PRESSEMEDDELELSE

                                                                                                                         21. juni 2007

 

Bred politisk aftale om en mere effektiv affaldssektor

 

Mere effektiv affaldsbehandling, mindre administrativt bøvl, frit valg for virksomhederne når affaldet skal genanvendes og fokus på innovation. Det er hovedlinierne i den aftale, som miljøminister Connie Hedegaard på regeringens vegne har indgået i dag med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og De Radikale om affaldssektorens fremtidige udvikling.

 

"Det glæder mig meget, at næsten hele Folketinget står bag aftalen om affaldssektorens udvikling. Resultatet er en fremtidssikret aftale, der både gavner virksomhederne og miljøet. Vi får en mere effektiv og smidig affaldssektor med mindre administrativt bøvl i Danmark", siger miljøminister Connie Hedegaard (K).

 

Aftalen rummer tiltag, der bringer genanvendelsen i vejret og øger brugen af miljøeffektive teknologier. Virksomhederne skal have frit valg mellem godkendte genanvendelsesanlæg. Desuden skal reglerne være enklere end i dag, hvor der er over 8.000 forskellige ordninger for erhvervsaffald. Endelig vil forenkling af gebyrregler og af kommunernes affaldsregler gøre det lettere at se, hvad man får for pengene og hvilke regler der gælder, hvad enten man er husholdning eller virksomhed.

 

”I dag har vi en velfungerende affaldssektor, hvor vi udnytter mange af ressourcerne i affaldet. Det skal vi også have i fremtiden. Men selvom vi allerede gør det godt, kan vi få en endnu bedre udnyttelse – og det sikrer den nye aftale", siger miljøminister Connie Hedegaard (K).

 

Initiativerne i aftalen vil gavne miljøet, fordi enklere regler og bedre brug af ny teknologi gør det lettere at følge reglerne og ressourcerne i affaldet udnyttes bedre. Med aftalen får alle virksomheder i hele landet adgang til den kommunale genbrugsplads. Det gør det let at komme af med affaldet, og miljøet vinder ved at sorteringen bliver bedre, så mere kan genanvendes.

 

”Genbrugspladserne er en rigtig dansk solstrålehistorie. Mine udenlandske kolleger spørger interesseret til, hvad der får så mange mennesker hen på genbrugspladserne. Svaret er ganske enkelt, at det er en rigtig god løsning, der gør det let at komme af med affaldet på en miljørigtig måde. Ved at bruge genbrugspladserne så flittigt, som danskerne gør, er vi alle med til at sørge for, at affaldet behandles ordentligt. Desværre har ikke alle virksomheder hidtil haft mulighed for at bruge genbrugspladserne. Jeg synes, det er indlysende, at virksomheder med mindre mængder affald også skal have det servicetilbud, uanset hvilken kommune, de bor i. Det gør det nemmere at være lille erhvervsdrivende”, siger miljøminister Connie Hedegaard (K).

 

Teknologiudviklingen skal styrkes, og nye affaldsteknologier skal bringes fra idéfase til fuld skala. Det kan eksempelvis være teknologier til behandling af affald fra rensningen af røgen på forbrændingsanlæg.

 

Endelig lægger aftalen op til, at forbrændings- og deponeringsanlæggenes økonomi skal gøres mere gennemsigtig gennem større fokus på anlæggenes omkostninger og drift. Med aftalen har partierne besluttet at indføre "benchmarking", hvor både den økonomiske og den miljømæssige effektivitet på hvert enkelt affaldsforbrændings- og deponeringsanlæg sammenlignes med de andres. Dermed vil anlæggene kunne lære af hinanden for at blive bedre.

 

De politiske drøftelser om affaldssektorens fremtid tages op igen, når et nyt EU-affaldsdirektiv er vedtaget. Direktivet, der netop nu forhandles, forventes at sætte nye rammer for, hvordan vi i Danmark kan styre import af affald til forbrænding.

 

”Vi gør mere gennemskueligt, hvordan forbrændings- og deponeringsanlæggenes økonomi hænger sammen. Det er et vigtigt skridt på vejen til en effektiv sektor, men ikke nok. Når vi kender de nye styringsmuligheder, er det tid til at tage fat på, hvordan vi får effektiviseret affaldsforbrændings- og deponeringsanlæggene. Jeg har aftalt med forligsparterne, at de bliver indkaldt til forhandlinger igen, når affaldsdirektivet er vedtaget”, siger miljøminister Connie Hedegaard (K).

 

Aftalens forslag om forenklinger og frit valg vurderes at kunne give besparelser i affaldssektoren på op mod ½ mia. kr. årligt.

 

Læs aftalen her.

 

Miljøministeren vil på baggrund af aftalen drøfte den nærmere tilrettelæggelse af reglerne med de relevante aktører og fremsætte et lovforslag om affaldssektoren i efterårssamlingen 2008. Der gennemføres i 2012 en evaluering af aftalen.

 

Yderligere oplysninger:

Underdirektør Helge Andreasen, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 41 54 el. 23 31 40 48

Pressechef Ida Ebbensgaard, Miljøministeriet, tlf. 33 92 74 92 eller 20 81 58 92