Miljøminister Connie Hedegaard

Miljøministeriet

Højbro Plads 4

1200 København K

Den 19. februar 2007

Kære Connie,

 

Miljø- og Planlægningsudvalget har på baggrund af Miljøministeriets årlige oversigt over de væsentligste internationale begivenheder på miljøområdet drøftet udvalgets prioritering af de internationale arbejde i 2007. Resultatet af udvalgets drøftelse følger hermed til din orientering:

 

Udvalget har valgt at gennemføre en studierejse til Grønland i august 2007. Udover mulighederne for at studere klimaproblemstillinger i Grønland har udvalget ligeledes lagt vægt på, at det er internationalt polarår. Udvalget finder i tilknytning hertil, at det polare samarbejde og konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter, CITES, kunne være interessante emner at behandle på studierejsen.

 

Af øvrige internationale begivenheder i 2007 kan jeg nævne, at udvalget forventer at sende en delegation til det 15. møde i FN’s Kommission for Bæredygtig udvikling (CSD15) i maj i New York. Delegationen forventes udover medlemmer af Miljøudvalget sammensat af medlemmer af Energiudvalget.

 

Herudover forventer udvalget i forlængelse af tidligere år at sende repræsentanter til det 13. møde under Klimakonventionen og det tredje møde under Kyotoprotokollen (COP 13/MoP3) i december i Indonesien.

 

Det vil naturligvis være en stor hjælp, hvis ministeriet i lighed med tidligere vil være behjælpelig i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af udvalgets deltagelse i disse møder. 

 

Jeg håber i øvrigt, at vi kan fortsætte den eksisterende praksis med, at du holder udvalget tæt og løbende orienteret om dine og ministeriets internationale aktiviteter.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Christian Wedell-Neergaard,

formand