitetsbekæmpelsen mener jeg, at det er rigtigt, at vi fortager en udvidelse af adgangen for private til at foretage tv-overvågning.

Det er min hensigt i det kommende lovforslag at lægge op til, at en række forretningsdrivende får adgang til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader. Desuden skal der i nødvendigt omfang være mulighed for at tv-overvåge tilknyttede arealer, som kan tænkes anvendt som adgangs- eller flugtvej.

Når vi udvider adgangen til tv-overvågning, er det efter min mening særdeles vigtigt, at vi samtidig sikrer os, at de optagelser, som tv-overvågning kan være forbundet med, ikke misbruges. Derfor vil jeg bl.a. foreslå, at billederne skal slettes senest 30 dage efter optagelsen. Samtidig vil jeg foreslå regler, der medfører, at optagelserne som udgangspunkt kun kan videregives til politiet med henblik på efterforskning.

Lovforslaget vil ikke indeholde nogen bestemmelse om adgang for kommuner til at tv-overvåge i et generelt kriminalitetsforebyggende øjemed. Det hænger bl.a. sammen med, at politiet inden for rammerne af gældende lovgivning har en mulighed for at foretage tv-overvågning som led i kriminalitetsbekæmpelse."

Til redaktionen:

I oktober 2004 nedsatte Justitsministeriet et tv-overvågningsudvalg, der fik til opgave at overveje, om der i videre omfang bør gives adgang til at foretage tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, og i givet fald hvilke rammer der bør gælde for en sådan udvidelse. Udvalget blev endvidere anmodet om at foretage en vurdering af samspillet mellem tv-overvågningslovens og persondatalovens regler.

I november 2005 blev udvalget desuden anmodet om at overveje en anbefaling om tilvejebringelse af hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i kriminalitetsforebyggende øjemed. Denne anbefaling udgjorde én af de 49 anbefalinger, som indgik i den tværministerielle arbejdsgruppes rapport "Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror" (oktober 2005), og som regeringen i sin terrorhandlingsplan fra november 2005 tilkendegav først at ville tage politisk stilling til, når tv-overvågningsudvalget har færdiggjort sine overvejelser om anbefalingen.

I den betænkning, som udvalgets formand, professor dr. jur. Peter Blume, afgav til justitsminister Lene Espersen i november 2006, har udvalget bl.a. foreslået,

- at pengeinstitutter, hoteller, restaurationer og butikker skal have lov til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse af egne indgange og facader,

- at denne gruppe af erhvervsdrivende skal have lov til at foretage tv-overvågning med billedoptagelse også af arealer i direkte tilknytning til egne indgange og facader (f.eks. fortove og dele af parkeringspladser), hvis dette klart er nødvendigt af hensyn til kriminalitetsforebyggelse,

- at optagelser fra tv-overvågning som udgangspunkt skal slettes senest 30 dage efter optagelsen,

- at personoplysninger, der hidrører fra tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, kun må videregives med den berørtes samtykke, medmindre videregivelsen følger af lov eller sker til politiet med henblik på en politimæssig efterforskning,

- at Datatilsynet skal have inspektionskompetence ved behandling af personoplysninger ved tv-overvågning, men at der ikke skal ske anmeldelse til tilsynet af den konkrete overvågning.

7 af udvalgets 14 medlemmer har endvidere foreslået en dispensationsregel, hvorefter også andre private (bl.a. ikke-erhvervsdrivende) får mulighed for at opnå en tidsbegrænset tilladelse fra politiet til at foretage tv-overvågning af egne indgange og facader, når en sådan overvågning må anses for klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsforebyggelse rettet mod de pågældende bygninger eller disses brugere.

For så vidt angår anbefalingen om tilvejebringelse af hjemmel til, at kommuner efter forelæggelse for politiet kan foretage tv-overvågning på frit tilgængelige steder i kriminalitetsforebyggende øjemed, anførte udvalget, at man ikke fandt at have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere effekten af bestemte virkemidler i forbindelse med terrorbekæmpelse. På den baggrund fandt udvalget ikke endeligt at kunne tage stilling til, om en regulering af denne karakter vil være ønskelig.

Efter de gældende regler i tv-overvågningsloven må private som hovedregel ikke foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.

Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette generelle forbud. For det første er tv-overvågning af tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder, hvorfra der drives erhvervsvirksomhed, undtaget fra forbudet, hvis overvågningen foretages af den, som har rådighed over området. Det samme gælder tv-overvågning af pengeautomater, vekselautomater og pengetransportbiler, hvis overvågningen foretages af den, der har rådighed over automaten eller køretøjet, og overvågningen er indrettet således, at den alene er rettet mod personer, som befinder sig i umiddelbar nærhed af automaten eller køretøjet. Endelig er også tv-overvågning, der ikke er forbundet med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, undtaget fra forbudet, når den foretages som led i overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende.