SNS-704-00004

021106

 

 

Forslag

 

til

 

Lov om ændring af lov om råstoffer[1]

(Ophævelse af bestemmelser om fartøjsgodkendelse samt ændring af reglerne om efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.)

 

 

 

 

 

§ 1

 

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 18. august 2004, som ændret ved § 20 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, lov nr. 566 af 24. juni 2005 og § 91 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

 

 

1.      Som fodnote til lovens titel indsættes:

 ”1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets direktiv 92/43 EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyt og planter (EF-habitatdirektivet) (EF Tidende 1992 nr. L206, side 7) som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).”

 

2.      I § 6 a, stk. 6, indsættes efter 1. punktum:

”Til brug for vurderingen udarbejdes en redegørelse, der indgår i regionsrådets offentliggørelse af forslag til regional udviklingsplan.”

 

3.      I § 6 a indsættes efter stk. 7, som nyt stykke:

”Stk. 8. Miljøministeren kan i særlige tilfælde pålægge regionsrådet at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.”

 

4.      I § 10, stk. 1, ændres ”kan indeholde vilkÃ¥r om” til ”skal indeholde vilkÃ¥r om”.

 

5.      I § 10, stk. 1, udgÃ¥r nr. 4.

 

6.       I § 10 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

”Stk. 2. En tilladelse kan indeholde vilkår om at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.”

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

 

7.      Overskriften til § 19 ”Godkendelse af indvindingsmateriel” og § 19 ophæves.

 

8.      Overskriften til § 20 affattes sÃ¥ledes:

”Tilladelse til efterforskning og indvinding”.

 

9.      § 20, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

”Stk. 2. Tilladelser til efterforskning og indvinding kan meddeles en ansøger efter offentligt udbud. Tilladelser til efterforskning og indvinding til kystbeskyttelse og anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen kan meddeles bygherre efter ansøgning. Tilladelse til enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 i et område, som er udlagt efter § 22, kan meddeles efter ansøgning.

Stk. 3. Tilladelser meddeles for en tidsbegrænset periode. Tilladelse til henholdsvis efterforskning og indvinding kan meddeles hver for sig eller samlet. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser, jf. stk. 1 og 2, herunder om, hvilke tilladelser der omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning, udbudsbetingelser, tidsbegrænsning, eneret, datafortrolighed samt om tilladelsesordningen i øvrigt.”

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.

 

10.  I § 20, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres ”EF-fuglebeskyttelseomrÃ¥der, EF-habitatomrÃ¥der, RamsaromrÃ¥der” til: ”internationale naturbekyttelsesomrÃ¥der”.

 

11.   § 20, stk. 5, der bliver stk. 7, affattes sÃ¥ledes:

”Stk. 5. Miljøministeren kan, for så vidt angår indvinding, der kan påvirke bevaringsstatus i internationale naturbeskyttelsesområder, i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at skade områdernes integritet, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 6.”

 

12.   I § 21 indsættes som stk. 4-7:

”Stk. 4. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, samt vilkår om indretningen heraf, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 5. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om betaling af vederlag til staten, jf. dog stk. 6. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales et løbende vederlag beregnet på grundlag af størrelsen af området, der omfattes af tilladelsen (arealvederlag), et vederlag beregnet på grundlag af mængden af indvundne råstoffer (produktionsvederlag) samt et vederlag, der helt eller delvis dækker statens udgifter til kortlægning efter § 18, udlægning af områder efter § 22 og til gennemførelse af udbud efter § 20. Størrelsen af vederlaget kan fastsættes som led i et udbud, jf. § 2, stk. 2, og det kan indeksreguleres.

Stk. 6. I indvindingstilladelser, hvor råstofferne benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra Kystdirektoratet, kan der ikke stilles vilkår om betaling af vederlag. Tilsvarende gælder for indvindingstilladelser til anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov.

Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte de nærmere bestemmelser om tilladelsesvilkår i medfør af stk. 1–5.”

 

13.   § 24, stk. 1, affattes sÃ¥ledes:

”§ 24. Medmindre andet fremgår af tilladelsens vilkår bortfalder en tilladelse efter § 20, stk. 1, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.”

 

14.   § 24, stk. 2-4, ophæves.

Stk. 5 bliver herefter stk. 2.

 

15.   I § 24 indsættes efter stk. 5, der bliver stk. 2, som nyt stykke:

   ”Stk. 3. Såfremt råstofindvinding på søterritoriet og kontinentalsoklen har betydelige konsekvenser for målsætningen for internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 20, stk. 6 og 7, begrænser eller tilbagekalder ministeren en tilladelse efter § 20, stk. 1.”

 

16.   I § 26, stk. 1, udgÃ¥r Ӥ 19,” og Ӥ 19, stk. 3,”. Efter ”og § 24, stk. 3, kan” indsættes: ”for sÃ¥ vidt angÃ¥r miljø- og naturmæssige effekter af indvindingen”, og efter ”Naturklagenævnet” indsættes: ”, jf. dog stk. 2”.

 

17.   I § 26, stk. 2, ændres ”§§ 19 og 20” til: Ӥ 20”, og efter ”til nyttiggørelse” indsættes: ”og afgørelser om indvinding af op til 50.000 m3, der vedrører omrÃ¥der, som er udlagt i medfør af § 22, og hvor der er fastsat nærmere regler om begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af indvindingen”.

 

18.   I 32, stk. 1, ændres ”amtsrÃ¥det” til: ”regionsrÃ¥det”.

 

 

 

§ 2

 

   Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

   Stk. 2. Ansøgninger om efterforsknings- og indvindingstilladelser efter § 20, der er modtaget efter datoen for lovforslagets fremsendelse i høring, behandles efter reglerne i denne lov, jf. dog stk. 3.

   Stk. 3. Ansøgninger, der er modtaget inden den 1. januar 2007, om indvindingstilladelse efter § 20 inden for de geografisk afgrænsede områder svarende til de områder, der indtil den 1. januar 2007 var udlagt af miljøministeren i bekendtgørelse nr. 1078 af 11. december 1996 om udlæg af overgangsområder for indvinding af sand, grus og ral fra havbunden, behandles efter de hidtil gældende regler.

   Stk. 4. Indtil den 1. januar 2010 må der alene anvendes indvindingsmateriel med lastekapacitet på op til 2.000 m3 til indvinding, hvortil der er givet indvindingstilladelse efter de hidtil gældende regler og efter denne lovs § 20.

   Stk. 5. Miljøministeren kan efter ansøgning fra en indehaver af en indvindingstilladelse med eneret dispensere fra stk. 3, såfremt det godtgøres, at anvendelse af indvindingsmateriel med lastekapacitet større end 2.000 m3 ikke medfører øgede miljø- og naturmæssige effekter.

 

 

 

 

Bemærkninger til lovforslaget

 

Almindelige bemærkninger

 

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Indledning

 

Lovforslaget vedrører helt overvejende reglerne om indvinding på havet (sten, grus og sand). Herudover indeholder lovforslaget enkelte præciseringer, som skulle have været foretaget i forbindelse med kommunalreformændringer i 2005. Endvidere implementeres ved en fodnote direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet), som er opfyldt ved den gældende råstoflovs bestemmelser.

 

Råstoflovens regler om indvinding til havs foreslås ændret, således at bestemmelsen i lovens § 19 om fartøjsgodkendelse ophæves, og reglerne om indvindingstilladelser foreslås moderniseret, således at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om tilladelsesordningen, herunder om udbud og vilkår om vederlag til staten.

 

Formålet med lovændringen er at sikre en fri og dermed større konkurrence inden for indvinding af råstoffer på havet, samt at modernisere tilladelsesordningen med henblik på at fremtidssikre råstofforsyningen fra havet. Med lovforslaget tilnærmes indvinding på dansk område med indvinding i vore nabolande og tilsvarende tilnærmes indvinding på havet med indvinding på land, hvor man betaler for retten til at indvinde. Med lovforslaget vil staten som råstofejer fremover oppebære en indtægt, ligesom ved olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Indtægterne skal som minimum dække statens udgifter til kortlægning m.v.

 

Der vil med lovforslaget ikke ske ændringer i de regler, der i 1996 blev indført for at sikre, at råstofindvindingen på havet foregår under den fornødne hensyntagen til havets miljø- og naturmæssige værdier.

 

Baggrunden for forslaget om ophævelse af lovens § 19 om fartøjsgodkendelse er en anbefaling fra Konkurrencerådet. Konkurrencerådet har på baggrund af en undersøgelse foretaget af Konkurrencestyrelsen vurderet, at reglerne i § 19 har en markedsafskærmende virkning og dermed hindrer fri konkurrence på det danske marked for råstofindvinding fra havbunden. Endvidere har EU-Kommissionen rejst spørgsmålet om reglernes overensstemmelse med EU’s regler om det indre marked, og den 18. oktober 2006 har Kommissionen fremsendt åbningsskrivelse nr. 2005/4593 om uforenelighed mellem den danske råstoflov og den dermed forbundne forvaltningspraksis og EF-traktatens artikel 49.

