EU-Koordination

J.nr. DEP-242-00003

Ref. asnie

Den 8. juni 2007

 

 

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

     

Genfremsættelse af forslag til Kommissionens direktiv om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II og III til Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler – hårfarve.

 

 

Permanente hårfarver udgør potentielle sundhedsrisici. Da Kommissionen samtidigt har konstateret, at der ikke er indgivet opdaterede sikkerhedsdatablade for de i forslaget omhandlede hårfarvestoffer m.h.p. anvendelse af midlerne, foreslås et forbud mod disse stoffers anvendelse i produkter til farvning af hår.

 

Forslaget har hjemmel i rådsdirektiv 76/768/EØF om kosmetiske produkter.

 

Der skal stemmes om forslaget den 14. juni 2007 ved forskriftskomitéprocedure (1999/468/EF art.5).

 

Direktivforslaget skal gennemføres i Danmark ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Forslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser. Forslaget vil have en positiv påvirkning af beskyttelsesniveauet.

 

Danmark arbejder på sigt for at få indført en positivliste for hårfarver og støtter den strategi, som Kommissionen og medlemslandene er enedes om herfor. Det er derfor et positivt skridt på vejen at få forbudt anvendelsen af de stoffer, som der ikke eksisterer opdateret sundhedsmæssig viden om. Danmark støtter på det grundlag Kommissionens forslag om forbud mod hårfarvestofferne.