Notat

om

sygehusenes produktivitet

 

(En kort gennemgang af Indenrigs- og Sundhedsministeriets beregninger vedr. sygehusenes produktivitet m.v.)

 

- Suppleret med enkelte beregninger fra Økonomigruppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                              Økonomigruppen i Folketinget

 

 

 

1. Indledning

 

I den offentlige debat er der stigende fokus på sygehusenes produktivitet, dels for at få mål for effektiviteten i sygehussektoren og dels for at de enkelte sygehuse og regioner (tidligere amter) kan sammenligne sig med hinanden.

 

Det fremgÃ¥r af Indenrigs- og Sundhedsministeriets anden delrapport (fra december 2006), at produktivitetsanalyser er et centralt redskab til at sikre den bedst mulige ressourceanvendelse, fordi de skaber synlighed om, hvordan ressourcerne faktisk anvendes. Ved at offentliggøre mÃ¥linger af produktiviteten kan vi sammenligne, hvor mange sundhedsydelser vi fÃ¥r for hver krone, der bruges pÃ¥ de enkelte sygehuse.  Og det bliver synligt, hvem der fÃ¥r mest aktivitet for pengene, og dermed hvem andre kan lære af.

 

Fremover vil der blive udarbejdet produktivitetsmålinger i sygehussektoren årligt, så man kan sammenligne de enkelte sygehuse med hinanden, da et af formålene med målingerne er at sætte fokus på, at sygehusene muligvis kan lære noget af de mest effektive sygehuse. Ved udgangen af 2006 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet for første gang offentliggjort produktivitetstal helt ned på det enkelte sygehusniveau, så man kan sammenligne de enkelte sygehuse.

 

I dette notat analyseres produktiviteten fra 2003-2005 for hele landet og fordelt på amter og regioner, jf. afsnit 2.

 

Dernæst vil der være en kort analyse af produktiviteten for 43 sygehuse for 2005, som netop er blevet offentliggjort med den seneste rapport, jf. afsnit 3.

 

Produktivitetsanalyser giver her ingen løsninger på sundhedsvæsenets indretning. Omkostningerne ved den enkelte behandling siger f.eks. ikke i sig selv noget om kvaliteten. I princippet kan det være, at det dyreste sygehus ud fra en samlet vurdering gør det bedst. Men produktivitetsanalyser er et vigtigt redskab til at stille de relevante spørgsmål. Er der en god forklaring på, at ét sygehus udfører dyrere behandlinger end et andet sygehus? (jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriet).

 

Selve mekanismen til at måle produktiviteten i sundhedssektoren er indviklet, men er relevant, da det kan bibringe en større forståelse af beregningssystemet, og hvordan tallene er udregnet. Dette kan findes i Bilag A.

 

 

 

 

2. Resultaterne af produktivitetsmålingerne på region og amtsniveau for 2003 til 2005 (stigning i produktivitet)

 

 

Når man tænker på produktivitet, skal man skelne kraftigt mellem produktivitetsstigninger og produktivitetsniveau, da de ofte blandes sammen. Produktivitetsstigninger siger noget om, hvor meget produktiviteten er steget fra det ene år til det andet (f.eks. 2004 til 2005). Produktivitetsniveauet siger noget om, hvor effektivt man producerer indenfor det givne år (f.eks. 2005).

 

Først vil vi se på produktivitetsstigningerne (A) for at finde ud af, forbedringerne i produktiviteten fra det ene år til det andet samt fordelingen af disse stigninger. Derefter ser vi på produktivitetsniveauet (B) for at se, hvem der er mest effektive i det givne år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A. Følgende figur 1 viser produktivitetsstigningerne for 2004 og 2005.

 

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2006)

 

I 2004 var den gennemsnitlige produktivitetsstigning 2,4 pct. og i 2005 var det på 1,8 pct., hvilket giver et samlet produktivitetsløft på ca. 4,2 pct. fra 2003 til 2005. Dvs. at det enkelte sygehus skal stige 4,2 pct. i produktivitet over 2 år for at følge med den gennemsnitlige udvikling. Det oplyses af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at stigningen på 1,8 pct. i produktivitet i 2005 svarer til, at der udføres ekstra behandlinger for ca. 740 mio. kr. i forhold til, hvis der ikke var en produktivitetsstigning i 2005.

 

Men man kan også se på produktivitetsstigningerne for de enkelte amter i 2004 og 2005 for at danne et billede af, hvor produktiviteten et steget mest de sidste par år. Tabel 1 viser produktivitetsstigningerne for amterne i 2004 og 2005.