 

De gældende regler om fartøjsgodkendelse administreres med udgangspunkt i lovbemærkningerne til lovændringen i 1996, jf. lov. nr. 484 af 12. juni 1996. Administrationspraksis fastsætter i overensstemmelser hermed maksimale grænser for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3 og begrænser antallet af fartøjsgodkendelser således, at den samlede indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 25.000 m3 (i dag 26.500 m3). Det har medført, at den danske indvindingsbranche gennem årene er koncentreret på stadig færre virksomheder, og reglerne har samtidig i praksis været en betydelig hindring for nye virksomheder i at komme ind på markedet. En ophævelse af reglerne vil betyde øget konkurrence inden for indvindingsbranchen.

 

Endvidere har reglerne betydet, at der kun i mindre omfang er sket en løbende modernisering og tilpasning af den danske flåde af indvindingsfartøjer, bortset fra i de selskaber, der konkurrerer internationalt.

 

Baggrunden for forslaget om ændringen af lovens § 20 og § 21 er, at de nuværende regler om efterforskning og indvinding på havet har vist sig ikke i praksis at kunne administreres således, at der i tilstrækkeligt omfang skabes incitament for branchen til efterforskning af nye indvindingsområder. Indvindingen af råstoffer til havs er vigtig af hensyn til at sikre tilstrækkeligt med konkurrerende råstoffer til den landbaserede indvinding. Det vil alt andet lige betyde lavere priser og dermed lavere omkostninger ved såvel offentlige som private bygge- og anlægsarbejder.

 

Lovens regler om efterforsknings- og indvindingstilladelser forslås derfor ændret således, at tilladelser til erhvervsmæssig indvinding fremover meddeles efter offentligt udbud, tilladelser til indvinding til kystbeskyttelse og anlægsarbejder på havet meddeles bygherre efter ansøgning og tilladelse til enkeltstående indvindinger op til 50.000 m3 meddeles fra områder, som er udlagt af staten efter lovens § 22. Endvidere foreslås det, at der stilles vilkår om betaling af vederlag til staten. Vederlagets størrelse er sammensat af et beløb, som skal dække statens udgifter, og et beløb, som afspejler tilbudsgivers økonomiske interesse i at vinde udbudsforretningen.

 

De erhvervsmæssige tilladelser, der meddeles efter udbud vil som hovedregel være tilladelser med fortrinsret til en tidsbegrænset indvindingstilladelse. Fortrinsrettens længde vil i overensstemmelse med Konkurrencerådets udtalelse herom bl.a. afhænge af afskrivningshorisonten for de omkostninger, der har været forbundet med efterforskningen og miljøvurderingen.

 

En efterforskningstilladelse vil også kunne begrænse sig til en indledende efterforskning, hvor en interesseret virksomhed f.eks. ønsker at foretage forundersøgelse, f.eks. seismiske undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer, med henblik på at kunne træffe beslutning om at opfordre staten til at udbyde området til efterforskning og indvinding.

 

De foreslåede regler om udbud af tilladelser og vederlag til staten svarer i vid udstrækning til reglerne om efterforskning og indvinding af kulbrinter, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002 om anvendelse af Danmarks undergrund.

 

For at sikre den lokale forsyning til små anlægsarbejder og til de små øer og havne, vil der blive udlagt statslige indvindingsområder, hvorfra staten kan sælge retten til enkeltstående indvindinger på under 50.000 m3.

 

Med forslaget sker der en tilnærmelse til vilkårene for landbaseret råstofindvinding, hvor en indvindingsvirksomhed enten erhverver ejendommen eller betaler ejeren for indvindingsretten. Endvidere sker der en ligestilling med indvinding i vore nabolande. Både Tyskland, England, Belgien og Holland anvender udbud med vederlag.

 

Af hensyn til miljø og forsyningssikkerhed indeholder lovforslaget en overgangsordning, hvorefter der i de områder, hvor der efter de nugældende regler er givet indvindingstilladelse, kun må anvendes indvindingsmateriel på under 2.000 m3. Størstedelen af de indvindingstilladelser, der er meddelt efter de gældende regler i råstofloven, omfatter områder, hvor flere virksomheder har adgang til at indvinde indenfor en samlet mængde. Forbudet mod anvendelse af større indvindingsmateriel skal sikre, at områderne ikke tømmes for ressourcer hurtigere end forudset ved meddelelsen af tilladelsen. Indehavere af eneretstilladelser vil efter ansøgning kunne søge om dispensation fra overgangsordningen.

 

Endvidere indeholder lovforslaget enkelte forslag til ændring af bestemmelserne vedrørende indvinding på land. Det drejer sig om ændringer, som burde have været foretaget i forbindelse med kommunalreformlovforslagene i 2005.

 

Af hensyn til gennemførelsen af EU’s habitatdirektiv indeholder lovforslaget nogle justeringer, som præciserer lovteksten i forhold til direktivet. Der tilsigtes med disse forslag ingen ændringer i lovens administration. Mineaffaldsdirektivets bestemmelser er – med enkelte præciseringer i dette lovforslag - opfyldt ved den gældende råstoflov, og direktivet implementeres ved en fodnote til loven.

 

 

1.2. Gældende regler

 

Historisk set har efterforskning og indvinding af råstoffer på havet indtil 1972 været frit. I 1972 blev der indført regler om godkendelse af indvindingsfartøjer(lov nr. 285 af 7. juni 1972) og den fri indvinding blev gradvis frem mod 1996 begrænset gennem forbud mod råstofindvinding i en række områder. Fartøjsgodkendelsen blev således betragtet som en slags autorisation til at det enkelte fartøj kunne indvinde råstoffer på det danske havområde. Fartøjsgodkendelsen kunne opsiges med 10 års varsel.

 

Bl.a. på baggrund af Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af 12. december 1991 over forslag til lov om naturbeskyttelse (L 9/1992, Folketingstidende 1991-92 (1. samling), s. 941, 1312, 4304, 4812; A 1365; B 245 og 533) blev reglerne med lov nr. 484 af 12. juni 1996 ændret således, at der - udover en fartøjsgodkendelse – også kom krav om en tilladelse efter lovens § 20 til at indvinde i et geografisk afgrænset og miljøvurderet område.

 

Udgangspunktet for lovændringen i 1996 var således,

·        at rÃ¥stofferne pÃ¥ havet er statens ejendom,

·        at staten i princippet frit kan regulere og begrænse adgangen til at indvinde disse ressourcer, og

·        at det skal sikres, at rÃ¥stofferne indvindes under betydelig hensyntagen til beskyttelsesinteresserne i havet, samtidig med at den danske rÃ¥stofforsyning opretholdes

·        at branchen selv afholder udgifterne til efterforskning, miljøvurdering og andre undersøgelser.

 

Efter lovændringen i 1996 er råstofindvinding på havet i princippet forbudt, medmindre der er meddelt en konkret tilladelse efter råstoflovens § 20 til indvinding i et nærmere afgrænset område.

 

Af hensyn til de 10-årige rettigheder, der var knyttet til uopsagte fartøjstilladelser, og for at sikre uafbrudt indvinding af råstoffer fra havet, blev der som led i lovændringen etableret en overgangsordning for indvindingen af sand, grus og ral.

 

Overgangsordningen giver indehavere af en fartøjstilladelse ret til - uden en indvindingstilladelse efter § 20 - fortsat at indvinde råstoffer i mængder på op til 250.000 m3 i såkaldte overgangsområder frem til 1. januar 2007. Overgangsområderne er udlagt af miljøministeren i bekendtgørelse nr. 1078 af 11. december 1996 om udlæg af overgangsområder for indvinding af sand, grus og ral fra havbunden på baggrund af en miljømæssig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen og i et samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere. Bekendtgørelsen er gældende indtil den 1. januar 2007.

 

Der er i bemærkningerne til 1996-loven lagt vægt på, at ral- og sandsugerbranchen i forbindelse med udlægningen af overgangsområderne ikke skulle afholde udgifter til de hermed forbundne miljøundersøgelser m.v. og at overgangsordningen herved skulle give branchen mulighed for at omstille sig til det nye tilladelsessystem, herunder at opspare midler til gennemførelsen af miljøundersøgelser m.v. i forbindelse med udlægningen af nye indvindingsområder. Der blev endvidere lagt afgørende vægt på, at ral- og sandsugerbranchen hurtigt efter 1996-lovens ikrafttræden iværksatte et efterforskningsarbejde med det formål at sikre, at der bliver udlagt nye indvindingsområder til supplering af overgangsområderne.

