Jord & Affald

J.nr.

Ref. Ie

Den 30. januar 2007

 

 

 

 

 

 

 

Notits om status med arbejdet med udarbejdelse af bekendtgørelser, vejledninger m.v. som opfølgning på ændringen af jordforureningsloven

     

Som opfølgning på vedtagelsen af ændringen af jordforureningsloven i maj 2006, har Miljøstyrelsen igangsat arbejdet med udarbejdelse af vejledninger, bekendtgørelser og informationsmateriale.

 

De første helt færdige produkter, der følger op på vedtagelse af ændringen af jordforureningsloven, er

 

Bekendtgørelsen om lettere forurenet jord blev udstedt i december 2006. Bekendtgørelsen definerer let forurenet jord, som det er defineret i lovforslagets bemærkninger.

 

Vejledningen om nuancering af boligejendomme blev udsendt den 2. januar 2007 og er primært henvendt til regionerne, som skal bruge den, når de, som lovændringen foreskriver, skal nuancere forureningen på kortlagte boligejendomme.

 

Arbejdet med at forenkle reglerne for flytning af jord, sker i et udvalg der blev nedsat 1. marts 2006.

 

Udvalget færdiggjorde i oktober 2006 et udkast til vejledning om områdeklassificering. Vejledningen har herefter været i høring. Der var generel tilfredshed med vejledningens udformning, og vejledningen forventes udsendt i slutningen af februar 2007. Kommunerne vil derefter kunne påbegynde arbejdet med klassificering af områder, som forventes at være lettere forurenede. Reglerne om områdeklassificering træder i kraft 1. januar 2008.

 

Udvalget drøfter i øjeblikket et udkast til bekendtgørelse om anmeldelse af jordflytning og i tilknytning hertil en standardskabelon for kommunernes regulativer herom. Udvalget forventes at være færdigt med udkastet til bekendtgørelse i februar, så det kan sendes i høring i slutningen af marts.

 

Miljøstyrelsen er endvidere ved at udarbejde en vejledning om bagatelgrænser for kortlægning af restforureninger og en vejledning om genanvendelse af lettere forurenet jord. Vejledningen om bagatelgrænser forventes sendt i høring inden sommeren 2007.

 

Desuden har Miljøstyrelsen igangsat et teknisk udredningsarbejde i gang med hensyn til bekendtgørelsen og vejledningen om genanvendelse af lettere forurenet jord. Udredningsarbejdet skal danne grundlag for de nye regler.

 

Endelig er Miljøstyrelsen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, kommuner og regioner i færd med at udarbejde informationsmateriale om lettere forurening. Informationsmaterialet er færdigt i løbet af februar. Meningen er, at kommunerne kan bruge materialet som grundlag for deres informationsindsats, når kommunerne i byerne skal informere om, hvorledes kontakten til lettere forurenet jord kan reduceres.

 

Materialet består af et omfattende, men let tilgængeligt tekstmateriale samt et forslag til en pjece. Tekst og pjece vil dels kunne findes på Miljøstyrelsens hjemmeside, og vil kunne bruges af kommunerne på deres hjemmesider.