Kære Udvalgsmedlem

 

 

Tirsdag 25. september 2007 kl. 11.00 - 12.00 besøger et af Forsvarets tunge køretøjer samt en af Arrivas bybusser Christiansborg Slotsplads. Køretøjerne er udstyret med det nyeste luftrensningsudstyr, SCR-teknologien, der er resultatet af et målrettet forskningssamarbejde mellem tre innovative danske virksomheder: Haldor Topsøe A/S, Dansk Teknologi A/S og Grundfos NoNOx A/S.

 

SCR-teknologien formår ikke blot at reducere partiklerne med op til 95 %, men også at reducere Nox-emissionen fra tunge dieselkøretøjer med op til 90 %. Nox-reduktionen vil endvidere kunne bidrage væsentligt til Danmarks EU-forpligtigelse på Nox-reduktion inden år 2010.

 

Under besøget vil topledelsen fra virksomhederne bag produktet, Forsvaret samt Arriva fortælle om egne erfaringer med SCR-teknologien. SCR-teknologien har været i brug over 200.000 kørte km og har effektivt fjernet skadelige kvælstofoxider (NOx), som udgør et af de største sundhedsproblemer i storbyer over hele verden, ikke mindst i EU’s kommende miljøtopmødeby, København.

 

Vi indleder arrangementet i udvalgslokale S-092 kl. 11.00 med en kort præsentation af teknologien og de miljømæssige gevinster ved brugen af teknologien i de kommende miljøzoner. Efterfølgende vil de fysiske køretøjer blive fremvist på Christiansborg Slotsplads, hvor de inviterede folketingsmedlemmer vil kunne se nærmere på den monterede teknologi.

 

I forbindelsen med fremvisning af køretøjerne vil både nationale og lokale medier være inviteret til at overvære arrangementet.

 

Vi hÃ¥ber at udvalgenes medlemmer vil deltage i denne præsentation af en unik dansk miljøteknologi. Af hensyn til planlægningen anmoder vi om en uforpligtende bekræftelse pÃ¥ din deltagelse senest tirsdag den 19. september 2007 pÃ¥ følgende e-mail adresse; [email protected]

 

Vi ser frem til et spændende arrangement og til at fremvise SCR-teknologien for Sundhedsudvalget samt Miljø- og Planlægningsudvalget.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                Med venlig hilsen,

 

 

 

                                                                                                                                                                                                                                Grundfos NoNOx A/S

                                                                                                                                                                                                                                Morten Winther

                                                                                                                                                                                                                                Sales & Business Development Manager 

                                                                                                                                                                                                                                Telefon: 24 83 35 14

                                                                                                                                                                                                                                E-mail: [email protected]

Baggrund

Luften i København forurenes dagligt med partikler og kvælstofdioxider til toksiske niveauer. NO2 nedsætter lungefunktionen og lungernes modstandskraft mod infektioner og generer astma- og bronkitispatienter.

 

I juli 2007 konkluderede DMU at København i 2010 ikke kan opfylde EU’s grænseværdi for NO2 på næsten 95 % af byens tættest trafikerede og befolkede gadestrækninger.

 

Den tunge trafik står for en forholdsvis stor del af forureningen. Partikelfiltrene fjerner de fleste partikler, men øger til gengæld udslippet af giftig NO2. Udslippet af både partikler og NO2 kan reduceres ved at kombinere partikelfiltre og SCR-teknologi. Dette er ifølge Miljøstyrelsens økonomiske analyser rigtig god samfundsøkonomi. Til efteråret kommer Færdselsstyrelsen med en principgodkendelse for SCR-katalysatorer.

 

De danske miljøzoner giver (endnu) ikke juridisk grundlag for krav om SCR-katalysatorer mhp. at reducere NO2. Virksomhederne bag en danskudviklet SCR-løsning har svært ved at forstå dette, da miljøzonernes partikelfiltre som nævnt øger NO2-forureningen, hvorved de kommende miljøzoner i værste fald vil få modsat virkning end hvad der oprindeligt har været tiltænkt – nemlig at luftmiljøet i København vil blive forbedret.

 

Ud over forsvarets tunge lastbiler har flere Arriva-busser i København frivilligt og succesrigt påmonteret SCR-teknologien, ligesom Grundfos NoNOx netop har vundet en ordre på i alt 2000 systemer til de busser som bliver indsat under OL i Beijing 2008 (der henvises til vedhæftede pressemeddelelse).