Pressemeddelelser fra Justitsministeriet |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Slotsholmsgade 10 - 1216 København K - Telefon: 33 92 33 40 - Fax: 33 93 35 10 - http://www.jm.dk |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
De indgåede finanslovsaftaler indebærer en markant styrkelse af retsvæsenet. Ud over det brede politiforlig, som bl.a. sikrer grundlaget for gennemførelsen af politireformen og et stærkere beredskab mod terror, styrker finanslovsaftalerne med navnlig Dansk Folkeparti også retsvæsenet på en række øvrige områder. Samlet styrkes retsvæsenet med mere end 1 mia. kr. over 4 år. Ud over de tiltag, som er indeholdt i politiforliget og i aftalen fra dette års finanslov med Dansk Folkeparti om styrket beredskab mod terror, omfatter styrkelsen navnlig følgende punkter: · Forårets politiske aftale om større lokal forankring ved gennemførelse af domstols- og tinglysningsreformen (flere retskredse og udnævnte dommere mv.) udmøntes, og domstolene tilføres midler til sikring af gode bygningsforhold for de nye byretter og en stabil tinglysning i reformperioden. · Sikkerheden i retsbygningerne øges ved opsætning af metaldetektorer, vidnerum mv. i landsretterne og ansættelse af retsbetjente, som kan betjene metaldetektorerne og sørge for ro og orden i retsbygningerne. · Forsøget med videoafhøringer som middel til at begrænse antallet af fangetransporter videreføres af Domstolsstyrelsen med henblik på at afprøve teknikken yderligere og undersøge dens anvendelsesmuligheder til andre formål i retsplejen (elektroniske præsentationer og protokollering mv.). · Sexkriminelle indsættes hurtigere til afsoning ved en udvidelse af visitationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester fra 12 til 22 pladser. · Kriminalforsorgen kompenseres for stigningen i bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). · Som led i aftalen om satspuljen for 2007 etableres der 1) en ungeafdeling i statsfængslet i Jyderup, 2) forsøg med voldsforebyggende behandling som vilkår for betinget dom og 3) informations- og uddannelsesaktiviteter for bistandsværger til forvaringsdømte mv. · Som led i aftalen om opfølgning på velfærdsaftalen prioriteres 10 mio. kr. af forebyggelsesfondens midler til arbejdsmiljøforbedringer og forebyggelse af nedslidende rutiner i kriminalforsorgen. Justitsminister Lene Espersen siger: "Jeg er særdeles godt tilfreds med aftalerne om dette års finanslov. Ud over at gennemføre både politireformen og domstols- og tinglyningsreformen er der afsat midler til en lang række gode projekter, som strækker sig lige fra styrkelse af PET over mere sikkerhed i retssalene og til arbejdsmiljøet i kriminalforsorgen. De indgåede aftaler styrker retsvæsenet i Danmark over en bred kam." Udgifterne til de tiltag, som ikke er indeholdt i politiforliget mv., fremgår af tabel 1.
Politiforliget er beskrevet i Justitsministeriets pressemeddelelse af 4. november 2006, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i de kommende 4 år investeres yderligere ca. 700 mio. kr. i politiets og anklagemyndighedens udstyr og drift set i forhold til det nuværende aktivitetsniveau. Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om styrket beredskab mod terror er beskrevet i Justitsministeriets pressemeddelelse af 11. oktober 2006, hvoraf det bl.a. fremgår, at politiet og PET styrkes med 93,5 mio. kr. på finansloven for 2006. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|