Referat til Folketinget

Dato: 23. februar 2007

Miljøministeriet

 

Udenrigsministeriet

J.nr. DEP-332-0006

 

J.nr. 82.C.67.a.

 

 

 

 

 

 

Afrapportering fra møde i Styrelsesrådet for FNs miljøprogram (UNEP GC)/Det Globale Ministerforum for Miljø i Nairobi, Kenya, den 5.-9. februar 2007.

 

Styrelsesrådet for FNs miljøprogram (UNEP) mødtes til ordinær samling i Nairobi, Kenya. Samtidig blev der afholdt møde i Det Globale Ministerforum for Miljø (GMEF) mellem miljøministre fra FN’s medlemslande.

 

På GMEF opnåedes følgende resultater:

 

Globalisering og miljø

 

Danmark fik sat globalisering og miljø på dagsordenen. Det lykkedes den danske miljøminister at få en række klare anbefalinger på UNEPs dagorden til regeringerne, internationale organisationer og til UNEPs videre arbejde i forhold til, hvordan globaliseringens negative effekter på miljøet kan mindskes, mens der drages fordele af globaliseringens muligheder. Ministrene fandt, at UNEP bl.a. bør

 

Samtidig lykkedes det at opnå tilslutning til, at UNEP med henblik for en forelæggelse for miljøministrene på årsmødet i 2008 kan udvikle et sæt forslag til politiske tiltag vedr. ovennævnte emmer i samarbejdet med miljø- og handelsministre, samt andre relevante aktører.

 

 

FN-reform

På GMEF drøftede miljøministrene forskellige måder til at opnå bedre sammenhæng i de komplekse institutionelle rammer for det internationale miljøsamarbejde, herunder muligheden for at danne en FN-særorganisation for miljø (UNEO), der bl.a. kan sikre en endnu større kontinuitet i FNs arbejde på miljøområdet.

 

Fra dansk side støttede man en styrkelse af UNEP med henblik på at gøre UNEP til en tidssvarende, resultat-baseret organisation, et tættere samarbejde med og mellem de internationale miljøkonventioner, en større indsats for at implementere disse konventioner og opnå internationale miljømålsætninger samt en egentlig opgradering af UNEP til en miljøsærorganisation (UNEO) der yderligere vil styrke FNs miljøindsats.

 

Blandt de øvrige ministre var der overordnet opbakning til en reformeret FN institution for miljø. UNEP skal styrkes for at kunne opfylde sin rolle, men der er ikke enighed om at opgradere UNEP til en egentlig miljøsæroganisation som UNEO. Der er dog lagt op til en fremtidig drøftelse af reformmuligheder.

 

På Styrelsesrådet opnåedes følgende resultater på de prioriterede områder:

 

Kemikalier herunder en bindende aftale for kviksølv

Danmark arbejdede på mødet for en beslutning om at indlede forhandlinger om global juridisk bindende regulering af kviksølv, med mulighed for senere tilføjelse af andre stoffer. På Styrelsesrådet var enighed om, at den nuværende internationale indsats på kviksølvområdet ikke er tilstrækkelig. Dog var der nogle få lande, som mente, at de måtte have flere informationer, før de kunne træffe en beslutning om, hvad der skal ske fremover. Det blev derfor vedtaget at sætte en proces i gang som skal køre over de næste 2 år. Denne proces har til formål at vurdere den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde for den fremtidige internationale indsats.

 

Der vil blive etableret en arbejdsgruppe, som er åben for regeringer og andre interessenter, som skal mødes 2 gange i perioden indtil det næste ordinære møde i UNEP's styrelsesråd, som finder sted i 2009. Det første møde vil være et mere teknisk møde, mens det andet vil være et mere

politisk betonet møde.

 

Ved afslutningen af den 2-årige proces vil der blive udarbejdet en rapport med optioner og anbefalinger, som skal danne basis for en beslutning om den videre internationale indsats for kviksølv, herunder hvorvidt der skal startes forhandlinger om bindende regulering.

 

Med hensyn til reguleringen af bly og cadmium blev det besluttet at arbejde videre med de globale aspekter af disse tungmetaller.

 

Endelig blev SAICM budt velkomment med støtte til det videre arbejde.

 

Vand

 

Styrelsesrådet vedtog en revidere vandstrategi for UNEP, som skal gælde frem til 2012. I den nye strategi lægges der vægt på at fremme en økosystemtilgang og integreret vandressourceforvaltning. Formålet med den reviderede strategi er at bidrage væsentligt til miljømæssig bæredygtig forvaltning af vandressourcer og til at opnå de internationale mål på vand- og udviklingsområdet.

 

Fra dansk side er man tilfreds med den vedtagne vandstrategi.

 

 

International miljøforvaltning

 

Styrkelse af den internationale miljøforvaltning har været på UNEPs dagsorden siden 2002.  UNEP har i forbindelse med Styrelsesrådets møde fremlagt en rapport om international miljøforvaltning og orienteret om tiltag taget for at implementere en række beslutninger med henblik på at styrke denne.

 

Universelt medlemskab af UNEP’s Styrelsesråd og Ministerforum er et tilbagevendende diskussionspunkt. Der har været - og er fortsat - en del uenighed om dette emne. Formålet med universelt medlemskab er at styrke UNEPs slagkraft. Danmark støtter et sådant universelt medlemskab kombineret med oprettelsen af en bestyrelse med begrænset medlemskab for at sikre en effektiv udmøntning af miljøministrenes politiske og normative beslutninger. Drøftelserne i Styrelsesrådet har vejledende karakter for FN’s generalsekretær, idet en beslutning om en sådan strukturændring i givet fald skal træffes af FN’s generalforsamling, som er den myndighed der har oprettet UNEP.

 

Et andet tilbagevende emne, som medlemsstaterne har delte meninger om, er hvorledes man kan styrke UNEP’s finansielle grundlag. I 2002 besluttedes, på forsøgsbasis at iværksætte en frivillig påligningsskala, hvorefter medlemsstaterne bliver bedt om at yde bidrag i henhold til en række kriterier, herunder deres betalingsevner. I år kunne man enes om at fortsætte denne mekanisme på forsøgsbasis, men ikke om at gøre den permanent.

 

Styrelsesrådet tiltrådte et forslag til en mere systematisk tilgang til at styrke UNEPs videnskabelige basis, herunder den såkaldte Environment Watch Strategy Vision 2020, idet man dog forlangte et mere udbygget forslag ved næste ordinære samling.  Derudover opfordrede Styrelsesrådet UNEP til at fortsætte med den iværksatte plan til styrkelse af udviklingslandenes institutionelle kapacitet på miljøområdet, at fremme et tættere samarbejde mellem miljøkonventionerne og at fortsætte bestræbelserne på en bedre koordination af miljøindsatserne og deres integration i udviklingssamarbejdet på tværs af FN-systemet.

 

UNEP’s budget og arbejdsprogram:

 

Styrelsesrådet vedtog et to-årigt arbejdsprogram for 2008-2009 på USD 289,1 mio. (svarende til knap 1,7 mia. kr.). Samtidig blev UNEP bedt om at udarbejde en fire-årig strategi med klare målsætninger og prioriteter, som man fra dansk og nordisk side har opfordret til ud fra et ønske om at gøre UNEP mere resultat-orienteret og effektiv.