FAKTAARK

Aftale om organisering af affaldssektoren

   

 

 

Jord & Affald

 

 

Den 18. juni 2007

 

 

 

Regeringen har i dag indgået en politisk aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF om organiseringen af affaldssektoren.

 

Hovedelementerne i aftalen

1.      Styrket konkurrence for genanvendeligt erhvervsaffald:

Der skabes et mere frit marked for genanvendeligt erhvervsaffald. Virksomhederne får frit valg mellem godkendte genanvendelsesanlæg og får mulighed for at overdrage ansvaret for behandling af affaldet til en godkendt affaldsindsamler. Virksomhederne får mulighed for at benytte de kommunale genbrugspladser til mindre mængder affald og skal betale et gebyr for det.

 

Mere frit valg for virksomhederne gør, at markedskræfterne i højere grad bliver anvendt, frem for at kommunerne styrer området. De mindre affaldsbehandlere kan dermed konkurrere med f.eks. kommunale anlæg på lige vilkår. En øget konkurrence bidrager til et effektivt marked og dermed til en gunstig prisudvikling.

 

2. Effektiv service og administrativ forenkling:

Der skabes mere ensartede kommunale affaldsregulativer, og et samlet system for affaldsdata. Samtidig skal der være større gennemsigtighed i de kommunale renovationsgebyrer. Kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle skal adskilles ved, at kommunerne fortsat ikke må overføre myndighedskompetence til de fælleskommunale selskaber.

 

Målet er at forenkle reglerne. Virksomhederne og borgere skal let kunne finde ud af, hvilke regler der gælder på affaldsområdet, og hvad det koster at komme af med affaldet. Samtidig skal det være lettere for kommunerne at udforme og håndhæve reglerne.

 

3. Innovation – nye teknologier til affaldsbehandling:

Der er aftalt målrettede tiltag for at udvikle markedet for teknologier, der allerede findes i laboratorieskala, men endnu ikke er kommercielle. Det gælder eksempelvis for teknologier til at behandle røggasrensningsaffald fra forbrændingsanlæg. Det skal understøtte en udvikling, så anlæggene bliver opført i fuld skala. Skærpede behandlingskrav til udvalgte affaldstyper kan kombineres med, at de mest effektive anlæg får sikkerhed for tilstrækkelige affaldsmængder i en begrænset periode.

 

Målet er at styrke teknologiudviklingen på affaldsområdet, og skabe et marked, som sikrer at ny teknologier på affaldsområdet går fra idéfase til fuld skala.

 

 

4. En transparent økonomi på forbrændings- og deponeringsanlæg:

Forbrændings- og deponeringsanlæggenes økonomi skal blive mere transparent.

 

Det foreslås, at alle forbrændings- og deponeringsanlæg skal aflægge funktionsopdelte regnskaber efter årsregnskabsloven og etablere åbningsbalancer efter ens retningslinjer. Anlæggene skal deltage i obligatorisk, årlig benchmark.  Hvile-i-sig-selv princippet bibeholdes.

 

De igangværende forhandlinger om affaldsdirektivet skal afsluttes, før der fremsættes forslag til en yderligere regulering af forbrændings- og deponeringsanlæggene.