 

                       Tabel 1  Produktivitetsstigninger i amterne for 2004 og 2005.

	2004	2005	Gnm. (´04 og ´05)
Fyn	4,6	4,1	4,4
H:S	3,0	3,5	3,3
Roskilde	5,1	1,3	3,2
Ribe	3,4	2,9	3,2
Ã…rhus	3,6	2,2	2,9
Nordjylland	2,6	2,0	2,3
Viborg	3,6	         -0,1	1,8
København	1,2	1,9	1,6
Ringkøbing	          -0,2	3,0	1,4
Vejle	2,3	0,4	1,4
Storstrøm	0,4	0,7	0,6
Frederiksborg	1,7	         -2,3	            -0,3
Sønderjylland	          -3,4	1,6	            -0,9
Vestsjælland	          -0,4	         -2,6	            -1,5
Bornholm	1,6	         -4,7	            -1,6
Hele Danmark	 2,4	           1,8	2,1

Kilde: Egne opstillinger på baggrund af Indenrigs- og Sundhedsministeriets publikationer om produktivitet i sundhedssektoren. Produktivitetsændringerne var på 2,4 pct. i 2004 og 1,8 pct. i 2005. 

 

Det ses, at der er meget store forskelle på, hvor effektive de forskellige amters sygehuse har udviklet sig.

 

Fyn har den højeste produktivitetsstigning i de seneste par år, da den er steget med ca. 4,4 pct. pr. år. H:S, Ribe og Roskilde følger godt efter med en stigning på ca. 3,3 pct. pr. år.

 

I mellemgruppen ligger Nordjylland og Århus, der har haft produktivitetsstigninger på mellem 2,3-2,9 pct. pr. år.

 

Bornholm og Vestsjælland ligger i den laveste ende, da disse amter endda har fået et direkte produktivitetsfald på ca. 1,5-1,6 pct. pr. år.

 

Selvom der er store forskelle i produktivitetsudviklingen, giver produktivitetsforøgelsen i to-års perioden fra 2003 til 2005 på samlet 4,2 pct. en forøgelse i sundhedsydelserne på skønsmæssigt 1,5-2 mia. kr. uden indsættelse af flere ressourcer (egne beregninger).  

 

 

 

 

B. I det efterfølgende ser vi på produktivitetsniveauet, da det indikerer, hvad man får for pengene ét sted i sundhedsvæsenet i forhold til andre steder (i samme periode).

 

Udvikling på regionsniveau fra 2003 til 2005

 

Udviklingen i produktivitetsniveauet fra 2003 til 2005 for 5 regioner i Danmark ses i tabel 2.

 

 

 

  Tabel 2 Produktivitetsniveauet fra 2003 til 2005 for regionerne

	2003	2004	2005
Midtjylland	107	107	106
Syddanmark	101	101	102
Sjælland	102	101	  99
Hovedstaden	  97	  97	  97
Nordjylland	  93	  93	  94
Hele Danmark	100	100	100

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet ”Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren – første og anden delrapport” (2005 og 2006).  Hele Danmarks produktivitetsgennemsnit er sat  = 100 i de respektive år. Produktivitetsændringerne var på 2,4 pct. i 2004 og 1,8 pct. i 2005.

 

I 2003 havde Midtjylland den højeste samlede produktivitet, som var 7 pct. større end landsgennemsnittet, og Nordjylland havde 7 pct. under landsgennemsnittet i 2003. I 2005 er forskellen mellem Midtjylland og Nordjylland en smule mindre, da de ligger henholdsvis 6 pct. over eller under landsgennemsnittet.

 

Hovedstaden vægter ekstremt højt, da den udgør ca. 1/3 af den samlede produktionsværdi, så for Hovedstaden vil selv mindre forbedringer hurtigt frigive ressourcer til yderligere sundhedsydelser. Såfremt Hovedstaden ”blot” kommer op på landsgennemsnittet, vil det frigive ca. 400 mio. kr. til ekstra sundhedsydelser (egne beregninger). Potentialet for forbedringer kan virke voldsomme, men er udregnet af illustrative grunde, da der selvfølgelig skal mere konkrete undersøgelser til, hvad man i praksis kan lære af andre sygehuse.   

 

Når man ser på de gamle amter, kan man finde en større spredning end 6 pct. i forhold til gennemsnittet jf. tabel 2. Det ses der nærmere på i det følgende.

 

 

Udvikling på amtsniveau fra 2003 til 2005

 

Tabel 3 viser udviklingen i produktivitetsniveauet fra 2003 til 2005 på de enkelte amter.