 

Tilladelser kan gives til en eller flere ansøgere. Loven giver også mulighed for at meddele indvindingstilladelser med eneret for en eller flere indvindere, men det forudsætter, at der er enighed blandt alle interesserede parter. I lovbemærkningerne er det om administrationen af bestemmelserne herom tilkendegivet, at en ansøgning om efterforskningstilladelse med efterfølgende eneret til indvinding alene vil blive meddelt, såfremt råstofforekomsten i det ansøgte område ikke er af væsentlig interesse for andre indvindingsfirmaer end ansøgerens. Såfremt forekomsten har interesse for flere indvindere vil én indvinder kun få tildelt efterforskningstilladelse uden efterfølgende eneret. Alternativt skal de interesserede indvindere i fællesskab søge efterforskningstilladelse og være enige om, at der skal være fælles adgang til indvinding i området, såfremt tilladelse opnås.  Lovens forarbejder tager ikke stilling til konsekvenserne af en grundlæggende uenighed blandt indvinderne eller de potentielle indvindere.

 

I bemærkningerne til 1996-loven er det endvidere forudsat, at ordningen med fartøjsgodkendelser efter § 19 i forhold til den daglige råstofforsyning fortsat administreres dels med loft over den samlede lastekapacitet på 25.000 m3 (i dag 26.250 m3), dels med loft over det enkelte indvindingsfartøjs lastekapacitet (2.000 m3).

 

Formålet med begrænsningen af lastekapaciteten er at sikre en bæredygtig udvikling, fordi den samlede indvinding af råstofferne begrænses i en situation, hvor der til en fartøjsgodkendelse er knyttet en fri ret til indvinding i de af miljøministeren udlagte overgangsområder. Formålet med loftet over det enkelte fartøjs lastekapacitet har til hensigt at begrænse de miljømæssige effekter ved råstofindvinding med store skibe og for at sikre, at alle landets egne kan forsynes med sømaterialer samtidig i kraft af, at der findes et vist antal arbejdende skibe. I 1996 var der i alt ca. 50 ral- og sandsugerfartøjer, heraf kun 5 fartøjer med en lastekapacitet på over 1.000 m3. Lovens forarbejder tager ikke stilling til administrationen af de fastsatte grænser for lastekapacitet på det tidspunkt, hvor overgangsordningen udløber.

 

Retsstillingen efter lovændringen i 1996 er således,

- at råstofindvinding på havet kræver en tilladelse efter råstoflovens § 20 til indvinding i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder,

- at der af forsyningsmæssige og miljømæssige årsager – i overensstemmelse med lovbemærkningerne - er fastholdt et loft over den samlede indvindingsflådes lastekapacitet på 26.500 m3 og et loft over det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3,

- at indehavere af fartøjstilladelser efter råstoflovens § 19 frit kan indvinde råstoffer i overgangsområderne frem til den 1. januar 2007,

- at efterforskning og indvinding uden for overgangsområderne både kræver en fartøjstilladelse efter § 19 og en indvindingstilladelse efter lovens § 20, og

- at udgifterne til efterforskning afholdes af den, der søger om tilladelsen, ligesom det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljøvurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.

 

Administrationen af lovens regler om fartøjsgodkendelse er siden 1996 sket efter de retningslinjer, som fremgik af bemærkningerne til 1996-loven. I praksis har det betydet, at branchen i dag består af færre virksomheder og færre, i gennemsnit større indvindingsfartøjer.

 

Udlægningen af overgangsområderne har vist sig effektivt at sikre en fortsat uafbrudt råstofforsyning.

 

Efterforskning og indvinding i nye områder efter lovens § 20 er primært anvendt af bygherrer til brug for store anlægsarbejder som f.eks. havneudvidelserne i Århus og Odense samt anlægsarbejderne i forbindelse med Amager Strandpark. Endvidere har Kystdirektoratet gennemført efterforskning og fået indvindingstilladelser efter § 20 i nye områder ud for Jyllands Vestkyst til kystsikring.

 

Også indvindingsbranchens virksomheder har sammen eller hver for sig ansøgt om efterforskning og indvinding i områder efter lovens § 20. Imidlertid har det forhold, at indvindingsvirksomhederne enten skal være enige om i fællesskab at søge en tilladelse, eller at en virksomhed skal være alene om at have en interesse i området, medført, at ansøgningerne ikke i væsentligt omfang har ført til udlægning af nye indvindingsområder. Det kan konstateres, at det bl.a. på grund af den administrationspraksis, som blev fastlagt ved lovændringen i 1996, ikke er lykkedes branchen at blive enige om efterforskningsaktiviteter, sådan som det ellers var forudsat ved lovændringen. Både efterforsknings- og indvindingstilladelser påklages af konkurrerende virksomheder, og i den eneste større efterforskningstilladelse - givet til et selskab bestående af flere virksomheder - er parterne bag det selskab, der har fået tilladelsen, efterfølgende blevet uenige.

 

Den manglende enighed i branchen om efterforskningsaktiviteter og afholdelse af udgifter til miljøundersøgelser m.v. betyder, at loven ikke kan administreres som forudsat, og det har den konsekvens, at der ikke udføres den efterforskning, der er nødvendig for på sigt at sikre råstofforsyningen fra havet.

 

Det er en situation, som branchen og Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen i flere år – på grund af lovens forudsætning om enighed - uden held har forsøgt at finde en løsning på.

 

Ved udløbet af den 10-årige overgangsperiode den 1. januar 2007 er der ikke længere knyttet en indvindingsret til fartøjstilladelserne. For herefter at sikre samfundet en uafbrudt råstofforsyning, for at sikre indvindingsbranchen tid til at tilpasse sig til de nye markedsvilkår, og for at tilgodese branchens behov for at kunne leve op til flerårskontrakter har Skov- og Naturstyrelsen taget initiativ til, at branchen efter ansøgning kan opnå indvindingstilladelser efter lovens § 20 til fortsat råstofindvinding i nærmere afgrænsede områder inden for de overgangsområder, hvor der i dag foregår råstofindvinding. Formålet med denne såkaldte konverteringsordning er således at fungere som en overgangsordning frem til et nyt tilladelsessystem med vedtagelsen af lovforslaget er trådt i kraft og i fuld funktion. Indvindingstilladelserne meddeles derfor kun for en 3-årig periode.

 

 

2. Lovforslagets formål og indhold

 

2.1. Ophævelse af § 19 om fartøjsgodkendelse

 

Det foreslås, at lovens § 19 ophæves, således at reglerne om fartøjsgodkendelse i den nuværende form afskaffes. Med udløbet af overgangsordningen den 1. januar 2007 er der ikke længere behov for særlige regler om fartøjsgodkendelse, da der til denne godkendelse ikke længere er knyttet nogen ret til fri råstofindvinding.

 

Selv om bestemmelsen om fartøjsgodkendelse ophæves vil de nuværende indehavere af en § 19-godkendelse fortsat kunne anvende det godkendte indvindingsmateriel. Ophævelsen vil imidlertid havde den virkning, at de pågældende risikerer at blive udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag er indehavere af § 19-godkendelser.

 

Den hidtidige bestemmelse, om at der kan fastsættes vilkår om indretningen af indvindingsmateriellet, opretholdes som vilkår i indvindingstilladelsen og suppleres med en bestemmelse om, at der kan fastsættes vilkår om pligt for indehaveren af en efterforsknings- og indvindingstilladelse til at anmelde det indvindingsmateriel, der anvendes. Det vil f.eks. være vilkår om, at fartøjerne har elektronisk udstyr til registrering af indvindings­fartøjets position under indvinding, til måling af størrelsen af den indvundne mængde samt til elektronisk indberetning heraf. Der vil også kunne stilles vilkår om støjgrænser i forhold til beboelse på kysten.

 

Den hidtidige administrationspraksis, hvor man til indvinding af den daglige råstofforsyning ikke tillod indvindingsfartøjer med større lastekapacitet end 2.000 kubikmeter, og ikke udstedte flere fartøjstilladelser end at den samlede indvindingsflådes kapacitet blev holdt på under 26.500 m3 har været båret af hensynet til en bæredygtig udnyttelse af råstofressourcen, beskyttelse af havmiljøet samt hensynet til en uafbrudt forsyning med sømaterialer til alle landets egne, herunder småøer og havne med lav sejldybde.

 

Der har ved de større anlægsarbejder som f.eks. Storebæltsforbindelsen været anvendt indvindingsmateriel med lastekapacitet større end 2.000 m3, og de konkrete indvindingsarbejder har ikke medført større miljøbelastning end ved anvendelse af indvindingsmateriel med en lastekapacitet på 2.000 m3 eller derunder. Det afgørende for miljøpåvirkningen har været de betingelser, der blev knyttet til indvindingstilladelsen i henhold til § 20. Der synes således ikke længere at være en miljømæssig begrundelse for generelt at begrænse det enkelte indvindingsfartøjs lastekapacitet.

 

For at hindre, at liberaliseringen af indvindingen ikke medfører, at større indvindingsfartøjer på meget kort tid kan tømme et område for råstoffer, vil der derimod af hensyn til den lokale forsyningssikkerhed i overgangsperioden frem til et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft og er fuldt fungerende fortsat være behov for at begrænse størrelsen af lastekapaciteten på de indvindingsfartøjer, der anvendes.  Når et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft vil antallet af indvindere i et område kunne begrænses til en enkelt indvinder, og der vil kunne stilles vilkår om maksimal årlig mængde, ligesom der i udvalgte indvindingslokaliteter vil kunne stilles vilkår om forsyningspligt til geografisk afgrænsede områder.

