Text Box: PRESSEMEDDELELSE

22. januar 2007

Ny sundhedsanalyse fra Folketingets økonomigruppe:

Mærkbare forbedringer i sundhedssektoren i perioden 1993-2005; vi får mere for ”sundhedspengene”.

 

Efter aftale med Folketingets Sundhedsudvalg har Folketingets økonomigruppe udarbejdet en minianalyse om sundhedssektorens størrelse og udvikling samt dykket ned i spørgsmålet, hvad vi egentlig får for ”sundhedspengene”. Det er den tredje minianalyse fra økonomigruppen. Den første handlede om energieffektiviteten i Danmark (april 2006) og den anden om prisudviklingen på ejerboliger m.v. (juni 2006).

 

Formanden for Sundhedsudvalget, Birthe Skaarup (DF) udtaler: ”Vi er glade for i Sundhedsudvalget, at vi nu har fået en kortfattet analyse af de samlede sundhedsudgifter og hvordan de anvendes. Der er jo tale om en meget stor udgiftspost på 126 mia. kr. Det glæder mig også, at vi tilsyneladende er blevet meget mere effektive til at udnytte sundhedsudgifterne i perioden 1993-2005, selv om vi alle selvfølgelig godt ved, at der stadig er behov for forbedringer.”

 

Det fremgår af minianalysen, at sundhedsudgifterne i gennemsnit er steget med 1,8 mia. kr. i perioden 1993-2005 (faste priser). Samtidig er behandlingseffektiviteten steget. Endelig er levetiden for danskerne steget drastisk fra 1995 og fremefter, især for de 60- og 65-årige. Det kan derfor ikke afvises, at en af årsagerne til levetidsforlængelserne er en bedre og mere effektiv behandling i sundhedsvæsenet. Især hjerteplanen fra 1993 ser ud til at have været en stor succes. Også kræft-behandlingen er ifølge analysen blevet bedre i de senere år.

 

Birthe Skaarup udtaler endvidere: ”Jeg glæder mig over, at danskernes samlede levetid internationalt set ikke længere falder bagud, men snarere langsomt er ved at indhente meget af det tabte, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres om det er et bedre sundhedsvæsen eller ændret levevis, der er den afgørende faktor.”

 

I analysen gennemgås den ”perlerække” af sundhedspolitiske beslutninger, der er vedtaget i Folketinget og amterne i perioden 1993-2005. Beregningsteknisk kan man sige, at ca. 13.000 flere danskere overlever deres alvorlige sygdomme i 2005 i forhold til 1995. Men analysen viser også, at der er behov for yderligere tiltag, hvis Danmark skal op på højere international standard.

 

Minianalysen kan hentes her.

 

Yderligere information fås ved henvendelse til:

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg Birthe Skaarup (DF), tlf.: 33 37 51 12 eller chefkonsulent Niels Hoffmeyer tlf.: 33 37 36 02.