Miljø- og Planlægningsudvalget 2006-07
MPU Alm.del Bilag 410
Offentligt
København den 3. maj 2007
Til: Medlemmerne af Miljø- og Planlægningsudvalget
Kommentar til åbent brev af 18. april fra den nordatlantiske gruppe.
Den Nordatlantiske Gruppe har, som opfølgning på det møde WSPA, Dyrenes Venner
og Selskab til Bevarelse af havpattedyr havde med Miljø og Planlægningsudvalget
(MPU) den 11 april, den 18. april sendt et åbent brev til MPU.
Da brevet fra den Nordatlantiske gruppe omhandler nogle af de forhold, som vi for
nylig har diskuteret med dig, finder vi anledning til at kommentere noget af brevets
indhold.
Færøerne og Grønland har ved flere lejligheder henvist til
bæredygtighedsprincippet,
som om der i Biodiversitetskonventionen, hvorfra begrebet er hentet, ligger en
forpligtelse
til at udnytte naturens ressourcer. Den Nordatlantiske Gruppe lægger
ligeledes dette til grund i det åbne brev. Vi er uenige i denne fortolkning, og henviser
til den forklaring, som udenrigsministeren giver i svar på spørgsmål 3667 af 21.marts
2007 fra folketingsmedlem Per Clausen, hvori det hedder:
”
Bæredygtigheds princippet betyder, at man
–
for storhvalers vedkommende forudsat
at IWC’s billigelse foreligger –
kan udnytte hvalbestande, når der er hvaler nok. Man
er i en sådan situation ikke forpligtet hertil
.”
I det åbne brev anfører Den Nordatlantiske gruppe, at det nu er muligt at udnytte store
hvaler bæredygtigt også i kommerciel sammenhæng. Hertil har vi følgende
bemærkning:
I 1992 vedtog IWC en RMP, som er den matematiske model, der skal anvendes til
beregning af kvoter, såfremt kommerciel fangst genoptages. IWC har ligeledes
vedtaget at anvende forsigtighedsprincippet, og at man derfor i den vedtagne RMP
skal anvende en såkaldt tunning på 0.72. Begge vedtagelser skete med dansk
–
rigsfælleskabets - støtte. Imidlertid er situationen den, at hvalfangerlandene ikke har
til hensigt at følge disse beslutninger. Ved fastsættelse af de kvoter, som Norge har
bevilget sig selv, anvendte man først RMP med tunning på 0.72 og den vedtagne
tidshorisont på 100 år. Gennem de senest år har Norge ændret tunning fra 0.72 til 0.66
videre til 0.62 og nu 0.60 for dermed at få en større kvote. Desuden overvejer man nu
i Norge at anvende en 300 årig tidshorisont, som ligeledes vil give mulighed for
større kvoter. Japan har i forbindelse med normaliseringsmødet i februar i år meldt
klart ud, at man finder det passende at anvende ”RMP lignende eller andre metoder”
til fremtidig fastsættelse af kvoter.
For såvidt angår et fremtidigt kontrolsystem, som skal anvendes til at sikre at fastsatte
kvoter overholdes, er det ligeledes klart at hvalfangernationerne blot ønsker en helt
igennem utilstrækkelig kontrol, som den der fandt anvendelse frem til stoppet for
kommerciel fangst i 1986.
Når Færøerne og Grønland bakker op om Japan, Norge og Island og ønsker at
Danmark stemmer sammen med disse lande, er resultatet altså ikke, som nu også
 MPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 410: Henvendelse af 3/5-07 vedrørende kommerciel hvalfangst, fra Selskab for Bevarelse af Havpattedyt og Greenpeace Norden
fremført i den nordatlantiske gruppes brev til MPU, at vi giver vores støtte til
bæredygtig og kontrolleret udnyttelse af hvaler
Et af kritikpunkterne overfor den danske støtte til St. Kitts erklæringen har bla.. fra
vores side været, at erklæringen henviser til det japanske synspunkt om, at det er
nødvendigt at regulere hvalbestandene, da hvalerne æder fisk og derved truer
fødevaresikkerheden. Vi noterer os med glæde at den nordatlantiske gruppe nu også
lægger afstand til dette postulatet. Gruppen henviser til at ”Sandheden er naturligvis,
at hvalerne konkurrerer om den samme niche af føde som fiskene og dermed udgør en
tilsvarende trussel mod fiskebestandenes levemulighed og dermed menneskenes
mulige konsum, som hvis de spiste fisk direkte”. Hertil er at bemærke, at alle levende
væserner er del af økosystemet og dermed forbundet. Hvorledes havenes fisk
konkurrerer, ved man fortsat meget lidt om (bl.a. fastslået i FAO’s Reykjavik
erklæring fra 2001) og endnu mindre ved fiskeri- og hvaleksperter om, hvorledes
konkurrencen er mellem hvalerne og fiskene. IWC’s Videnskabskomite arbejder bl.a.
med at udvikle viden om denne form for økosystem baserede undersøgelser. I den
forbindelse har man noteret sig, at pukkelhvaler i Vestlige Nordatlant, bortset fra
bestanden ved Grønland (IWC 2002, Larsen og Hammond 2004) er i tilvækst. Der er
endvidere noget som tyder på, at denne vækst i et vist omfang er kommet i takt med at
sildebestandene på grund af fiskeri er gået ned, og at fiskene dermed i dette tilfælde
klarer sig bedre end hvalerne i den konkurrence de indbyrdes måtte have om
fødeemner.
I brevet fra Den Nordatlantiske Gruppe, at man hellere ville fange hvaler på samme
kommercielle grundlag, som man i dag fanger, rejer torsk og hellefisk. Som vi
opfatter denne udmelding er det ensbetydende med, at man frabeder sig retten til, at
kunne udnytte FN- Konventionens (1) fastslåede princip om, at fangerbefolkningers
traditionelle fangst skal nyde
positiv særbehandling. IWC’s tekst omkring Aboriginal
Subsistence Whaling (ASW)
–
altså rammen for tildeling af hvalkvoter for traditionel
fangst udspringer af respekt for princippet i omtalte FN Konvention. Den er et
tilbud
og ikke en tvang, og skulle samfund finde, at man er villige til at anvende
bæredygtighedsprincippet jf. Biodiversitetskonventionen er dette naturligvis muligt.
Da hvalbestandene ved Grønland er små og data meget mangelfulde vil et fravalg af
at anvende ASW ved fastsættelse af kvoter for Grønland efter vores vurdering
forventeligt indebære mindre kvoter til de grønlandske fangere.
Med venlig hilsen
Birgith Sloth
Selskab til Bevarelse af Havpattedyr
Jan Søndergård
Politisk Rådgiver, Greenpeace Norden