 

Den hidtidige maksimale grænse for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3 vil derfor blive opretholdt i en periode på 3 år for de tilladelser, der er meddelt efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt angår eneretstilladelser f.eks. til indvinding til kystbeskyttelse og større anlægsarbejder på havet, vil der efter ansøgning kunne dispenseres fra dette tidsbegrænsede tonnageloft, såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke medfører øgede miljø- og naturmæssige effekter. Loftet over indvindingsflådens samlede lastekapacitet vil ikke blive opretholdt efter lovens ikrafttræden.

 

 

2.2. Ændring af reglerne om efterforsknings- og indvindingstilladelse.

 

Lovforslaget indebærer, at reglerne om meddelelse af tilladelse til efterforskning og indvinding ændres således, at tilladelsen både kan meddeles efter ansøgning og efter udbud. Endvidere indebærer lovforslaget, at der i en tilladelse kan fastsættes vilkår om, at der skal betales vederlag til staten.

 

Med forslaget ophæves kravet om, at der til et konkret område skal meddeles efterforsknings- og indvindingstilladelser til flere virksomheder, såfremt flere er interesserede. Dette tilladelsessystem har i praksis vist sig ikke at kunne administreres som forudsat og har været en væsentlig forhindring for udlægning af nye områder til råstofindinvinding. Se hertil ovenfor under pkt. 1.2.

 

Forslaget indebærer følgende måder at meddele tilladelser på:

 

1. Salg af indvindingsret til mindre mængder råstoffer fra statsligt udlagte indvindingsområder. En mindre andel af råstofforsyningen til kystnære anlæg og lokal anvendelse på land efterspørges i små mængder, geografisk spredt og tidsmæssigt uforudsigeligt. Som branchen og markedet er i dag, er det vurderingen, at branchen ikke vil have den fornødne økonomiske kapacitet til at foretage den efterforskning og miljøvurdering, som ifølge råstofloven er en forudsætning for, at der kan gives tilladelse til indvinding i nye områder, der kan sikre forsyningen til små anlægsarbejder, til øerne og de mindre havne og pladser.

 

Af hensyn til forsyningssikkerheden foreslås det derfor, at staten udlægger et antal geografisk spredte indvindingsområder (formentlig fra de i dag eksisterende områder med fællestilladelser), hvorfra staten mod betaling af vederlag løbende sælger retten til indvinding i mindre mængder.

 

2. Eneretstilladelse til erhvervsmæssig indvinding efter statsligt udbud. Udbudsordningen er først og fremmest målrettet mod de virksomheder, der på leverer materialer til og bygge- og anlægsformål herunder til betonindustrien (langtidskontrakter). Antallet af udbudsrunder, antallet samt størrelsen af områderne samt mængden, staten udbyder, vil være bestemt af en løbende vurdering af markedets kommercielle efterspørgsel. Udbudsordningen forventes at kunne fremme havindvundne råstoffers andel af det samlede danske råstofforbrug og dermed bidrage til at dæmpe prisudviklingen i bygge- og anlægssektoren. 

 

Som væsentligt kriterium i udbuddet og dermed ved valg af vinder vil indgå størrelsen af det vederlag, tilbudsgiver tilbyder staten for indvindingsretten.

 

Konkurrencerådets anbefaling om, at varigheden af eneretstilladelser til efterforskning og indvinding, bør begrænses, såfremt der ikke er særlige begrundelser herfor (af omkostningsmæssig, miljømæssig eller forsyningsmæssige karakter) indarbejdes i lovforslaget. I dag gives eneret i op til 10 år.

 

3. Eneretstilladelse efter ansøgning til kystbeskyttelse og store kystnære anlægsarbejder (broer, havne m.v.). Offentlig og privat kystsikring vil ikke blive berørt af lovforslaget. Kystdirektoratet vil fortsat efter ansøgning forestå kortlægning og udlægning af indvindingsområder til kystbeskyttelse. Indvinding til anden offentlig og privat kystbeskyttelse vil fortsat kunne ske vederlagsfrit fra de statsligt udlagte indvindingsområder (tilladelsestype 1).

 

Endvidere vil der som i dag også fremover efter ansøgning blive givet efterforsknings- og indvindingstilladelse til de store anlægsarbejder på havet. Der vil blive stillet krav om betaling af vederlag til staten, dog ikke for så vidt angår offentlige anlægsarbejder vedtaget ved lov.

 

Tilladelsesordningen vil betyde, at erhvervsmæssige indvindingstilladelser altovervejende udstedes efter udbud med vægtede kriterier, hvilket forventes at fremme såvel indvindingsbranchens som bygge- og anlægsbranchens interesse i at deltage aktivt i efterforskning og udlægning af indvindingsområder til gavn for erhvervet, forsyningssikkerheden og konkurrencen med landbaserede materialer.

 

Parallelt hermed vil staten til sikring af den lokale forsyning udlægge områder, hvorfra der til enkeltstående, mindre erhvervsmæssige indvindinger (under 50.000 m3) udstedes tilladelser mod betaling af vederlag.  Undtaget fra vederlagsbetaling er dog indvindingstilladelser til privat kystsikring, der udføres med tilladelse fra Kystdirektoratet.

 

Der vil til en tilladelse endvidere kunne knyttes vilkår om indeksregulering af vederlaget til staten. Indeksreguleringen kan f.eks. basere sig på råstofpriserne. Herved deler tilladelsesindehaveren og staten risikoen for prisudsving på råstofmarkedet. Det giver tilladelsesindehaveren større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget og det giver staten mulighed for at få andel i eventuelle ekstraordinære prisstigninger på råstofferne.

 

Omfanget af udbudet og udlægningen af områder til råstofindvinding vil bero på en løbende dialog herom med råstofbranchen og Kystdirektoratet, og således ske som en kombination af den statslige planlægning og det konkrete behov.

 

Den nærmere udformning af bestemmelserne om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet, herunder om hvilke tilladelser, der er omfattet af udbud, om afholdelse af udbudsforretning og om vilkår i tilladelser, vil ske efter forhandling med relevante ministerier, branchen og relevante organisationer.

 

Det forventes, at forhandlingerne om et nyt udbudssystem efter lovforslagets vedtagelse kan gennemføres i 2007 med virkning fra begyndelsen af 2008. Der forventes i overgangsperioden en fortsat interesse fra branchens side i at søge om efterforsknings- og indvindingstilladelser. Der vil derfor være behov for, at miljøministeren primo 2007 udsteder en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på baggrund af ansøgninger. Ansøgningsbekendtgørelsen skal blandt andet indeholde de kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret tilladelse. Tilladelserne efter den midlertidige bekendtgørelse vil være tidsbegrænsede med mulighed for forhandling om forlængelse, betinget af betaling af vederlag efter 2010.

 

Det forventes, at de første udbud gennemføres i 2008 og at betaling af vederlag senest indføres 1. januar 2010 – samtidig med, at de nuværende fælles indvindingstilladelser til udløber.

 

Lovforslaget tilpasser lovens klageregler, således, at det som i dag er de vilkår, der knytter sig til udlægningen af områder og de vilkår, der i en tilladelse stilles til beskyttelse af natur og miljø, som kan påklages til Naturklagenævnet.

 

Endvidere vil afgørelser om indvinding af op til 50.000 m3 i områder, som af staten er udlagt i medfør af § 22, og hvor der er fastsat nærmere regler om begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af indvindingen, ikke kunne påklages til Naturklagenævnet.

 

 

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

 

Staten får øgede udgifter som følge af de nye opgaver i lovforslaget. Forslaget lægger op til en udvidelse af den eksisterende kortlægningsindsats, idet der fremadrettet vil være behov for kortlægning på dybere områder med henblik på øget råstoftilførsel. Med stor usikkerhed anslås de forøgede statslige udgifter til 5 mio. kr. om året. Endvidere får staten udgifter til afholdelse af udbud. Et foreløbigt usikkert skøn ligger på ca. 3 mio. kr. årligt . Endelig får staten udgifter på ca. 2 mio. kr. til efterforskning og miljøvurdering i forbindelse med udlægning af statslige indvindingsområder.  Det indgår i lovforslaget, at de ovenstående statslige merudgifter på i alt ca. 10 mio. kr. om året finansieres af det vederlag, der opkræves.

 

Det er endnu vanskeligt at vurdere merudgifterne ved den foreslåede lovændring præcist. Der vil derfor blive igangsat en undersøgelse af udgiftsniveauet til håndtering af de nye opgaver. Dermed kan der fastlægges et konsolideret udgangspunkt for, hvor store dele af det samlede opkrævede vederlag, der skal anvendes til de nye opgaver. Når udgangspunktet er fastlagt, vil udgifterne fastsat på dette niveau og fremadrettet være omfattet af de generelle effektiviseringskrav til statslig indtægtsdækket virksomhed, der er fastsat i det såkaldte prisstigningsloft.