 

 

Tabel 3  Udviklingen i produktivitsniveau i amterne fra 2003-2005

	2003	2004	2005 [2]
Vejle	114	114	115
Ribe	109	110	111
Roskilde	108	111	108
Ã…rhus	109	111	107
Ringkøbing	103	100	103
Fyn	  95	  97	100
København	  98	  97	100
Frederiksborg	  99	  98	  98
H:S	  96	  97	  97
Viborg	  95	  96	  97
Storstrøm	102	100	 96
Nordjylland	  93	  93	 93
Vestsjælland	  96	   93	  92
Sønderjylland	  94	   89	  90
Bornholm	  83	   82	  80
Hele Danmark	100	 100	100

Kilde: Egne opstillinger på baggrund af Indenrigs- og Sundhedsministeriets publikationer om produktivitet i sundhedssektoren.

 

Overordnet ses en større spredning i produktivitetsniveauet end man så på regionsniveau. Vejle Amt har ca. 14-15 pct. større produktivitet end landsgennemsnittet. I den anden ende har Bornholm 17-20 pct. under landsgennemsnittet i produktivitet.

 

Den nok mest positive tendens har Fyns Amt, da produktivitetsniveauet er vokset fra 95 til 100, og derved er oppe på den gennemsnitlige effektivitet i 2005.

 

Den negative udvikling har specielt Storstrøms, Vestsjællands og Sønderjyllands amter, da de har 4-6 point lavere effektivitet i 2005 i forhold til 2003.

 

Hvis man forestillede sig for 2005, at alle under det gennemsnitlige produktivitetsniveau på 100 - dvs. alle fra Frederiksborg (98) til Bornholm (80) - kom op på gennemsnittet, ville det rent beregningsteknisk betyde, at produktionen i sundhedsvæsenet kunne øges med næsten 1 mia. kr. uden tilførsel af yderligere ressourcer (egne beregninger).

 

Et tilsvarende potentiale for ekstra sundhedsydelser vil formentligt også gøre sig gældende på de enkelte sygehuse. Det ses der nærmere på i næste afsnit.

 

 

 

3. Resultaterne af produktivitetsmålingerne på sygehusene

 

I figur 2 på næste side findes produktivitetsniveauet for 43 sygehuse i Danmark, som er rangordnet efter produktivitetsniveauet størrelse.

 

Det laveste produktivitetsniveau har sygehusene i Lemvig(49) og Tarm (55), der begge ligger omkring halvdelen af landsgennemsnittet. For disse to sygehuse gør sig særlige forhold gældende, idet de har en ekstrem høj andel af akutte patienter, hvilket gør det meget vanskelig at planlægge den behandlingsmæssige proces.

 

Friklinikken i Brædstrup har landets højeste produktivitetsniveau på 145, som er i særklasse. Friklinikken er et offentlig sygehus, som kun udfører begrænset typer af operationer, der er planlagt i forvejen. Friklinikken kan derfor ikke sammenlignes direkte med de andre offentlige sygehuse.

 

Hvis man ser bort fra disse tre sygehuse (hvor særlige forhold gør sig gældende), har alle andre sygehuse et produktivitetsniveau fra ca. 80 pct. til 120 pct. af gennemsnittet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvilke sygehuse er mest effektive i 2005

 

I figur 2 kan man se hvor de offentlige sygehuses effektivitet ligger i forhold til gennemsnittet, som er sat lig 100.

 

 

Udover andelen af akutte patienter gør andre konkrete forhold sig gældende. En præcis sammenligning kan således i nogle tilfælde være vanskelig. F.eks. kan de enkelte sygehuse også være mere eller mindre geografisk spredt, hvilket gør produktionen mere eller mindre optimalt.

 

Tønder og Bornholms sygehus har et produktivitetsniveau, som ligger ca. 20 pct. under landsgennemsnittet. De højeste produktivitetsniveauer har Vejle og Horsens sygehuse, der ligger ca. 20 pct. over landsgennemsnittet. Resten af sygehusene ligger indenfor disse yderpunkter med enten 20 pct. mindre eller større produktionsniveau i forhold til landsgennemsnittet.

 

Hvis alle sygehusene under 100 i produktivitetsniveau kom op på landsgennemsnittet, ville det i 2005 frigøre ca. 1,4 mia. kr. til flere sundhedsydelser, uden der bliver tilknyttet flere penge. Det svarer til, at sundhedsvæsenet får en produktionsforøgelse på 3,2 pct. (Beregning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet).

