Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

Christiansborg

J.nr. SNS-300-00036

1240 København K

Ref. nihla

  

Den 27.juni. 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

./.

 
Til udvalgets orientering fremsendes revideret udkast til bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v. (jagttidsbekendtgørelsen), som jeg forventer at underskrive. Bekendtgørelsen erstatter den jagttidsbekendtgørelse, der ved brev af 20. juni blev sendt til udvalgets orientering.

 

Da det første udkast til jagttidsbekendtgørelse blev forelagt udvalget, var der i Vildtforvaltningsrådet uenighed om, hvorvidt kronvildtforvaltningen skulle ske på frivillig basis eller gennem lovgivning. På et ekstraordinært møde den 21. juni 2007 er der i Vildtforvaltningsrådet indgået en aftale om kronvildtforvaltningen. Aftalen indebærer, at der foreslås iværksat en 3-årig forsøgsordning på Djursland, hvor spidshjorte (unge hjorte af kronvildt) fredes ad lovgivningens vej. Med henblik på at fremme frivilligheden i kronvildtforvaltningen og støtte arbejdet i de regionale grupper følger det endvidere af aftalen, at Vildtforvaltningsrådet i en periode på 6 år kun i enighed fremsætter forslag til nye regler for kronvildt.

 

Friluftsrådet har tilkendegivet, at de fastholder ønsket om en septemberfredning af kronhjorte, og derfor ikke ønsker at indgå i aftalen om kronvildt. Friluftsrådet vil dog ikke stille sig hindrende i vejen for aftalen.

 

I lyset af, at Danmarks Jægerforbund, som hovedansvarlig for en frivillig kronvildtforvaltning, nu kan tilslutte sig en aftale, der indebærer en lovgivningsmæssig fredning af spidshjorte på Djursland, ønsker jeg ikke at stå i vejen for den i Vildtforvaltningsrådet genfundne enighed. Det her fremsendte udkast til jagttidsbekendtgørelse indeholder derfor en fredning af spidshjorte på Djursland.

 

 

 

 

Connie Hedegaard          

/

     Anne-Marie Rasmussen