 

For at undgå konkurrenceforvridning forslås der indført vederlag for alle tre tilladelsestyper, bortset fra indvinding til kystbeskyttelse og store lovbundne offentlige anlægsarbejder.

 

Vederlaget vil i udbudssituationen være sammensat af det omkostningsbestemte vederlag, der som minimum opkræves som bidrag til dækning af de statslige udgifter samt et vederlag, som ansøgeren som tilbudsgiver herudover vil tilbyde i forbindelse med udbudsforretningen. Herved fastsætter markedet prisen for retten til indvinding af det pågældende råstof.

 

Denne pris vil være grundlaget for statens fastsættelse af vederlaget ved salg fra statslige indvindingsområder og ved tilladelser til store anlægsarbejder (bortset fra de lovbundne opgaver som kystbeskyttelse og f.eks. de store broanlæg).

 

Udgangspunktet for størrelsen af vederlaget er, at råstofferne i dag er gratis. Et forsigtigt skøn er, at det samlede vederlag vil kunne indbringe et årligt provenu til staten på ca. 15 mio. kr. fra 2010. Den del af provenuet, der overstiger de statslige udgifter som følge af den foreslåede lovændring, tilgår de statskassens generelle reserver.

 

Det kan ikke afvises, at indehavere af fartøjsgodkendelser efter § 19 vil rejse krav om erstatning fra staten på baggrund af en påstand om, at afskaffelsen af § 19 indebærer ekspropriation efter Grundlovens § 73. Spørgsmålet har været forelagt Justitsministeriet, der vurderer, at virkningen af ophævelsen af § 19 – konkurrenceudsættelse – ikke indebærer ekspropriation, jf. afsnit 8 om forholdet til anden lovgivning.

 

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Reglerne om indvindingstilladelser har vist sig ikke at kunne administreres som forudsat i lovbemærkningerne til 1996-loven. Med ophævelsen af fartøjsgodkendelserne efter § 19 forventes indvindingsbranchen at kunne koncentrere sig om efterforsknings- og indvindingstilladelser frem for at anvende tid og afholde omkostninger til fartøjsgodkendelsesordningen. Lovforslaget forventes således at medføre administrative lettelser for erhvervet.

 

På den anden side vil lovforslaget på sigt betyde en markedsbestemt merudgift for bygherrer og indvindingsvirksomheder. Forslaget medfører, at staten som ejer af råstofferne til havs sikrer sig andel i råstoffernes værdi, samt at de virksomheder, der erhvervsmæssigt udnytter havets råstofressourcer, også bidrager til de udgifter, som staten afholder til kortlægning og eventuel efterforskning samt til administration og tilsyn. Det ligger i forlængelse af den seneste ændring af råstofloven, hvor udgifterne til efterforskning og miljøundersøgelser m.v. i 1996 blev pålagt erhvervet.

 

Merudgifterne skønnes bl.a. modsvaret af større sikkerhed med hensyn til at kunne overholde indgåede leveringskontrakter og en betydelig hurtigere sagsbehandlingstid ved meddelelse af tilladelser. Endvidere må der forventes betydelig færre klagesager i forhold til i dag, hvor en eller flere virksomheder som oftest påklager tilladelser meddelt konkurrenter. Virksomhederne opnår i den forbindelse konkrete besparelser, dels i form af færre sagsomkostninger, dels som sparet tid som følge af, at en virksomhed i færre tilfælde er nødt til at afvente Naturklagenævnets afgørelse, inden tilladelsen kan udnyttes. De økonomiske og administrative konsekvenser forventes på den baggrund at være ubetydelige og i bedste fald positive.

 

Såfremt prisen på råstoffer stiger – for eksempel som følge af stigende efterspørgsel i Danmark eller vores nabolande – eller som følge af fald i indvindingsmængderne på land, medfører lovforslaget, at staten som ejer af råstofferne til havs får udbytte af stigende råstofpriser – i modsætning til i dag, hvor det fulde udbytte af stigende priser tilfalder indehaveren af en råstofindvindingstilladelse. Herved tilnærmer lovforslaget råstofindvinding til havs med råstofindvinding på land og indvinding af olie og gas.

 

For den danske bygge- og anlægsbranche vil øget konkurrenceudsættelse af indvindingserhvervet betyde lavere omkostninger ved indkøb af sand, grus og ral samt de byggematerialer, hvori råstofferne indgår. Forslaget vil efter Konkurrencestyrelsens vurdering betyde lavere omkostninger ved indvinding. 

 

Udgifter til statens vederlag skønnes til ca. 15 mio. kr. om året. Det svarer til ca. 3 kr. pr. m3. Såfremt lovforslaget medfører øget indvinding, vil prisen pr. m3 falde tilsvarende. Samtidig vil en øget andel af havindvundne råstoffer alt andet lige kunne betyde billigere råstoffer til bygge- og anlægssektoren. Det skønnes derfor, at lovforslaget vil betyde en væsentlig positiv erhvervsøkonomisk effekt. 

 

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Der er ingen administrative konsekvenser for borgerne.

 

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vil ikke medføre en ændring i de miljømæssige hensyn og vilkår, der er knyttet til efterforskning og tilladelse til råstofindvinding på havet. Lovforslaget forventes derfor ikke at medføre miljømæssige konsekvenser.

 

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget fremmer den frie udveksling af tjenesteydelser, jf. EF-traktatens artikel 49, som forbyder restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser. Udenlandske virksomheder har over for Kommissionen rejst spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende administrationspraksis er i strid med EF-traktatens artikel 49. Lovforslaget forventes at bilægge en eventuel uoverensstem­melse herom. Den foreslåede overgangsordning vil blive meddelt EU-kommissionen i forbindelse med lovforslagets fremsættelse i Folketinget. Overgangsordning sigter specifikt at sikre forsyningen fra de nuværende indvindingsområder og giver for de øvrige tilladelser efter den nuværende lovgivning mulighed for efter ansøgning at anvende større indvindingsfartøjer. Det vurderes, at overgangsordningen ikke vil være i strid med traktatens konkurrenceregler.

 

Endvidere indeholder lovforslaget en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, se hertil de specielle bemærkninger til lovforslagets nr. 15, samt EU mineaffaldsdirektiv.

 

Mineaffaldsdirektivet har til formål, at opstille foranstaltninger, procedurer og retningslinjer, som kan forebygge og i videst muligt omfang begrænse de skadevirkninger på miljøet (vand, luft, jord, fauna, flora og landskab) og de afledte risici for menneskers sundhed, der skyldes håndteringen af affald fra indvindingsindustrien. Den danske indvinding af råstoffer reguleres af råstoflovens krav. Herunder tilladelse til råstofindvinding på vilkår og krav om efterbehandling af råstofområdet efter indvindingens ophør. Råstoflovens krav sikrer, at råstofindvindingen i Danmark ikke producerer mineaffald, idet det materiale (overjord og muld), der ikke bringes ud af området som råstof skal benyttes i efterbehandlingen af området. Det betyder, at området, når efterbehandlingen er afsluttet igen kan anvendes til jordbrugsformål eller kan overgå til anden anvendelse. 

 

Herudover indeholder lovforslaget ikke EU-retslige aspekter ud over ændringer i forhold til den gældende råstoflov, som Kommissionen har vurderet i forbindelse med lovens vedtagelse i 1996.

 

8. Forholdet til anden lovgivning

Spørgsmålet om, hvorvidt indehavere af fartøjesgodkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves, har været forelagt Justitsministeriet, som har oplyst følgende:

 

” Miljøministeriet har overfor Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves. Overvejelserne om ophævelse skal ses i lyset af, at Konkurrencerådet har gennemført en undersøgelse af bl.a. bestemmelsen i § 19 og anbefalet en ophævelse af bestemmelsen. En ophævelse af § 19 vil i overensstemmelse hermed i givet fald varetage konkurrencemæssige hensyn.

 

Det følger af råstoflovens § 19, stk. 1, at der til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen kun må anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljøministeren. Det er oplyst, at der ud fra hensynet til at sikre en bæredygtig udvikling i forhold til den samlede indvinding af naturlige ressourcer kun er udstedt ca. 50 § 19-godkendelser svarende til en samlet lastekapacitet på omkring 25.000 kubikmeter.

 

Indehavere af en § 19-godkendelse vil efter det oplyste fortsat kunne anvende det godkendte indvindingsmateriel, selv om bestemmelsen i § 19 ophæves. Ophævelsen vil imidlertid have den virkning, at de pågældende risikerer at blive udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag har en § 19-godkendelse.

 

Det er på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse, at en sådan virkning af ophævelsen af § 19 ikke vil indebære ekspropriation i forhold til indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19.”

 

9. Virksomhedspanel

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR), som har vurderet, at forslaget [afventer høring]….

