Til udvalgets orientering fremsendes i lighed med tidligere år vedlagte status for udlægning af sprøjtefrie randzoner langs målsatte vandløb og søer i 2006.
Som det fremgår findes der forskellige vurderinger af randzonearealet. Plantedirektoratets opgørelse af randzonearealet langs målsatte vandløb og søer har igennem de senere år ligget nogenlunde konstant, mens arealet i 2005 og 2006 viser en nedadgående tendens. Herudover er der opgørelser fra Danmarks Statistik og vurderinger fra DMU. Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser et markant større randzoneareal i 2004, end opgørelsen fra Plantedirektoratet.
Det kan oplyses, at miljøministeren i efteråret 2006 har igangsat et tværministerielt udredningsarbejde under Miljøstyrelsens ledelse om status for udviklingen i arealet med sprøjtefrie randzoner samt analyse af forskellige virkemidler til opfyldelse af målsætningen om etablering af randzoner langs vandløb og søer. Udvalget forventer at kunne afslutte arbejdet med udgangen af 2007.
I forhold til sidste års status til Folketinget (brev af 27. marts 2006) kan det oplyses, at der fremadrettet er mulighed for at integrere ansøgning om supplerende MVJ-tilskud til udlægning af brak i randzoner i ansøgningsskemaet for enkeltbetalingsordningen med henblik på at opnå administrative lettelser og tiltrække flere ansøgere. Fødevareministeriet planlægger at integrere ansøgningen om MVJ-tilskud med ansøgningen om enkeltbetaling fra og med ansøgningsrunden i 2008.
Herudover har Fødevareministeriet netop revideret støtteordningen til braklagte randzoner, således at tilskud og randzoner forhøjes fra 750 kr. til 1200 kr. pr hektar.
Fødevareministeren har parallelt oversendt denne orientering med vedlagte status til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Connie Hedegaard           |
/ |
     Gitte Silberg Poulsen |