Til Folketingets miljøudvalg.
27. februar 2007
Forurening fra brændeovne er efter min opfattelse et af de forureningsproblemer, som vi ikke har nok fokus på i Danmark. Der forekommer en stigende opmærksomhed fra borgere, som plages af forureningen, og der foreligger i dag betydelig dokumentation for miljø- og sundhedsproblemerne. Både når det drejer sig om partikler (specielt de fine og ultrafine), PAH’er og dioxiner. Vi har brug for et langt kraftigere fokus på problemerne og løsningsmulighederne.
Regeringen har da også igen iværksat en oplysningskampagne, og der er indgået en aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om indsats mod partikelforurening samt borgerrettede miljøinitiativer.
Jeg mener derfor, at miljøudvalget burde sørge for et højere vidensniveau om brændeovnenes forurening, betydningen af brænderøgsforureningen for befolkningens sundhedstilstand, hvad der gøres i andre lande, samt hvilke løsningsmuligheder vi har i Danmark og EU. Derfor bør udvalget afholde en eksperthøring inden for de næste 2 måneder.
Jeg forestiller mig den samme model, som vi plejer for eksperthøringer.
Med venlig hilsen
Steen Gade, SF