 

10 Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

 

 

[sammenfattende skema]

 

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

 

Til § 1

 

 

Til nr. 1

Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet) og dele af habitatdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens titel. Mineaffaldsdirektivet er – med enkelte præciseringer, se hertil bemærkningerne til lovforslagets nr. 4-6 – opfyldt ved den gældende råstoflov, og direktivet implementeres ved fodnoten. For så vidt angår habitatdirektivet henvises til bemærkningerne til nr. 15. 

 

Til nr. 2

Forslaget skal sikre, at der ikke utilsigtet sker ændringer i reglerne på råstofområdet som følge af kommunalreformen. Udarbejdelsen og offentliggørelsen af en redegørelse til brug for vurderingen af, om der er behov for justeringer eller ændringer i råstofplanen svarer til de tidligere bestemmelser i planloven om offentliggørelse af forslag til regionplanen, som også indeholdt en redegørelsesdel.

Redegørelsen omfatter regionens råstofforsyningssituation, herunder en vurdering af udviklingen i råstofforbruget og et eventuelt behov for at udlægge nye indvindingsområder.

 

Til nr. 3

Forslaget skal sikre, at der ikke utilsigtet sker ændringer i reglerne på råstofområdet som følge af kommunalreformen. Ministerens beføjelse til i særlige tilfælde at pålægge et amtsråd at bringe lovens bestemmelser i anvendelse svarer til en tidligere bestemmelse i planloven, som i forbindelse med lovgivningen om kommunalreformen ikke blev overført til råstofloven.

 

Til nr. 4-6

Af hensyn til gennemførelsen af EU’s mineaffaldsdirektiv indeholder lovforslaget en række præciseringer, som afspejler administrationen af råstofloven i praksis. Der tilsigtes med disse forslag ingen ændringer i lovens administration. Den danske indvinding af råstoffer reguleres af råstoflovens krav, herunder vilkår og krav om efterbehandling af råstofområdet efter indvindingens ophør. Råstoflovens krav sikrer, at råstofindvindingen i Danmark ikke producerer mineaffald, idet det materiale (overjord og muld), der ikke bringes ud af området som råstof, skal benyttes i efterbehandlingen af området. Det betyder, at området, når efterbehandlingen er afsluttet igen kan anvendes til jordbrugsformål eller kan overgå til anden anvendelse. 

 

Til nr. 7

Ophævelsen af § 19 vedrørende fartøjsgodkendelse er en naturlig forlængelse af lovændringen i 1996, jf. lov nr. 484 af 12. juni 1996, hvor der parallelt med kravet om, at ansøger er indehaver af en fartøjsgodkendelse, stilles krav om en indvindingstilladelse til et geografisk afgrænset og miljøvurderet område.

 

Før 1996-loven kunne indehavere af § 19-tilladelser foretage indvinding overalt på det danske havområde, medmindre der var nedlagt forbud herimod. Med 1996-loven og dens overgangsbestemmelser blev den indvindingsret, der fulgte med § 19 tilladelsen, begrænset til 10 års fri indvinding frem til 1. januar 2007 i områder, der var udlagt efter lovens overgangsbestemmelser – såkaldte overgangsområder. Uden for overgangsområderne var der herefter krav om en konkret indvindingstilladelse efter lovens § 20.

 

Den 10-årige overgangsordning udløber den 1. januar 2007, hvilket svarer til lovens opsigelsesfrist for § 19-tilladelser efter den daværende råstoflovs § 24. Efter den 10 års overgangsordning har de rettigheder, der var knyttet til § 19 tilladelser udstedt inden den 1. januar 1997, ændret sig, således at tilladelserne alene kan udnyttes i miljøvurderede områder med tilladelse efter råstoflovens § 20. Det blev derfor ikke fundet nødvendigt at foretage en formel opsigelse af de eksisterende § 19-tilladelser, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 183, Folketingsåret 1995-96.

 

Ophævelsen af § 19 betyder således ingen indskrænkning i de nuværende § 19-tilladelser, idet materiellet fortsat vil kunne anvendes i forbindelse med en indvindingstilladelse efter § 20.

 

Som opfølgning på Konkurrencerådets udtalelse den 9. november 2005 har Justitsministeriet fået forelagt spørgsmålet om, hvorvidt indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter Grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves. Justitsministeriet har oplyst følgende:

 

” Miljøministeriet har overfor Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves. Overvejelserne om ophævelse skal ses i lyset af, at Konkurrencerådet har gennemført en undersøgelse af bl.a. bestemmelsen i § 19 og anbefalet en ophævelse af bestemmelsen. En ophævelse af § 19 vil i overensstemmelse hermed i givet fald varetage konkurrencemæssige hensyn.

 

Det følger af råstoflovens § 19, stk. 1, at der til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen kun må anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljøministeren. Det er oplyst, at der ud fra hensynet til at sikre en bæredygtig udvikling i forhold til den samlede indvinding af naturlige ressourcer kun er udstedt ca. 50 § 19-godkendelser svarende til en samlet lastekapacitet på omkring 25.000 kubikmeter.

 

Indehavere af en § 19-godkendelse vil efter det oplyste fortsat kunne anvende det godkendte indvindingsmateriel, selv om bestemmelsen i § 19 ophæves. Ophævelsen vil imidlertid have den virkning, at de pågældende risikerer at blive udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag har en § 19-godkendelse.

 

Det er på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse, at en sådan virkning af ophævelsen af § 19 ikke vil indebære ekspropriation i forhold til indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19.”

 

For så vidt angår udstedelse af § 19-godkendelser har praksis været meget restriktiv. Der er i overensstemmelse med lovbemærkningerne til 1996-loven administrativt blevet fastsat maksimale grænser for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3, og antallet af fartøjsgodkendelser  er begrænset således, at den samlede indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 26.250 m3. Begrænsningen i såvel det enkelte fartøjs lastekapacitet som i den samlede flådes lastekapacitet har sat en kendt grænse for, hvor store mængder og med hvilken hastighed den godkendte indvindsflåde kan indvinde fra de områder, hvor der er fri adgang til indvinding. Begrænsningen er begrundet i såvel forsyningsmæssige som miljømæssige hensyn.

 

Herudover er der efter råstoflovens § 19, stk. 2, og uden hensyn til loftet på 26.500 m3 meddelt midlertidige fartøjsgodkendelser for en tidsbegrænset periode til en konkret, nærmere begrænset opgave, f.eks. i forbindelse med anlægsarbejderne på Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Det har hidtil været en forudsætning, at den konkrete opgave har været udbudt i særskilt EU-licitation, og at ansøgeren har vundet opgaven som hovedentreprenør, eventuelt i joint venture med andre. På grund af Konkurrencerådets påtale af den konkurrencebegrænsende effekt af den hidtidige praksis ved meddelelse af fartøjsgodkendelser, har Skov- og Naturstyrelsen besluttet at ændre praksis således, at der i forbindelse med indvindingsopgaver, der udbydes i licitation, efter ansøgning vil blive meddelt midlertidige fartøjsgodkendelser til de virksomheder, der påtænker at byde på licitationen. Tilladelsen vil kun kunne udnyttes af vinderen af licitationen.

 

Med ophævelsen af § 19 vil der ikke længere blive krævet særskilt fartøjsgodkendelse i forbindelse med indvinding af råstoffer på havet. Den hidtidige bestemmelse om, at der kan fastsættes vilkår om indretningen af indvindingsmateriellet opretholdes som vilkår i indvindingstilladelsen efter lovens § 20, ligesom der kan stilles vilkår om pligt for indehaveren af tilladelsen til at anmelde det indvindingsmateriel, der anvendes, jf. bemærkningerne til nr. 5 om forslag til § 21, stk. 4.

 

For at hindre, at liberaliseringen af indvindingen ikke medfører, at større indvindingsfartøjer på meget kort tid kan tømme et område for råstoffer, vil der derimod af hensyn til den lokale forsyningssikkerhed i overgangsperioden frem til et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft og er fuldt fungerende fortsat være behov for at begrænse størrelsen af lastekapaciteten på de indvindingsfartøjer, der anvendes.  Når et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft vil antallet af indvindere i et område kunne begrænses til en enkelt indvinder, og der vil kunne stilles vilkår om maksimal årlig mængde, ligesom der i udvalgte indvindingslokaliteter vil kunne stilles vilkår om forsyningspligt til geografisk afgrænsede områder.

 

Den hidtidige maksimale grænse for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3 vil derfor blive opretholdt i en periode på 3 år for de tilladelser, der er meddelt efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt angår eneretstilladelser f.eks. til indvinding til kystbeskyttelse og større anlægsarbejder på havet, vil der efter ansøgning kunne dispenseres fra dette tidsbegrænsede tonnageloft, såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke medfører øgede miljø- og naturmæssige effekter. Loftet over indvindingsflådens samlede lastekapacitet vil ikke blive opretholdt efter lovens ikrafttræden.

 

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring af overskriften.

