<DOCUMENT_START>

 

PRESSEMEDDELELSE

 

Justitsministeren vil forbedre ofres retsstilling i straffesager

 

Justitsminister Lene Espersen vil i begyndelsen af 2007 fremsætte et lovforslag, der betyder, at ofres retsstilling i straffesager vil blive styrket.

 

Det sker efter, at justitsministeren fra Strafferetsplejeudvalget har modtaget betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelle retsstilling i straffesager.

 

 

Justitsminister Lene Espersen siger:

 

”Jeg lægger afgørende vægt på, at der ved behandlingen af straffesager tages særlige hensyn til ofrene. Det er med til at vise, at samfundet tager ofret alvorligt og anerkender den krænkelse, som vedkommende har været udsat for.

 

Jeg er derfor meget glad for, at Strafferetsplejeudvalget efter en gennemgang af de rettigheder, som ofre allerede har i dag, er kommet med en række forslag, der yderligere kan styrke ofres retsstilling.

 

Udvalgets betænkning vil nu blive sendt i høring. Herefter vil jeg på grundlag af betænkningen og de indkomne høringssvar fremsætte et lovforslag i begyndelsen af det nye år.”

 

 

Til baggrund:

 

Strafferetsplejeudvalgets betænkning indeholder en gennemgang af forurettedes (ofres) processuelle rets­stilling i straffesager. Udvalget kommer på den baggrund med en række forslag, der yderligere skal forbedre forurettedes retsstilling – eller, hvis ofret er afgået ved døden, efterladte pårørende.

 

Det foreslås blandt andet, at der indsættes en almindelig bestemmelse om vejledningspligt for politiet og anklagemyndigheden over for forurettede.

 

Desuden foreslås der indført en pligt for politiet og anklagemyndig­heden til at underrette retten, hvis der er behov for særlig hensyntagen til et vidne, samt en pligt for rettens personale til at bistå den pågældende, herunder særligt med henblik på at undgå en konfrontation med tiltalte.

 

Udvalget foreslår også, at forurettede skal kunne anmode om at få en gratis udskrift af dommen i straffesagen.

 

Der foreslås desuden indført en adgang for retten til i særlige tilfælde at beskikke en bistandsadvokat for den forurettede i andre typer af straffesager end dem, hvori der i dag er mulighed for at beskikke en bistandsadvokat for forurettede. I tilfælde, hvor særlige hensyn taler for det, skal retten endvidere kunne beskikke en bistandsadvokat for forurettedes nære pårørende, hvis forurettede er afgået ved døden som følge af forbrydelsen.

 

Forurettede skal desuden have adgang til at overvære lukkede retsmøder i den pågældende straffesag, medmindre formålet bag dørlukningen taler imod det.

 

Link til betænkningen