Menneskers seksuelle omgang med dyr |
30.11.2006 Det Dyreetiske Råd har i dag afgivet en udtalelse om menneskers seksuelle omgang med dyr. Justitsminister Lene Espersen udtaler i den anledning: Jeg vil gerne slå fast, at jeg personligt tager skarpt afstand fra seksuel omgang med dyr. Samtidig vil jeg gerne understrege, at vi allerede i dag har regler, der regulerer menneskers seksuelle omgang med dyr. Dyreværnslovens § 1 siger således, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Denne sag drejer sig derfor om, hvorvidt der kan være grundlag for at lovgive også om de tilfælde, hvor dyreværnsloven ikke gælder, dvs. hvor den seksuelle handling ikke påfører dyret smerte mv. Det er et vanskeligt spørgsmål, som giver anledning til nærmere overvejelser af bl.a. moralsk og etisk karakter. Jeg er derfor glad for, at vi nu har fået belyst emnet nærmere fra Det Dyreetiske Råds side. Rådets udtalelse vil nu blive sendt i høring hos relevante myndigheder og organisationer, og jeg vil derpå tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen. Til baggrund: 1. Folketinget 1. behandlede den 19. maj 2005 et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti (B 31) om forbud mod seksuelt misbrug af dyr. Ved den lejlighed tilkendegav justitsministeren, at dyreværnslovens § 1, der fastslår, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, allerede i dag regulerer menneskers seksuelle misbrug af dyr, og at dyreværnslovens § 17 indeholder forbud mod at bruge dyr i filmoptagelser og lignende, hvis dyret i den forbindelse udsættes for væsentlig ulempe. Et forbud mod menneskers seksuelle misbrug af dyr vil derfor alene have betydning i de tilfælde, hvor handlingen ikke er i strid med dyreværnsloven, og altså ikke volder dyret eksempelvis smerte, lidelse eller angst. Da der imidlertid mangler viden om området, herunder om udbredelsen af menneskers seksuelle omgang med dyr, tilkendegav ministeren samtidig, at det var regeringens opfattelse, at Det Dyreetiske Råd burde anmodes om at udtale sig om spørgsmålet, og at en endelig stillingtagen til spørgsmålet måtte bero på Det Dyreetiske Råds udtalelse. Folketingets Retsudvalg afgav betænkning over forslaget den 2. juni 2005, og forslaget til folketingsbeslutning blev forkastet ved andenbehandlingen den 16. juni 2005. Justitsministeriet anmodede herefter Det Dyreetiske Råd om at udtale sig om spørgsmålet om menneskers seksuelle omgang med dyr, herunder om det er rådets opfattelse, at der bør indføres regler herom, der går videre end dyreværnslovens bestemmelser, og i så fald om den nærmere udformning af et forbud mod menneskers seksuelle omgang med dyr samt af et forbud mod dyrepornografi. 2. Det Dyreetiske Råd har foretaget en nærmere gennemgang af spørgsmålet om menneskers seksuelle omgang med dyr. På grundlag af denne gennemgang finder et flertal i rådet, at der ikke er behov for lovgivning, der forbyder privatpersoners seksuelle omgang med deres egne dyr, forudsat at øvrig lovgivning er overholdt. Et mindretal anbefaler, at der gennemføres et totalforbud imod menneskers seksuelle omgang med dyr. Rådets medlemmer finder, at der kan være behov for tiltag, som forbyder eller på anden måde forhindrer, at seksuel omgang med dyr kan foregå i organiseret eller kommercielt regi, f.eks. i form af sex-shows, udlejning, bordeldrift eller produktion af pornografi. Rådets medlemmer tager endvidere skarpt afstand fra personers seksuelle omgang med andres dyr (såkaldt "fence-hopping"). Rådets medlemmer finder i den sammenhæng, at den gældende dyreværnslovgivning tager højde for de situationer, hvor dyrene lider overlast, men såfremt gældende lovgivning ikke yder dyrets ejer tilstrækkeligt beskyttelse, anbefaler Rådet, at der iværksættes de nødvendige lovmæssige tiltag for at sikre denne beskyttelse. |