 

Til nr. 9

Der tilsigtes med lovændringen at meddelelse af tilladelse til efterforskning og indvinding kan ske ved udbud. De nærmere bestemmelser vil af miljøministeren blive fastsat i en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet, herunder om hvilket tilladelser, der omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning og om vilkår i tilladelser.

 

Det vil i bekendtgørelsen blive fastsat, hvilke kriterier der vil blive lagt vægt på ved meddelelse af tilladelser. Hermed vil den hidtidige administrative praksis blive ændret, således at det også i ansøgningssituationen med konkurrerende ansøgninger vil være muligt udfra vægtning af en række kriterier at vælge den, til hvem tilladelsen meddeles.

 

Kriterierne vil bl.a. kunne omfatte

-         ansøgers kvalifikationer i forhold til opgaven (økonomi, kvalitetsstyringssystemer, medarbejder CV, referencer, forretningsdrift)

-         ansøgers seriøsitet (evt. hidtidig afsætning og aktiviteter)

-         efterforskningsprogrammets kvalitet

-         pÃ¥tænkt anvendelse af rÃ¥stofforekomsten i f.t. materialets kvalitet

-         pÃ¥tænkt indvinding pr. Ã¥r og indvindingens pÃ¥tænkte tidshorisont

-         størrelse af vederlaget til staten.

 

Efterforsknings- og indvindingstilladelser til kystsikring samt til meget store anlægsarbejder, herunder anlægsarbejder vedtaget ved lov, vil blive undtaget fra udbud. Kriterierne for undtagelse af de meget store, ikke lovbundne anlægsarbejder vil blive fastlagt i forbindelse med udarbejdelsen af tilladelsesbekendtgørelsen.

 

Endvidere er det hensigten, at miljøministeren udlægger en række områder primært i de indre danske farvande, der kan medvirke til at sikre den lokale daglige råstofforsyning. Disse områder forventes anvendt til salg af mindre mængder på samlede mængder op til 50.000 kr. årligt samt til private kystsikringsopgaver, som har opnået godkendelse fra Kystdirektoratet. I første omgang er det hensigten, at en række af de områder, hvor der som led i konverteringen af overgangsområder er givet indvindingstilladelser til 1. januar 2010, vil blive udlagt med dette formål. Der vil som udgangspunkt ikke kunne erhverves råstoffer i mængder, der er tilstrækkelige til at dække behovet i større, konkrete bygge- og anlægsarbejder. I disse tilfælde må bygherren, som det er tilfældet i dag, tilvejebringe den krævede mængde råstoffer gennem efterforskning og udlægning af nye områder.

 

Der vil både i forbindelse med udbudet og i forbindelse med vilkår i øvrigt i en tilladelse som hidtil kunne stilles vilkår om, hvor meget der i området må indvindes, både årligt og totalt, ligesom der på baggrund af en konkret vurdering af forsyningssikkerhed kan stilles vilkår om levering til geografisk afgrænsede områder. I forbindelse med ansøgning om efterforskning og indvinding af meget store mængder råstoffer, f.eks. med henblik på eksport eller meget store ikke lovregulerede bygge- og anlægsarbejder, vil der kunne stilles vilkår om dokumentation for, at det ansøgte er den geografisk nærmest tilgængelige relevante råstofforekomst.

 

Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring eller lempelse i de vilkår, der stilles til beskyttelse af miljøet, naturen, fiskeri- og kulturinteresserne m.v.

 

Det nye tilladelsessystem vil i hovedsagen medføre følgende forskellige situationer i forbindelse med meddelelse af tilladelser:

 

1.      Miljøministeren sender rÃ¥stofefterforskning og eller –indvinding i et nærmere afgrænset omrÃ¥de i offentligt udbud. Udbudsmaterialet vil bl.a. indeholde oplysninger fra den statslige kortlægning af den forventede tilstedeværelse og tilgængelighed af sten, grus og sand samt en vurdering af, hvorvidt en indvinding forventes at kunne foregÃ¥ uden væsentlig konflikt med andre værnede interesser (miljø og natur, fiskeri, søfart, energiforsyning, kulturminder, kystbeskyttelse m.v.). Det vil af udbudsmaterialet fremgÃ¥, hvilke kriterier der vil indgÃ¥ ved udvælgelsen af vinderen, med hvilken vægt hvert kriterium vil at indgÃ¥ i udvælgelsen, samt eventuelle minimumskrav, som et bud skal indeholde for at blive taget i betragtning. Eksempler pÃ¥ kriterier er: efterforskningsprogrammets kvalitet, tidsplan og omkostning, den pÃ¥tænkte indvindings tidshorisont, udnyttelsesgraden af den tilgængelige rÃ¥stofressource, miljøpÃ¥virkning, relevans for lokal daglig rÃ¥stofforsyning samt vederlag til staten for rÃ¥stofressourcen. I forlængelse af udbudsforretningen meddeles den egentlige efterforskningstilladelse med vilkÃ¥r til vinderen af udbudet. Det vil det fremgÃ¥ af udbudsmaterialet, hvorvidt vinderen af udbuddet pÃ¥ baggrund af en efterfølgende forhandling kan forvente at fÃ¥ meddelt eneret pÃ¥ indvinding.

 

2.      En efterforskningstilladelse vil ogsÃ¥ kunne begrænse sig til en indledende efterforskning, hvor en interesseret virksomhed f.eks. ønsker at foretage forundersøgelse, f.eks. seismiske undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer med henblik pÃ¥ at kunne træffe beslutning om at ansøge om en egentlig efterforskningstilladelse eller anmode staten om at et omrÃ¥de udbydes.

 

3.      Miljøministeren meddeler indvindingstilladelse til rÃ¥stofindvinding fra et af staten efter § 22 udlagt indvindingsomrÃ¥de af en mindre mængde rÃ¥stoffer. Mængden kan ikke overstige 50.000 m3 pr. Ã¥r. Indvindingen er til brug for den daglige forsyning af lokalomrÃ¥derne. I forbindelse med udlægningen af omrÃ¥det har miljøministeren fastsat de vilkÃ¥r, som vil indgÃ¥ i en tilladelse. Vederlaget til staten fastsættes pÃ¥ markedsvilkÃ¥r. Der vil kunne gives mere end én tilladelse og tilladelserne vil – alt andet lige – kunne udnyttes parallelt indtil den enkelte tilladelsesindehavers indvindingsmængde er indvundet. Der vil i praksis være tale om, at staten fra omrÃ¥der udlagt til daglig forsyning af geografisk afgrænsede omrÃ¥der sælger rÃ¥stofferne i ”løssalg” til en markedsbestemt pris.

 

4.      Miljøministeren udsteder til en bygherre – efter konkret ansøgning og forhandling herom – en indvindingstilladelse til rÃ¥stofefterforskning med efterfølgende eneret. Det kan som vilkÃ¥r indgÃ¥, at ansøger godtgør, at rÃ¥stofforekomsten bÃ¥de i kvalitet og i forhold til transporten ud fra en konkret vurdering er mest velegnet. Vederlag til staten kan i lighed med udbud og salg indgÃ¥ i tilladelsens vilkÃ¥r. Det gælder dog ikke privat kystbeskyttelse og anlægsarbejder pÃ¥ havet vedtaget ved lov. Bortset fra bygge- og anlægsarbejder vedtaget ved lov vil der kunne gives afslag pÃ¥ ansøgninger om efterforskning og indvinding, sÃ¥fremt imødekommelse af det ansøgte vurderes, at fÃ¥ negativ betydning for forsyningssikkerheden.

 

5.      Miljøministeren udsteder til Kystdirektoratet – efter konkret ansøgning og forhandling herom – en efterforsknings- og indvindingstilladelse til kystfodringsopgaver. Tilladelsen vil - i lighed med undtagelsen fra rÃ¥stofafgiften - være vederlagsfri.

 

Tilladelserne vil være tidsbegrænsede. Konkurrencerådet har i sin udtalelse fra 9. november 2005 anbefalet, at ”reglerne om efterforskningstilladelser i råstoflovens § 20 ændres, således at efterforskningtilladelser som hovedregel ikke gives med fortrinsret til efterfølgende indvinding (eneret). Efterforskningstilladelse med fortrinsret bør alene tildeles, hvor væsentlige omkostningsmæssige begrundelser taler herfor, og efterforskningstilladelser med fortrinsret bør normalt ikke have en varighed på mere end 1 år.” Endvidere anbefaler Konkurrencerådet, ”at reglerne om indvindingstilladelser i råstoflovens § 20 ændres, så indvindingstilladelser kun er forbundet med en eneret, hvis væsentlige begrundelser taler herfor. Eneretten bør ikke have en varighed, der overstiger 2 år, medmindre der har været særligt høje omkostninger forbundet med efterforskningen og miljøvurderingen eller med mindre ganske særlige råstofmæssige, miljømæssige eller forsyningsmæssige grunde taler herfor.