 

Da det er første år, at produktivitetstallene for sygehusene er offentliggjort, bliver det spændende at se udviklingen i disse tal de følgende år. Arbejdsgruppen bag rapporten skriver dog, ”at der fortsat er behov for, at der gennemføres yderligere ensrettede tiltag i forbindelse med opgørelserne for de kommende år.”

 

Nærmere analyser af de enkelte sygehuses konkrete forhold skal tages i betragtning, hvis man vil prøve at opnå den potentielle effektivitetsgevinst, som måske eller måske ikke kan lade sig gøre i praksis. Men man kan i hvert fald rette blikket på de mest produktive sygehuse, og se om man kan lære noget af dem.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Flemming Dengsø Nielsen (3601)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bilag A: Hvordan måler man produktiviteten i sundhedssektoren?

 

I sygehussektoren har Indenrigs- og Sundhedsministeriet m.fl. udarbejdet et produktivitetsmål, så man kan sammenligne vidt forskellige typer af ydelser og operationer i sundhedssektoren. 

 

Målemetoden prøver således at tage højde for, at forskellige typer af aktiviteter skal værdifastsættes. Det smarte ved målemetoden er, at en type aktivitet kan sammenlignes med andre aktiviteter, da man sætter en pris på de mange forskellige ydelser.

 

Produktivitetsmålingen i sundhedssektoren bygger på princippet om omkostningsbrøkdele. Produktiviteten måles med forholdet mellem værdien af sygehusbehandlingerne og ressourceforbruget ved at foretage behandlingerne, jf. nedenfor:

 

 

Ressourceforbruget ved at foretage behandling opgøres ved hjælp af de udgifter, som indgår i behandlingerne.

 

Værdien af sygehusbehandlingen måles ved hjælp af fastsættelse af en pris for ikke mindre end ca. 600 forskellige typer af behandlinger ved det såkaldte DRG-system (Diagnose Relaterede Grupper), som anslår ressourcetrækket ved den enkelte behandling.

 

En central proces er selve sorteringen af behandlingerne og finde frem til den præcise diagnose relaterede gruppe, som forkortelsen DRG netop står for.[3] Først skal der vælges mellem en række overordnede hovedkategorier (hjerte, øjne, lever etc.), hvorefter man finder den præcise DRG, der skal anvendes til den pågældende patient. En hovedkategori har ofte en række underkategorier. DRG systemet er ”levende” i den forstand, at der kommer nye typer af behandlinger frem, så systemet bliver endnu bedre inddelt. Dette arbejde er en kompleks og en kontinuert proces.

 

Til hver enkelt DRG er der tilknyttet en pris, som er et udtryk for det gennemsnitlige ressourceforbrug ved den respektive DRG-gruppe. Denne pris skal ikke udtrykke det præcise ressourceforbrug ved hver enkelt patient, men derimod det gennemsnitlige forbrug i den pågældende DRG gruppe ud fra bl.a. omkostningsstudier på sygehusene. [4]

 

En af de højeste priser i DRG systemet er levertransplantation, som koster ca. 0,8 mio. kr. at foretage (i 2007 priser). Prisen for DRG gruppen 1118 ”Akutte medicinske nyresygdomme uden dialyse og uden plasmaferese” koster ca. 31.750 kr.  En af de allerbilligste er f.eks. ”kliniske undersøgelser og behandling af medicinsk/neurologiske øjenlidelser og øjenskader, der ikke involverer operationsstue eller laserrum”, som er fastsat til en pris på små 1.500 kr. Så ved konkrete omkostningsstudier udregnes, hvilke omkostninger sygehusene har i gennemsnit på denne type patient, der tilhører netop denne specifikke DRG gruppe.

 

Ovenfor er systemet for udregningerne af værdien af sygehusbehandling beskrevet i korte træk.

 

Herefter kan man udregne produktivitetsniveauet ved at dividere værdien af sygehusbehandlingen med ressourceforbruget ved at foretage behandlingerne. Et højt produktivitetstal betyder, at man har en høj produktionsværdi pr. omkostningskrone, som er tegn på høj effektivitet.

 

Med omkostningsbrøkmetoden i formel (1) bliver produktiviteten opgjort som forholdet mellem DRG-produktionsværdi (output) og udgifterne (input) målt i forhold til landsgennemsnittet. Denne brøk udtrykker produktionen pr. anvendt krone i sygehusvæsenet i forhold til landsgennemsnittet. Et omkostningstal på 102 betyder således et produktivitetsniveau, der er 2 pct. højere end landgennemsnittet.