Danmarks Mission ved OSCE, IAEA og CTBTO                           Wien, den 15. november 2006

 

 

 

Nyt fra OSCE-missionen

 

 

På vej til ministerrådsmødet

 

Som traditionen foreskriver, er efteråret travlt som forberedelse til årets ministerrådsmøde. Det finder som bekendt sted i Bruxelles den 4.-5. december. Omkring 30 forslag til beslutninger og erklæringer er på bordet i år.

 

Blandt forslagene er den ”reform-pakke”, der har til hensigt yderligere at styrke organisationens effektivitet. Forslagene sigter bl.a. på at forbedre beslutningstagning, åbenhed, koordination, rekruttering og udnævnelser samt det juridiske grundlag for organisationens arbejde. Det står stadig ikke klart, hvor mange af forslagene, der i sidste ende kan samle konsensus. Det gælder bl.a. forslaget om etableringen af en ny komitéstruktur, hvor tanken er at nedsætte en fast komité for hver af OSCE’s tre dimensioner. Til reform-pakken knytter sig også den rapport om ODIHR´s fremtidige arbejder, herunder indenfor valgobservationsområdet, som ODIHR afleverer før ministerrådsmødet.

 

I den menneskelige dimension er en række beslutningsforslag under forberedelse, bl.a. om menneskerettighedsforkæmpere, strafferetssystemer, seksuel udnyttelse af børn og om menneskehandel. Fra en dansk synsvinkel tiltrækker også en mulig beslutning om tolerance sig opmærksomhed, bl.a. omtalen af ytringsfrihed. Også en serie forslag om bekæmpelse af terrorisme ventes vedtaget af ministrene.

 

Alt taler for, at det ikke vil være muligt at nå til enighed om en sluterklæring fra ministermødet. Forsøget vil blive gjort, men erklæringsteksten vil som de seneste år formentlig strande på uenighed om omtalen af de såkaldte Istanbul-forpligtelser vedrørende tilbagetrækning af russiske styrker fra Moldova og Georgien.

 

 

Kazakhstan bekræfter sit kandidatur til OSCE-formandskabet i 2009

 

Flere højtstående gæster fra Kazakhstan har i den senere tid besøgt det Permanente Råd, herunder udenrigsminister Kassymshomart Tokaev og flere parlamentarikere. De har alle bekræftet, at Kazakhstans kandidatur til OSCE-formandskabet i 2009 står ved magt. De kazakhiske gæster understreger, at et kazakhisk formandskab vil fremme landets implementering af OSCE's principper og normer og også vil blive brugt til at styrke det regionale samarbejde i Centralasien. Blandt deltagerstaterne er der endnu ikke konsensus i spørgsmålet, og det overvejes derfor at udskyde beslutningen om formandskabet til næste år.

 

 

Gennemførelsesmødet inden for den Menneskelige Dimension

 

Det årlige gennemførelsesmøde inden for OSCE´s Menneskelige Dimension fandt sted i Warszawa fra den 2. – 13. oktober. Som det har været tilfældet i de seneste år kom dette års møde i høj grad til at omhandle menneskerettighedssituationen i en del SNG-stater. Kritikken, som i første række blev fremført af NGO´er, herunder mange fra SNG-området, rettede sig især mod Turkmenistan, Belarus og Usbekistan. Ruslands menneskerettighedspraksis blev også kraftigt kritiseret, og drabet på den russiske journalist Anna Politkovskaya blev fordømt fra flere sider.

 

Emner som religionsfrihed, behandlingen af nationale mindretal, opbygning af demokratiske institutioner, behandlingen af menneskerettighedsforkæmpere og deres retsstilling samt tolerance og ikke-diskrimination var også genstand for drøftelser.

 

I lighed med forrige år støttede Danmark sammen med Schweiz og UK et sidemøde arrangeret af den Genéve-baserede Association for the Prevention of Torture (APT), der omhandlede erfaringer med implementering af den frivillige protokol til FN´s torturkonvention (OPCAT).

 

 

Møde i Dubrovnik om tolerance og uddannelse

 

OSCE-gennemførelsesmøde indenfor toleranceområdet med titlen ”Uddannelse for at fremme gensidig respekt og forståelse samt at undervise om Holocaust” blev afholdt den 23. – 24. oktober 2006 i Dubrovnik. Konferencen i Dubrovnik blev indledt med et NGO-møde den 22. oktober, hvor NGO´er fik mulighed for at drøfte best practices og komme med anbefalinger. Mødet havde som formål at drøfte, hvordan undervisning af børn og unge kan bidrage til kampen mod fremmedhad og intolerance. Konferencens hovedfokus var på undervisning om Holocaust og antisemitisme, men indsatser for at imødegå had-motiveret mobning i skoler blev også drøftet. Under mødet præsenterede Anne Frank-huset i Amsterdam et projekt igangsat af OSCE/ODIHR, hvor 7 lande (heriblandt Danmark) i samarbejde med Anne Frank-huset udarbejder undervisningsmateriale om antisemitisme, racisme og diskrimination til brug for folkeskoleelever.

 

 

Middelhavsdialogseminar den 6. – 7. november i Sharm El Sheikh

 

Det Ã¥rlige OSCE-Middelhavsdialogseminar fandt sted fra den 6. - 7. november i Sharm El Sheikh i Egypten. Deltagerkredsen i seminaret var OSCE´s deltagerstater, Middelhavspartnerne (Israel, Jordan, Egypten, Marokko, Algeriet og Tunesien), en række af OSCE´s institutioner, samt NGO´er og øvrige internationale organisationer. PÃ¥ dette Ã¥rs seminar blev emnerne migration, integration, tolerance, ikke-diskrimination, samt det fremtidige samarbejde mellem OSCE og Middelhavspartnerne drøftet. Under drøftelserne blev behovet for at gÃ¥ fra dialog til konkret handling understreget, og der fremkom en række forslag til, hvordan man kunne styrke samarbejdet mellem OSCE og Middelhavsdialogpartnerne.