 

Miljøministeren har i sit svar til Konkurrencerådet tilkendegivet, at ministeren er enig i Konkurrencerådets anbefaling om ændring af reglerne om efterforskningstilladelser, mens  ministeren for så vidt angår indvindingstilladelser i en lovændring vil lægge op til, at en eventuel eneret til enhver tid fastlægges konkret på baggrund af de kriterier, som bl.a. er fremført af Konkurrencerådet, og at længden af den tildelte eneret kun i helt særegne tilfælde vil kunne overstige 5 år.

 

Reglerne herom vil blive fast i bekendtgørelsen om tilladelsesordningen.

 

Til nr. 10 og 11

Miljømålsloven fastlægger betegnelsen ”internationale naturbeskyttelseområder” i stedet for de hidtidige betegnelser. Derudover er der er tale om en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, på baggrund af Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070 vedrørende manglende overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF - habitatdirektivet. Kammeradvokaten har i en redegørelse konkluderet, at afgørende for, om en medlemsstat har gennemført direktivet korrekt bl.a. er, at der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme. Med forslaget skabes den nødvendige retlige ramme ved at præcisere, at tilladelse kun kan gives til indvindinger, der ikke påvirker muligheden for at have eller opnå gunstig bevaringsstatus i et internationalt naturbeskyttelsesområde. Bestemmelsen gælder både indvinding i og uden for internationale naturbeskyttelsesområder, når indvindingen kan påvirke disse områder. Forslaget medfører ikke ændringer i den gældende bestemmelses rækkevidde og anvendelse.

 

Til nr. 12

§ 21, stk. 4, foreslås som følge af ophævelsen af den gældende råstoflovs § 19, jf. bemærkningerne til nr. 1. Med bestemmelsen overføres hjemlen i den gældende § 19 til at stille vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, samt vilkår om indretningen heraf.

 

Bestemmelsen i § 21, stk. 5, giver miljøministeren hjemmel til i efterforsknings- og indvindingstilladelser at fastsætte, hvilket vederlag den, til hvem tilladelsen udstedes, skal betale til staten. Udformningen af de nærmere bestemmelser herom vil blive fastsat i en bekendtgørelse om tilladelsesordningen. Der bliver tale om tre typer vederlag:

1.      arealvederlag, som beregnes pÃ¥ grundlag af størrelsen af omrÃ¥det, der omfattes af tilladelsen,

2.      produktionsvederlag, der beregnes pÃ¥ grundlag af mængden af indvundne rÃ¥stoffer, samt

3.      vederlag til hel eller delvis dækning af statens udgifter til kortlægning efter § 18, udlægning af omrÃ¥der efter § 22 og til gennemførelse af udbud efter § 20.

 

Alle tre typer vederlag kan indgå som vilkår i en tilladelse, både i en udbudssituation og ansøgningssituation. I ansøgning om tilladelse til indvinding til kystbeskyttelse og lovbestemte anlæg på havet kan der ikke stilles vilkår om vederlag, jf. stk. 6.

 

Endelig foreslås det, at en tilladelse kan indeholde vilkår om indeksregulering af vederlaget. Det vil være tilfældet for de tilladelser, der er meddelt efter udbud og med en længerevarende indvindingsperiode. Herved deler tilladelsesindehaveren og staten risikoen for eventuelle markedsbetingede prisudsving. Det giver tilladelsesindehaveren større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget og det giver staten mulighed for at få andel i eventuelle ekstraordinære prisstigninger på råstofferne. Herved gøres kontraktsforholdet mellem staten og tilladelsesindehaveren mindre afhængig af tidspunktet for tilladelsen og tidspunktet for indvindingen af råstoffet.

 

Bekendtgørelsen om tilladelsesordningen forventes udarbejdet 2007 med ikrafttræden i begyndelsen af 2008. Den nærmere tilrettelæggelse af såvel udbudsforretning som om vilkår og vederlag i godkendelser vil blive forhandlet med indvindingsbranchen, Dansk Industri og andre relevante organisationer

 

Indtil denne bekendtgørelse træder i kraft vil en bekendtgørelse om den nye tilladelsesordning efter ansøgning udstedt med henblik på at danne udgangspunkt for praksis fra lovens ikrafttræden og frem til det tidspunkt, hvor systemet med udbud og vederlag træder i kraft.

 

Det forventes, at forhandlingerne om et nyt udbudssystem kan gennemføres i 2007 med ikrafttræden omkring den 1. januar 2008. Der forventes i overgangsperioden en fortsat interesse fra branchens side i at søge om efterforsknings- og indvindingstilladelser. Der vil derfor være behov for, at miljøministeren umiddelbart efter lovens vedtagelse udsteder en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på baggrund af ansøgninger. Ansøgningsbekendtgørelsen skal blandt andet indeholde de kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret tilladelse. Indtil bekendtgørelsen om udbud m.v. udstedes, vil der i tilladelserne ikke indgå vilkår om areal- og produktionsvederlag til staten, men derimod vilkår om mulighed for efterfølgende forhandling om vederlag for råstoffer efter udbudsbekendtgørelsens ikrafttræden.

 

 

Til nr. 13 og 14

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 19. Da tilladelserne kommercialiseres, kan der komme behov for at kunne fravige 3 års reglen i konkrete tilladelser. Stk. 2-4 ophæves som følge af ophævelsen af § 19.

 

Til nr. 15

Der er tale om en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, på baggrund af Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070 vedrørende manglende overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF - habitatdirektivet. Kammeradvokaten har i en redegørelse konkluderet, at afgørende for, om en medlemsstat har gennemført direktivet korrekt bl.a. er, at der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme. Med forslaget skabes den nødvendige retlige ramme ved i et nyt stk. 3 at præcisere den gældende bestemmelse i stk. 5, der bliver stk. 2, for så vidt angår begrænsning eller tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 20, stk.1, såfremt indvindingen har betydelige konsekvenser for målsætningen for internationale naturområder. Den nye bestemmelse medfører ikke ændringer i den gældende bestemmelses rækkevidde og anvendelse.

 

Til nr. 16 - 17

Klagebestemmelserne foreslås ændret som konsekvens af ændringen af de gældende regler i § 20 om tilladelser til efterforskning og indvinding, således at alene afgørelser med miljøkrav m.v. kan påklages til Naturklagenævnet.  De kommercielle dele af en tilladelse vil derimod ikke kunne påklages. Endvidere foreslås det, at afgørelser om indvinding af op til 50.000 m3, der vedrører områder, som er udlagt i medfør af § 22, og hvor der er fastsat nærmere regler om begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af indvindingen, ikke kan påklages.

 

 

Til nr. 18

Forslaget er en konsekvensrettelse, som ved en fejl ikke blev foretaget i forbindelse med kommunalreformændringerne.

 

 

Til § 2

 

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Forslaget herom er begrundet i så hurtigt som muligt at få den friere konkurrence gennemført for råstofindvindingserhvervet. Endvidere kan det ikke afvises, at dele af branchen vil indsende ansøgninger efter de nuværende regler bl.a. for at omgå såvel en række af de kriterier, som efter lovforslaget vil ligge til grund for sagsbehandlingen af en ansøgning. Med ikrafttrædelse umiddelbart efter lovens vedtagelse og et forslag om, at ansøgninger indgivet efter lovens fremsættelse bliver behandlet efter denne lov, vil indvindingerne hurtigere ske efter retningslinjerne i lovforslaget.

 

Det foreslås endvidere, at ansøgninger indgivet inden den 1. januar 2007 om tilladelse til indvinding indenfor de områder, der i dag er omfattet af overgangsordningen fra loven i 1996, vil blive behandlet efter de gældende regler.

 

For at hindre, at liberaliseringen af indvindingen ikke medfører, at større indvindingsfartøjer på meget kort tid kan tømme et område for råstoffer, vil der derimod af hensyn til den lokale forsyningssikkerhed i overgangsperioden frem til et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft og er fuldt fungerende fortsat være behov for at begrænse størrelsen af lastekapaciteten på de indvindingsfartøjer, der anvendes.  Når et nyt tilladelsessystem er trådt i kraft vil antallet af indvindere i et område kunne begrænses til en enkelt indvinder, og der vil kunne stilles vilkår om maksimal årlig mængde, ligesom der i udvalgte indvindingslokaliteter vil kunne stilles vilkår om forsyningspligt til geografisk afgrænsede områder.

 

Den hidtidige maksimale grænse for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3 vil derfor blive opretholdt i en periode på 3 år for de tilladelser, der er meddelt efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt angår eneretstilladelser f.eks. til indvinding til kystbeskyttelse og større anlægsarbejder på havet, vil der efter ansøgning kunne dispenseres fra dette tidsbegrænsede tonnageloft, såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke medfører øgede miljø- og naturmæssige effekter. Loftet over indvindingsflådens samlede lastekapacitet vil ikke blive opretholdt efter lovens ikrafttræden.

 

 

 

 

 


[1]) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets direktiv 92/43 EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyt og planter (EF-habitatdirektivet) (EF Tidende 1992 nr. L206, side 7) som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1)