./.
Til udvalgets orientering fremsendes rapport
om store jordforureninger. Rapporten er resultatet af en
samlet teknisk gennemgang af regionernes data for de forureningssager, hvor
omkostningerne til indsats overfor forureningen vurderes at overstige 10 mio.
kr. Formålet er at skabe et samlet overblik over de store forureninger på et
ensartet grundlag. Rapporten er udarbejdet af en teknisk arbejdsgruppe
bestående af embedsmænd fra regionerne og Miljøstyrelsen. Baggrunden er blandt
andet beslutningsforslag B95 fra Det Radikale Venstre om en national handlingsplan
for de store forureningssager.
Rapporten viser, at alle de nuværende kendte store jordforureningssager, som ligger inden for offentligt indsatsområde, håndteres i henhold til jordforureningsloven. Opgaven med at prioritere store jordforureninger ligger således godt i regionerne, der prioriterer alle sager ud fra et samlet miljøhensyn, der ligger inden for jordforureningslovens rammer for den offentlige indsats. Der er således ingen miljømæssig begrundelse for en særlig prioritering af de store jordforureningssager, og der er derfor ikke brug for en handlingsplan.
Der er netop den 10. juni i forbindelse med aftale om regionernes økonomi for 2008 indgået en aftale mellem regionerne og regeringen om at give 50 mio. kr. ekstra til kortlægning og oprydning af jordforureninger årligt.
Der er 32 sager, som ligger uden for offentligt indsatsområde, og størstedelen ligger i nærheden af overfladevand. Den igangværende implementering af EU’s vandrammedirektiv kan medføre, at der skal foretages en nærmere vurdering af risikoen og behovet for eventuelt at foretage afværgeforanstaltninger på disse lokaliteter.
Connie Hedegaard               |
/ |